Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

- kunsten i et mellemrum


- kunsten i et mellemrum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Iben Høj er strikdesigner, men har aldrig strikket på pinde. Hendes modekollektioner og tekstilkunst af defineste tråde har et skrøbeligt ydre og et stærkt indre, men det er mellemrummet, der er blevet hendessande signatur - i Kerteminde og i resten af verden.

På kanten af Kertemindes Kystvej hersker tomrummet mellem fine tråde. Som i et eventyr strikket sammen af kontraster. Sart, stærkt og fuld af masker.

Iben Høj står i midten af sine strikkede spindelvæv i værkstedet, hvor kreationerne kommer til live. Her har hun fundet sin niche som strikdesigner efter mere end 12 års tilpasning og kompromisløs søgen efter sine mesterlige mellemrum.

Mellemrummene har gjort hende kendt i verden over, og i de sidste 10 år har hun levet af dem. Men hvordan bærer man sig egentlig ad med at leve af sine mellemrum? Det er en kunst, medgiver Iben Høj - og et spørgsmål om kvalitet, leg og håndværk pakket ind i en tålmodig skabertrang.

Iben Høj
46 år, strikdesigner og tekstilkunstner. Værkstedsleder og underviser i strik på Kolding DesignskoleHar fire forhandlere af sin strik i Danmark: To i Charlottenlund og to i København. Læs mere på www.ibenhoej.com hvor Iben Høj også har en webshop.

Kjoler koster fra 3500 kroner. Bluser koster fra 2000 kroner.

Bor i Kerteminde med sin mand Jens Friis og deres tre børn, Asta på 12 år, Ingeborg på ni år og Jes på seks år.

Det transparente

- Man ser ofte meget på det, der er. For mig handler det også om det, der ikke er. Normalt ville man skjule hullet, når man strikker, men jeg sætter fokus på det. Og leger med tanken om det transparente, et kig til kroppen eller et kig hele vejen igennem for at se noget helt andet, filosoferer Iben Høj.

Hun har en af sine egne bluser på - fin, gråmeleret strik med det klassiske bærestykke ved halsen og små, synlige mellemrum med stor effekt.

Stilen er hendes egen, og mellemrummene hendes signatur, for igen og igen er hun blevet bekræftet i, at

hendes strik ikke ligner noget andet i verden.

- Jeg fik en god start, for ingen havde set det før. Jeg har specialiseret mig i strik, efter jeg prøvede strikkemaskinerne under studierne i England. Det er det, jeg kan, og det der interesserer mig. At

strikke og samtidig formgive. At arbejde med det tredimensionelle modsat et firkantet stykke

metervare, siger Iben Høj.

Hun er også fascineret af, at hun med strik ikke har noget spild i produktionen. Til gengæld er den kostbar og tidskrævende.

Håndens arbejde på maskine

Nogle gange arbejder hun til musik, men ofte lader hun stilheden fylde rummet ud, imens hun lader

håndens arbejde foregå på maskine. Hun har fire strikkemaskiner i sit værksted i den ende af den private bolig. En af dem er en hånddrevet

industrimaskine fra Stoll, hun var heldig at få fingre i engang.

- Jeg håndstrikker ikke. Har aldrig gjort det. Jeg strikker heller ikke mønstre, som vi ser det på

islandske sweatre. Det interesserer mig ikke, proklamerer hun, imens hun lader den ene tynde,

lette kjole efter den anden danse i luften på sin bøjle.

Tone i tone står hundredvis af spoler med glansfuldt garn fra Italien i kulissen. Klassiske farver, støvede

farver og små pift af rødt og gult. Tykkelsen minder mest om sytråd. 2/40 er den mest gængse. 2/60 en af

de fineste. Polyamid i tråden giver styrke, har hun erfaret. Særligt i forbindelse med et mellemrum.

Glans og uden overlocker

- Jeg er glad for bambus, viskose, cashmere og merino, men jeg bruger sjældent bomuld. Det er en kedelig fiber, og den holder ikke farven eller formen.

I Iben Højs eventyr skal materialerne have glans og falde flot. Der skal være struktur og tekstur, så mønsteret er en del af strikken og typisk i samme farve eller tone i tone. Værdien lægger ifølge hende i det underspillede, i detaljerne, som for eksempel integrerede kanter på en bluse. Til spørgsmålet om hun nogensinde bruger overlocker, gør hun korsets tegn, smiler bredt og svarer bestemt:

- Ikke på min vagt.

Det er samme besked, de studerende på Kolding Designskole får, når hun to dage om ugen er værkstedsleder og underviser. Og det er samme besked, kursusdeltagerne får om sommeren, når Iben Høj giver strikketeknikker fra sig på Skals Design- og Håndarbejdsskole. Det er også med dette øje for kvalitet og håndværk, at Iben Høj beskikket af Kulturministeren sidder i Statens Kunstfonds legatudvalg for kunsthåndværk og design i København.

Blærebogen

Hun trives egentlig rigtig godt med ensomheden i Kerteminde og de gode

betingelser for fordybelse, men hun holder også af de faglige fællesskaber, hun får foræret gennem sine andre forpligtelser.

- Her får jeg også nogle gode diskussioner om, hvad der skal ske med faget. Håndværksfagene er pressede i en tid, hvor regnearket dominerer. Men håndværket giver en værdi til samfundet, som ikke er målbar. Det giver os glæde. Vi lever i et rigt samfund, hvor livskvaliteten er musik, poesi, alt det smukke. Og det viser et overskud på en eller anden måde, forklarer Iben Høj og fortæller om en spektakulær rød bluse, hun har strikket til sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg, der skulle have den på til en koncert. Iben Høj finder sin "blærebog" frem. Det kalder hun den, for her har hun samlet billeder og hele artikler om og af hendes strik.

- Jeg er måske mest stolt af hende her, siger hun med en lille smil og rødmen i kinderne. På billedet ses den engelske supermodel Kate Moss i en sort strikbluse med tydelige mellemrum i bærestykket foran. Iben Høj bladrer og dvæler ved udklippede forsider med Kronprinsesse Mary, fotomodellen Helena Christensen og skuespilleren Sofie Gråbøl. Alle sammen i hendes strik.

Et privilegium

- Mange har et arbejde, hvor man ikke skaber noget, men kigger ind i en skærm det meste af tiden. Det har desværre ikke ret høj status at uddanne sig til et håndværk, men i virkeligheden er det et privilegium at kunne et håndværk. Det burde være anderledes, synes jeg. Mennesker har brug for at skabe noget, understreger Iben Høj og tilføjer, at der er masser, der for eksempel gerne vil strikke i denne tid.

- Vi vil gerne dyrke det nære og selv skabe nørklerierne. Jeg tror, det er en modreaktion på regnearket, lyder det omme bag stativet med de mange kreationer på rad og række.

Iben Høj hiver flere prototyper frem, for her i værkstedet laver hun kun prototyper og såkaldte "paneler" af tekstil, som sendes til produktionen i Hong Kong. Det er her, hun siden begyndelsen, i 2003, har haft en aftale med en familievirksomhed, hun kender personligt, og som er indforstået med den høje kvalitet, den langsommelige proces og de få mængder.

Familien

Hendes egne private mellemrum hænger sammen med familien. Manden i huset hedder Jens Friis, som for nylig blev selvstændig og nu også giver hende selskab ved frokostbordet. Iben Høj slukker også strikkemaskinerne om eftermiddagen, når børnene kommer hjem fra skole. Asta, Ingeborg og Jes hedder trekløveren. Men om aftenen, når der igen er ro på Kystvej, sætter Iben Høj sig til rette ved strikkemaskinerne igen. Fjernsyn ser hun aldrig.

Kunsten

En aften sad hun netop og øvede diktat med en af døtrene, da hun pludselig fik en genial tanke. At det måske alligevel var muligt at strikke stort - rigtig stort - takket være de fire strikkemaskiner ved siden af hinanden og ikke mindst signaturens mellemrum. Det var sådan, kunstinstallationen "Blood Relations" kom til - et kunstværk af changerende, røde tråde, der blev lavet til et særligt stort rum til forårsudstillingen på Charlottenborg i København.

Vi skruer lige tiden lidt tilbage igen: Iben Høj havde på det tidspunkt bevæget sig længere og længere væk fra modebranchens kalender, der i flere henseender er meget ulig en strikdesigners. I modebranchen er præmissen kvantitet frem for kvalitet og en ny kollektion flere gange om året. For Iben Høj handler det om at gøre sig umage, lege og give sig selv nye udfordringer.

Jeg startede med at være dikteret af modebranchen, og det har altid handler om praktikken for min beklædning, hvad skal man have indenunder, skal bh og stropper være synlige. Det har været meget befriende at give slip på praktikken og bare lege uden begrænsninger, fortæller Iben Høj og viser en vild bluse med mange løse tråde - i blå og klar turkis.

Hvad strik kan og er..

Interessen for kunsten og det spektakulære startede, da hun i 2012 blev spurgt, om hun ville lave scenografien til en koncert af sangerinden Nanna Jacobi.

Jeg var klar til at prøve noget nyt, og nogle gange viser det sig at være en gave at springe ud i det ukendte. Det var det for mig, og jeg fik blod på tanden og ville prøve mere, fortæller hun.

I dag er fordelingen 50/50. Halvdelen af tiden designer hun tøj, og den anden halvdel dedikerer hun til sin tekstilkunst. Centralt i hendes arbejde er den håndværksmæssige tradition, og med den i ryggen forsøger hun at skubbe til forestillinger om, hvad strik kan og er.

Et fællestræk i strikkeopskrifterne på Iben Højs beklædning og kunst er, at strikken skal ud og leve. Og at de skal kunne holde til det.

Jeg har lige set en, der havde en af mine bluser på fra 2003. Da fik jeg næsten tårer i øjnene, siger Iben Høj, inden hun tager fat på et nyt stykke med mellemrum.