Ny Trier-film: Instruktørens kvindelige grænser

- Skuespillerinder er nemmere at arbejde med, end mænd er. Mænd har en tendens til at skulle pisse territorium af, og det er jo fuldstændig håbløst i en film, hvor det er mig, der klipper det hele sammen i sidste ende, siger Lars von Trier. Foto: Charlotte de la Fuente

Ny Trier-film: Instruktørens kvindelige grænser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars von Triers nye film, "The House That Jack Built", handler om en seriemorder, der afliver både kvinder og børn, men Jack kunne lige så godt have været en kvinde, mener instruktøren, der altid forsøger at sende sine skuespillere helt ud til grænsen. Og derude har kvinder det faktisk ofte bedre end mænd.

Instruktør: Det er tydeligt, at Lars von Trier har brug for at føle sig tryg. Manden bag urovækkende værker som gyserserien "Riget", dogmefilmen "Idioterne", den psykologiske thriller "Antichrist" og dommedagsværket "Melancholia" inviterer indenfor i privaten, som ligger i det, enhver ejendomsmægler ville beskrive som naturskønne omgivelser.

Hjemmet i Ørholm nord for København har været Lars von Triers i mere end 20 år, og det store rum, man træder ind i, emmer af instruktørens verden. For enden falder eftermiddagssolen ind igennem vinduerne, som strækker sig fra gulv til loft. Udsigten fremviser en mark af siv, der hænger ud over Mølleåen og ofte skifter retning i vinden. Det hele giver en fornemmelse af det bagtæppe, der ofte beklæder hans film. De lyse tanker forsøger at finde fodfæste, men blæsten har det med at slå dem ud af kurs.

Lars von Trier smiler usikkert og retter på de kuglerunde briller. Han har de senere år ikke lagt skjul på, at verden har været plagsom for hans sind. Men denne vindblæste eftermiddag er håret nu alligevel strøget tilbage og fuldskægget mere struktureret end viltert.

- Kaffe? spørger han.

- Gerne. Skal man smide skoene?

- Herhjemme må man gøre, hvad man vil.

Lars von Trier lader den ene mundvig trække det tykke skæg op ad kinden:

- Sæt du dig bare ned.

Kvinder frem for mænd

Kort efter serverer instruktøren kaffe med fyldigt skum og placerer sig ved det store spisebord midt i rummet.

- Hvad skal vi tale om i dag, spørger han lakonisk og misser med øjnene.

Bag ham hænger den håndskrevne titelsekvens i sort-hvid fra "Antichrist". Filmen, hvor en mandlig psykolog tager sin kone med ud i et hus i skoven, så hun kan komme sig over tabet af deres lille søn - og så eksploderer det hele ellers derfra i skovens dybe, stille uro.

- Jeg havde forestillet mig, at vi skulle tale om kvinder ...

- Nå, for helvede! Jamen, altså, det kan vi da godt. Også selv om jeg jo for en gangs skyld har fundet en mandlig hovedrolle.

Det har 62-årige Lars von Trier nemlig i "The House That Jack Built". Her spiller Matt Dillon seriemoderen Jack, der begår det ene mere bestialske drab efter det andet. Historien fortælles i det, der de senere år er blevet von Triers varemærke: Tydeligt inddelte kapitler med bunkevis af afvigelser ud til alverdens store og små emner. Trækket var særligt forfinet i den forrige film fra instruktørens hånd.

I "Nymphomaniac" spillede Charlotte Gainsbourg en sexhungrende kvinde, der fortalte sin livshistorie til en mand, som så til slut forsøgte at forgribe sig på hende.

- Jeg har haft en del kvinder i de bærende roller i mine film, siger Lars von Trier og kigger ned i sin kaffe:

- Det har jeg nuppet fra Carl Th. Dreyer, som stort set kun havde kvindelige hovedroller. Skuespillerinder er nemmere at arbejde med, end mænd er. Mænd har en tendens til at skulle pisse territorium af, og det er jo fuldstændig håbløst i en film, hvor det er mig, der klipper det hele sammen i sidste ende.

Stadig genert

I Lars von Triers aktuelle film er det kvinder, der falder for seriemorderens våben. Men her i det åbne rum, hvor køkken og stue flyder sammen, mens man kan ane et arbejdsbord hengemt i det ene hjørne, afviser instruktøren, at han skulle have nogen som helst former for kvindefjendske tendenser, hvilket han ellers tit bliver skudt i skoene af det danske biografpublikum.

- Man kan da bare se på de film, jeg har lavet. Der er kvinder i hovedrollen stort set hver eneste gang, smiler han og ser ud over sine runde briller.

Sandt er det, at de stærke kvindelige hovedroller har stået i kø i hans univers. Kirsten Olesen i "Medea" (1988), Emily Watson i "Breaking the Waves" (1996), Björk i "Dancer in the Dark" (2000), Nicole Kidman i "Dogville" (2003), Charlotte Gainsbourg i "Antichrist" (2009) og "Nymphomanic" (2014) samt Kirsten Dunst i "Melancholia" (2011) vidner måske i virkeligheden nærmere om, at han har været på forkant med tidens trend. Eller hvad?

- Det handler nok mere om, at der har været mulighed for at få nogle virkelig gode skuespillerinder, som gerne vil arbejde sammen med mig, fordi jeg faktisk har skrevet roller, hvor de bliver set og hørt, siger instruktøren og ser ud på vinden, der nu hiver og flår i sivene.

- Har du det også bedre sammen med kvinder end sammen med mænd?

- Jeg er generelt meget genert over for kvinder, men i arbejdssammenhæng fungerer det godt, fordi de er parate til at lytte, og fordi jeg er rede til at lytte til dem. Det må være min feminine side, der træder i karakter.

- Er din feminine side særligt veludviklet?

- Det ved jeg sgu ikke, men det første, jeg nærmest nogensinde læste, var Strindberg, og han var ikke bange for at gå til yderligheder med sine roller. Generelt havde han et problematisk forhold til kvinder, ja, han led jo nærmest af en slags kvindefobi. For mit eget vedkommende kan jeg ikke rigtig skelne imellem det kvindelige og mandlige længere, men derfor kan jeg stadig godt være meget genert over for kvinder. Og det er jeg, men jeg kan også se store fordele ved at arbejde sammen med dem, fordi de som oftest er rigtigt dygtige. Dygtigere end mænd.

Ingen seriemordertendenser

- Ser du på skuespillerinder som muser?

- Nej, kun som samarbejdspartnere. Jeg har arbejdet sammen med Charlotte Gainsbourg flere gange, og det er fordi, hun er parat til at gå langt ud over sin bekvemmelighedszone - helt ud til kanten af grænsen. Det er lige netop dér, jeg gerne vil befinde mig som instruktør, og det er virkelig svært at få en mand derud, fordi mænd stiller alle mulige spørgsmål, før de prøver en scene af. Kvinder er bedre til at være til stede i scenen og nuet, hvor mænd i langt højere grad vil være kontrollerende. Men det gode skuespil er jo frit, så derfor leverer kvinder bedre.

- Er mænd mere forfængelige end kvinder?

- Mandlige skuespillere er i hvert fald langt mere forfængelige end kvindelige skuespillere, og det, jeg beder mine skuespillere om, er at overlade kontrollen til mig. Det er min erfaring, at mænd har langt sværere ved det, end kvinder har.

- Hvorfor har du så ikke valgt en kvindelig seriemorder som hovedperson i "The House That Jack Built"?

- Det kunne jeg også godt have gjort, men jeg har kendt mange kvinder, som har været helt tossede med seriemordere. Derfor tænkte jeg, at det skulle være en mand.

Lars von Trier læner sig tilbage i et smil. Det er, som om han gemmer en pointe på spidsen af tungen og lige skal smage den til, inden den må komme ud. Efter nogle sekunder siger han:

- Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke selv har nogen mordertendenser. Men jeg er faktisk begyndt at forstå mine kvindelige bekendtskabers fascination af seriemordere efter at have lavet filmen.

- Hvad er det, du har forstået?

- Længslen imod det, Tom Kristensen kaldte "skibskatastrofer og pludselig død". Kombinerer man det med det systematiske og umenneskelige og putter det ind i en film, hvor publikum jo er på dejlig afstand af psykopaten, har man forhåbentlig noget, som folk gider se. Der ligger et potentiale i at tage sådan en fortælling helt ud til grænsen, hvor det bliver både godt og ubehageligt.

Fordele ved psykopati

Det er derude i grænselandet, at hele Lars von Triers oeuvre befinder sig. Igennem karrieren har instruktøren lignet en mand, der ikke har kendt til kompromiser, men tværtimod har udforsket filmgenrer som musical, gys, drama, komedie og undergangsfilm. Hans film er altid noget nyt, men samtidig helt tydeligt lavet af ham.

- Jeg tager ofte en genre og vrider den. Hvor genrevalget gør folk trygge, gør jeg det, at jeg trækker genren helt ud til kanten, det stik modsatte. Det kan jeg godt lide! Man skal ikke give folk, hvad de vil have, og spørgsmålet er jo, om det i sig selv ikke er en stille protest at skrive gode kvinderoller, fordi de virkelig mangler i filmverdenen.

Instruktøren gnægger nu pludselig lidt ned i sin kaffekop, indtil blæsten igen bliver samtalens lydspor. Så ser han hen over bordet og siger:

- Har du egentlig set andre af mine film?

- Jeg har set dem alle.

- Det var lidt af en indsats ..., stønner Lars von Trier:

- Men så ved du også, at jeg går til grænsen, fordi der er så gode konflikter derude. Jeg tror faktisk, jeg ville føle mig som en tøsedreng, hvis jeg ikke altid gik helt til grænsen. For eksempel dræber seriemorderen i min nye film både kvinder og børn, hvilket jo er modbydeligt, men det er sgu for tøset at lade være. For hvis noget kan tænkes, så kan det også filmes.

- Ud over at seriemorderen som type imponerer de kvinder, du har mødt, hvad er det så, der gør ham interessant for dig? Er det i virkeligheden, at han - ligesom dig - er et grænsesøgende menneske, der rent faktisk ofte går over grænsen?

- Ja, måske, men det, der har været sjovt her, har været at menneskeliggøre seriemorderen og demaskere mystikken omkring ham. Han er ikke et uhyre uden følelser, men han er stadig psykopat. Psykopater har en inderlig tro på, at de har ret, og at det, de laver, vil gå godt. På sin vis er det en klar fordel ved psykopati.

Stærk reaktion

- Ser du selv film og serier om psykopater, når du skal underholdes?

- Nej, jeg ser "Barnaby", siger Lars von Trier og ser frem for sig.

- Mener du det?

- Ja, for der er ingen konflikter i det, og når jeg skal slappe af, vil jeg have noget, der er udramatisk. "Barnaby" er en slags feel good-film midt i opklaringen af et mord. Det er ligesom, hvis jeg ser en tenniskamp, og min favorit er ved at vinde. Så slukker jeg. Det ophidser mig simpelthen for meget, hvis en konflikt eller en kamp bliver tilspidset, og jeg gider ikke blive ophidset, når jeg slapper af. Så har jeg det sgu heller ikke bedre ...

- Ville du kunne lave de film, du gør, uden de psykiske ting, du tumler med?

Lars von Trier bliver stille et øjeblik. Han lader igen blikket vandre ud mod sivene, men siger så:

- Det har jeg et håb om, men samtidig er jeg også meget bevidst om, at det aldrig må blive uinspireret. Folk må gerne reagere stærkt og føle, at de bliver taget nye steder hen. Jeg har ofte talt med både mænd og kvinder, der har brugt flere dage på at sluge mine film. De har været negative, da de forlod biografen, men stille og roligt har oplevelsen rejst nogle spørgsmål, som de har tænkt igennem. Og måske har de derefter ligefrem kunnet lide min film. Det er en stor tilfredsstillelse for mig.

Lars von Trier
Lars von Trier er født i 1956 i Kongens Lyngby.Gik på instruktørlinjen på Den Danske Filmskole fra 1979-83. Skabte her sin egen provo-persona ved at tilføje et "von" til sit borgerlige navn Lars Trier.

Har siden begyndelsen af sin karriere været anset som ikke bare én af Danmarks, men én af verdens mest nyskabende filminstruktører. I filmkredse kaldes han ofte "kronarvingen til Carl Th. Dreyer".

Særligt kendt blev instruktøren, da han i 1995 ved et stort arrangement i Paris i anledning af filmens 100-års fødselsdag delte flyveblade ud med manifestet "Dogme 95". Dette blev siden til det, vi i dag kender som Dogmebølgen.

Har blandt andet instrueret tv-serien "Riget" og filmene "Forbrydelsens element", "Breaking the Waves", "Idioterne", "Dancer in the Dark", "Dogville", "Antichrist", "Melancholia" og "Nymphomaniac".

Han har både oplevet at blive slået til Ridder af Dannebrog, få tildelt den franske orden Arts de Lettres og blive erklæret "persona non grata" ved den prestigefulde Cannes Film Festival. Sidstnævnte skete efter nogle ironiske udtalelser om Hitler i 2011. Forbuddet mod ham blev ophævet, da "The House That Jack Built" blev vist uden for konkurrence i Cannes tidligere i år.

"The House That Jack Built" har dansk biografpremiere torsdag 29. november.
- Jeg er generelt meget genert over for kvinder, men i arbejdssammenhæng fungerer det godt, fordi de er parate til at lytte, og fordi jeg er rede til at lytte til dem. Det må være min feminine side, der træder i karakter, siger Lars von Trier. Foto: Charlotte de la Fuente
- Jeg er generelt meget genert over for kvinder, men i arbejdssammenhæng fungerer det godt, fordi de er parate til at lytte, og fordi jeg er rede til at lytte til dem. Det må være min feminine side, der træder i karakter, siger Lars von Trier. Foto: Charlotte de la Fuente

3 af Lars von Triers kvinder - og 3 hurtige spørgsmål
1. Nicole Kidman leverede en af karrierens mest komplekse og fintfølende roller i Lars von Triers "Dogville" (2003), der foregik i en lagerhal med kridtstreger på gulvet. Sammen med instruktøren skabte skuespillerinden et foruroligende filmisk mesterværk, der fortæller historien om en kvinde, som flygter til en lille landsby og forsøger at tilpasse sig.2. Indtil Lars von Trier trak hende ind i sin kunstfilmverden, havde Kirsten Dunst mest været kendt som en sød og ligefrem skuespillerinde i amerikanske underholdningsfilm. Men som den melankolsk hovedperson i undergangsfilm "Melancholia" (2011) ændrede hendes karriere sig, og hun modtog da også den kvindelige skuespilpris i Cannes for præstationen.

3. Charlotte Gainsbourg har spillet den bærende kvindelige hovedrolle i to Lars von Trier-film. Hun gik bersærk i "Antichrist" (2009) og skejede besættende stærkt ud i "Nymphomaniac" (2013), hvor hun spiller en kvinde, der forslået fortæller sin historie om at være nymfoman.

1. Er du frygtløs?

- Nej, jeg er nærmere meget dreven i at aflæse et materiale eller en situation og se på mulighederne. Jeg bliver for eksempel nødt til at deale med min angst og depression meget ofte, og derfor er "The House That Jack Built" også skudt et sted i Sverige, som ligner det Canada, hvor den foregår. De fleste af mine film er faktisk filmet her, fordi jeg gerne vil være tryg ved det sted, vi filmer.

2. Hvad gør dig tryg ved arbejdet som instruktør?

- Jeg indspiller på en måde, der kan minde om at gå i supermarkedet og tage varer ned fra hylderne. Jeg beder skuespillerne om at gå i alle mulige retninger, og til sidst blander jeg det så sammen til en ret. Min store opgave er ofte at få skuespillerne til at stole på, at de ikke kan regne ud, hvor vi skal hen, men at det nok skal blive godt alligevel.

3. Kan du lide at underholde?

- Jeg kan ikke lide at optræde, men jeg gør det alligevel ved pressearrangementer og lignende, fordi jeg føler et ansvar for de film, jeg laver. Derfor er jeg nok mere pauseklovn, end jeg vil stå ved.
- Jeg går til grænsen, fordi der er så gode konflikter derude. Jeg tror faktisk, jeg ville føle mig som en tøsedreng, hvis jeg ikke altid gik helt til grænsen, siger Lars von Trier. Foto: Charlotte de la Fuente
- Jeg går til grænsen, fordi der er så gode konflikter derude. Jeg tror faktisk, jeg ville føle mig som en tøsedreng, hvis jeg ikke altid gik helt til grænsen, siger Lars von Trier. Foto: Charlotte de la Fuente
Nicole Kidman. Foto: Nordisk Film
Nicole Kidman. Foto: Nordisk Film
Kirsten Dunst Foto: Christian Geisnæs/Nordisk Film
Kirsten Dunst Foto: Christian Geisnæs/Nordisk Film
Charlotte Gainsbourg. Foto: Christian Geisnæs/Nordisk Film
Charlotte Gainsbourg. Foto: Christian Geisnæs/Nordisk Film

Ny Trier-film: Instruktørens kvindelige grænser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce