Koncertanmeldelse: Nostalgisk maraton med slidt McCartney

Rocklegenden Paul McCartney gav fredag 30. november 2018 koncert i Royal Arena i København. Koncerten er en del af touren "The Freshen Up Tour 2018", og det er to år siden han sidst spillede koncert i Danmark. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Koncertanmeldelse: Nostalgisk maraton med slidt McCartney

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Publikum fik hele 38 sange fra en karriere uden sidestykke fredag aften i Royal Arena, hvor Paul McCartneys medfødte musikalitet imponerede, mens stemmen viste markante svaghedstegn.

Musik: Da Paul McCartney indleder sin maraton-koncert på to timer og 44 minutter i Royal Arena, lyder det i den grad, som om det har været "A Hard Day's Night" for den 76-årige adlede brite.

Stemmen rasper, mangler bund og matcher ikke tyngden i bandets solide greb i den 54 år gamle rocksang.

Man kan naturligvis ikke forvente, at en mand med en karriere spredt over syv årtier synger med samme styrke og klang som i velmagtsdagene, men jeg kan alligevel mærke angsten komme snigende. Yngre legender end han har jamret sig gennem ulidelige koncerter.

Det, stemmen mangler, har Paul McCartney til gengæld i onkel-charme og musikalitet på både sin ikoniske Höfner-bas, elektrisk og akustisk guitar samt flygel. Gennem koncerten skifter han ubesværet mellem de forskellige instrumenter og behandler dem alle med legende lethed.

På aftenens fjerde sang, Wings-nummeret "Letting Go", glemmer jeg alt om den rustne vokal. Blæsertrioen har bevæget sig ned på et repos midt i salen, hvorfra den puster så meget sjæl i den formidable, soulede sang, at jeg lader mig opsluge og giver slip, som titlen opfordrer til.

Wings-sange imponerer

Rent musikalsk drister jeg mig til at konkludere, at det er Wings-numrene, der har førertrøjen på, selv om der kun er syv af dem på sætlisten mod 22 med The Beatles.

Kompositorisk er de - på nær sangene fra "Sgt. Pepper's Lonely Heart Club Band" - mere interessante end de ofte ultrakorte The Beatles-sange fra den første håndfuld af bandets udgivelser.

"Band on the Run" er det altoverskyggende eksempel på Paul McCartneys format som sangskriver. Sangen er en uforlignelig rejse gennem drømmende pop, hidsig rock og igen poetisk poprock som finale.

I Royal Arena leveres mellemstykket med en frådende appetit af både sir Paul og de velspillende bandmedlemmer, hvor guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray behandler klenodierne værdigt.

Den mageløse og lidt oversete The Beatles-perle "I've Got a Feeling" rammer mig uventet og ender som en af aftenens helt store aha-oplevelser. Det kommer i det hele taget bag på mig, at jeg påvirkes mere af de sange, jeg ikke har hørt til hudløshed.

Ingen havde undret eller brokket sig, hvis der kun havde været The Beatles- og Wings-sange på sætlisten. Men det understøtter Paul McCartneys musikalske integritet, at han har taget en håndfuld nye numre med fra sit seneste album, "Egypt Station".

Både "Who Cares", "Come on to Me" og "Fuh You" understreger, at der stadig gemmer sig interessante melodier og ord i den aldrende musiker.

Anekdoterne om mødet med den sovjetiske forsvarsminister til The Beatles-koncerten på Den Røde Plads i Moskva og en Jimi Hendrix-koncert i London for 50 år siden er åbenbart gamle travere. Derfor betyder det meget for både Paul McCartney og publikum, at nye sange drysses ud over sætlisten.

Harrison hyldes med ukulele

Efter at have hørt andre sværvægtere som U2 og Roger Waters tidligere på året er det befriende at overvære Paul McCartney, hvor den mest politiske sang må være "Let Em In" fra 1976, hvor omkvædet "Someone is knocking at the door, somebody is ringing the bell. Do me a favour, open the doors, just let 'em in" er svær ikke at sætte ind i en nutidig kontekst.

På underskønne "Maybe I'm Amazed" er den igen gal med vokalen. Stemmen forsvinder næsten helt under den bevægende intro, hvor billeder af Paul McCartney som nybagt far toner frem på bagtæppet. Efter en række sange uden nævneværdige udfald er der igen en uheldig kløft mellem den svulstige popsang og den haltende stemme.

På betagende "Blackbird" og "Here Today", hvor Paul McCartney svæver op over publikum på et podie, er det desværre også tydeligt, at han har svært ved at matche sit instrumentale niveau med sin stemme. Det går ikke helt galt. Men det går omvendt heller ikke helt godt ...

De to sange fremført solo med akustisk guitar er dog alligevel gribende, fordi de henholdsvis er skrevet til de sorte amerikanere, som stadig led i sydstaterne i 1960'erne, og til John Lennon kort tid efter hans død.

George Harrison hyldes også fortjent med den sanseløst smukke "Something". Paul McCartney spiller første halvdel af sangen på ukulele, hvilket giver et helt andet udtryk end i originalversionen. Bandet falder passende ind og svøber sidste halvdel af Harrisons perle i et fløjlstæppe af vemod.

Grotesk fængende omkvæd

"Back in the USSR", som udkom for præcis 50 år siden på "The White Album", har altid været en af mine favoritter med The Beatles. Det giver mig gåsehud at høre den live for første gang. I en fænomenal rocket udgave, hvor man kun kan nyde Paul McCartneys dedikation.

Jeg nåede aldrig at høre David Bowie live, hvilket kommer til at martre mig til min dødsdag. Men det er et plaster af rang på såret at krydse McCartney af på listen. Jeg håber, jeg bliver gammel nok til at kunne fortælle såvel børne- som oldebørn, at jeg har stået og sunget med på nogle af rockhistoriens mest ikoniske sange som "Let It Be" og "Hey Jude".

"I saw him standing there" kunne jeg stolt fortælle dem. Og alt efter humør berette, at jeg fældede en tåre, mens jeg skrålede: "Na na na na nanana naaaaaa". Ét af de mest simple, men forrykt fængende omkvæd nogensinde.

Paul McCartney har sat et gigantisk aftryk på moderne, vestlig musikkultur og formodentlig kultur i det hele taget, og jeg kan ikke komme i tanke om mange musikere, jeg har lyst til at høre spille 38 sange.

Med de uopslidelige The Beatles-sange som oplagt grundpille, Wings som uovertruffen garniture og McCartneys solomateriale som effektivt krymmel, er koncerten for mit - og tilsyneladende mange tusind andres - vedkommende én af de aftener, man aldrig glemmer til trods for et slidt stemmebånd og et show, som ifølge mine efterretninger var stort set identisk med det i Herning for to år siden.

Om koncerten:

Royal Arena, København, fredag 30. november: Paul McCartney "Freshen Up Tour". Fire stjerner

Det spillede McCartney
  1. Hard Day's Night
  2. Junior's Farm
  3. All My Loving
  4. Letting Go
  5. Who Cares
  6. Got to Get You Into My Life
  7. Come On to Me
  8. Let Me Roll It
  9. I've Got a Feeling
  10. Let 'Em In
  11. My Valentine
  12. Nineteen Hundred and Eighty-Five
  13. Maybe I'm Amazed
  14. I've Just Seen a Face
  15. In Spite of All the Danger
  16. From Me to You
  17. Dance Tonight
  18. Love Me Do
  19. Blackbird
  20. Here Today
  21. Queenie Eye
  22. Lady Madonna
  23. Eleanor Rigby
  24. Fuh You
  25. Being for the Benefit of Mr. Kite!
  26. Something
  27. Ob-La-Di, Ob-La-Da
  28. Band on the Run
  29. Back in the U.S.S.R.
  30. Let It Be
  31. Live and Let Die
  32. Hey Jude


Ekstranumre
  1. I Saw Her Standing There
  2. Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band (Reprise)
  3. Helter Skelter
  4. Golden Slumbers
  5. Carry That Weight
  6. The End

Koncertanmeldelse: Nostalgisk maraton med slidt McCartney

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce