Advokaten: Må jeg sælge huset uden min kærestes samtykke?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

Advokaten: Må jeg sælge huset uden min kærestes samtykke?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

? Kære Monica - jeg har gennem fem år boet med min kæreste i et hus, som alene står i mit navn. Jeg hæfter alene for lånet i huset, ejendomsskatter, ejendomsværdiskat, renovation m.v.

Gennem årene har min kæreste dog betalt alle udgifter til varme og el fra sin egen bankkonto. I stedet har jeg betalt for vores børns tøj, SFO, fritidsaktiviteter osv.

Efter en diskussion pointerede min kæreste, at jeg ikke har ret til at sælge huset, hvis vi skulle gå fra hinanden, når vi har været samlevende i så mange år, og fordi han har betalt alle månedlige udgifter til huset.

Mit spørgsmål er, om det står mig frit for at sælge huset, eller om jeg er bundet af min kærestes samtykke hertil?

Med venlig hilsen Pia

! Kære Pia - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Selv om du og din kæreste har været samlevende i dit hus i fem år, er din kæreste ikke at anse som medejer af huset. Dette gælder uanset, at din kæreste i alle årene har betalt de månedlige ydelser til el og varme. Samlevende har ikke samme juridiske retsstilling, som ægtefæller har.

Ægtefæller har som udgangspunkt delingsformue, men det har samlevende ikke. Det betyder, at din kæreste og du ikke skal dele jeres værdier ved en eventuel samlivsophævelse. Ved en samlivsophævelse vil I udtage, hvad I hver især ejer, herunder jeres egen bil, møbler osv., medmindre der er opstået sameje herom ved, at I har købt effekter sammen for fællesmidler, hvorefter disse effekter skal deles mellem jer.

Du kan derfor frit sælge din ejendom, hvis du ønsker dette. Det kræver ikke din kærestes samtykke. Dog vil din kæreste muligvis kunne få medhold i et kompensationskrav efter ophøret af jeres mangeårige samlivsforhold, hvis han kan godtgøre, at han i væsentlig grad har bidraget til jeres fælles udgifter, og at du derved har opnået en berigelse på hans bekostning.

Denne berigelse skal herudover være tilstrækkelig stor - taget samlivets varighed og jeres økonomiske forhold ved samlivets ophold i betragtning - for at han kan få medhold heri, da en eventuel økonomisk skævdeling imellem jer i modsat fald blive anset som en gave.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Det er muligt at læse flere brevkasseindlæg på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse, hvor jeg har skrevet flere indlæg om retsstillingen mellem ugifte samlevende.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Advokaten: Må jeg sælge huset uden min kærestes samtykke?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce