Så mange stjerner gav ryttere nyt mountainbikespor

Den erfarne mountainbikerytter Gert Spangsberg (th.) giver sporet i Sønderskoven fem ud af seks stjerner, mens den knap så erfarne Marcus Villumsen også er begejrstret for det nye spor, som han giver fire stjerner. Foto: Torben Juhler

Så mange stjerner gav ryttere nyt mountainbikespor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Avisen bad en erfaren og en ung mountainbiker anmelde det otte kilometer lange spor, der officielt blev indviet tirsdag eftermiddag.

Søndermarken: Omkring 50 lokale mountainbikere var tirsdag sidst på eftermiddagen mødt op ved Granhytten i Sønderskoven med deres mangegearede cykler.

Her var et rødt bånd spændt ud foran indkørslen til det nye og otte kilometer lange mountainbikespor, hvor Vejle IF's oppustelige start- og målportal var fragtet op i skoven.

Men inden formanden for Vejle Kommunes natur- og miljøudvalg, Karl Erik Lund (DF) svang saksen over snoren, bad Vejle Amts Folkeblad et par lokale mountainbikere anmelde det spor, som langt hovedparten af de fremmødte ryttere for længst har taget i brug.

Den mest erfarne af de to anmeldere, 47-årige Gert Spangsberg, der bor på Søndermarken og har kørt mountainbike i 10 år, tøvede ikke med at give sporet fem ud af seks stjerner.

Der er stor forskel på den havelåge, jeg kørte rundt på, og de cykler, I ha med i dag. Det er godt, at der nu er lavet et udfordrende spor, hvor I kan bruge dem.
Karl Erik Lund (DF), formand for natur- og miljøudvalget
Formand for natur- og miljøudvalget Karl Erik Lund holdt indvielsestalen fra et par træstubbe i Sønderskoven, mens rytterne holdt klar til at indtage sporet. Foto: Torben Juhler
Formand for natur- og miljøudvalget Karl Erik Lund holdt indvielsestalen fra et par træstubbe i Sønderskoven, mens rytterne holdt klar til at indtage sporet. Foto: Torben Juhler

Sporten kræver faciliteter

- Som begynderspor er det super godt. Alle kan være med, men der er også passager så svære, at vi ser folk trække, for der er hårnålesving, som er lidt teknisk krævende. For vi konkurrenceryttere er det pivskægt at køre på sporet, for jo hurtigere du kører, jo sværere er det. Man kan godt mærke, at det er en erfaren og professionel sporbygger, der har anlagt sporet, og det er overhovedet ikke for kedeligt for erfarne ryttere, lød bedømmelsen fra Gert Spangsberg.

Han glædede sig over, at Vejle Kommune har valgt at bruge penge på et spor i skoven, ligesom kommunen også tidligere har været med til at etablere et spor i Nørreskoven.

- Vi er superglade for, at kommunen endelig har fået øjnene op for, at mountainbike er en sportsgren, der lige som fodbold kræver faciliteter for at trække folk til, sagde rytteren, der kører for Mountainbike Club Vejle.

Projektleder i Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv, Karsten Dollerup Møller, klippede det røde bånd sammen med Karl Erik Lund (DF), mens politisk kollega Dan Arnløv Jørgensen (K) holdt snor i de to. Foto: Torben Juhler
Projektleder i Vejle Kommunes Natur og Friluftsliv, Karsten Dollerup Møller, klippede det røde bånd sammen med Karl Erik Lund (DF), mens politisk kollega Dan Arnløv Jørgensen (K) holdt snor i de to. Foto: Torben Juhler

Det bliver ikke kedeligt

Her har Marcus Villumsen fra Trædballe meldt sig ind for et år siden, og med blot to års erfaring på mtb-cyklen var han også godt tilfreds med sporet, som han dryssede fire stjerner ud over.

- Det er et fedt spor, og det er godt, at det er så langt. Det var træls, hvis det kun var to kilometer. Hvis vi kører et par runder, kan du godt være smadret alt afhængig af, hvordan vi træner. Jeg synes, sporet er udfordrende. Der er forhindringer, som jeg stadig synes er svære, men man kan bare vælge at køre udenom de drops (hop, red.), der er. Jeg synes heller ikke, at sporet hurtigt bliver kedeligt. Måske om fem år, så kommunen må gerne udvikle på sporet, lød opfordringen fra den 15-årige rytter.

Da snoren var klippet blev de omkring 50 fremmødte mountainbikere sluppet løs på det otte kilometer lange spor, som rummer 200 højdemeter. Foto: Torben Juhler
Da snoren var klippet blev de omkring 50 fremmødte mountainbikere sluppet løs på det otte kilometer lange spor, som rummer 200 højdemeter. Foto: Torben Juhler

Danmarks cykelhovedstad

Inden han og de øvrige ryttere blev sluppet løs på sporet - og siden blev budt på grillpølser - holdt Karl Erik Lund og en anden udvalgsformand, kulturens formand Dan Arnløv Jørgensen (K), indvielsestale.

De var begge enige om, at Vejle efterhånden godt kan tillade sig at kalde sig Danmarks cykelhovedstad med de mtb-spor, cykelstier, mange motions- og elitecykelløb - ikke mindst med Tour de France-starten i 2021 - som Vejle ligger asfalt, knust granit og skovbund til.

Sammen med sporets projektleder Karsten Dollerup Møller sørgere politikerne også for at dele en tak ud til sporbygger Christoffer Stjernholm fra Jelling og de kommunalt ansatte og ikke mindst de skoler, der har taget del i sporarbejdet. Det er elever fra både Vejle Produktions- og Uddannelsescenter, Mølholm Skole, Campus Vejle samt Vejle Idrætsefterskole, hvis dygtige ryttere under indvielsen gav prøver på deres kunnen på det nye spor.

Så mange stjerner gav ryttere nyt mountainbikespor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce