Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Design: Keramik med sydfynsk natur på nethinden

Sussi Krull er fascineret af glasurerne og det spil, de laver på værkerne, og hun laver sine egne glasurer til samtlige produkter. Foto: Michael Nørgaard

Design: Keramik med sydfynsk natur på nethinden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som barn sejlede Sussi Krull Det Sydfynske Øhav tyndt hver eneste sommer, fiskede fra bådebroer og ledte efter sten på strandene. I dag har hun værksted på Østerbro i København, men hun trækker stadig på de indre billeder af landskaber, linjer, strukturer og horisonter som inspiration til krystalvaser, krus og urtepotteskjulere. Mød keramikeren, der er voldsomt fascineret af glasurer og så bidt af sit fag, at hun i årevis har stillet sig tilfreds med lidt klatløn hist og her.

Hun må have ligget på samtlige bådebroer i Det Sydfynske Øhav. I orange redningsvest og med et fiskenet i hånden. Hvis hun da ikke slentrede rundt på strandene spejdende efter vættelys, søpindsvin eller flotte sten. Som barn ville hun gerne til Mallorca eller campingferie ligesom sine klassekammerater, i hvert fald en gang imellem, men sådan var det aldrig. Familiens tre uger lange sommerferie blev brugt på havet og øerne ud for Fyn, og i dag er Sussi Krull taknemmelig for det.

Linjerne, strukturerne og landskaberne fra den smukke sydfynske natur ligger som et baggrundstæppe af inspiration, hun kan trække på, når hun eksperimenterer med sine glasurer og drejer ved drejeskiven i hjørnet af det kombinerede værksted og butik i en smuk ejendom på Østerbro i København.

- Alle mine produkter er skabt med naturen i tankerne og inspireret af landskaberne, siger hun og byder på stempelkaffe og hjemmelavede småkager mellem et væld af glaserede keramiske værker og brugskunst i porcelæn, der venter på at blive brændt.

Produkter med funktion

Hun har altid vidst, at hun skulle gå den kreative vej. Både hendes onkel, Hans Krull, og hendes fætter, Carl Krull, er anerkendte billedkunstnere, og selv om hendes far udelukkende tegnede som håndværker i forbindelse med sit arbejde som bådebygger, blev der i familien aldrig stillet spørgsmålstegn ved, om det var fornuftigt at forsøge at skabe sig et levebrød enten som billedkunstner, glaskunstner, keramiker eller smykkedesigner.

Sussi Krull har været tæt på flere af brancherne. Længe troede hun, at hun skulle kreere smykker, og i flere år gik hun på kunstskole i Aarhus med en ambition om at blive billedkunstner, inden hun blev træt af at gå til ferniseringer og drikke vin.

- Det var lidt for uhåndgribeligt for mig. Jeg kan enormt gode lide at lave produkter med en funktion, siger hun omgivet af kopper, vaser, stel og urtepotter.

Sussi Krull havde været i gang med sin produktion i flere år, da hun som 27-årig kom ind på Designskolen i København, hvor hun både lavede keramik og glaskunst.

- Jeg lavede mest unikaprodukter, kunstobjekter og store skulpturer. Mit afgangsprojekt var med nogle store, tunge sataner i glas, fortæller Sussi Krull.

Undervejs på skolen sparrede hun med Maranke de Vos, og bagefter åbnede de sammen firmaet Wauw Design. Oprindelig var det tanken, at de både skulle lave glasværker og keramik, men keramikken var det nemmeste at gå til, og selv om Sussi Krull stadig gerne vil arbejde med glas, hvis det kan lade sig gøre, så er det keramikken, hun er kendt for.

Sussi Krull tager fat i en vase fra sin krystalserie. Glasuren er todelt, den øverste i kontrolleret løb over den nederste og med et væld af detaljerede krystaller.

- Jeg er ret glasur-nørdet, og rent kemisk minder glasurer om glas. Det er som et glaslag, man kommer uden på keramikken, og det er ret fascinerende, siger hun.

Essensen af 10 års glasurarbejde

Sussi Krull tager små prøver ned fra væggen med alle hendes egne glasurer. I princippet kunne hun købe nogle færdigblandinger, men det kunne hun aldrig drømme om.

- Man kan købe mange flotte glasurer, men det tænder mig slet ikke. Når jeg står med et produkt, tænker jeg, hvad vi gerne vil sige med netop det produkt, og så laver jeg en særlig glasur til det. Jeg står og blander og eksperimenterer og læser en masse glasurbøger. Om bobler, struktur, om det skal koge eller ej, og hvordan jeg vil have overfladen, siger Sussi Krull.

Hun har to glasurer på næsten alle sine produkter, så de i overløb danner en tredje.

- Sådan noget er virkelig sjovt - hvad de gør i forhold til hinanden. At landskabet kommer ind i det. Der er horisontlinjer og overflader, og strukturen og taktiliteten, som man mærker, når man rører ved produktet, giver en oplevelse. Der er ikke kun noget for øjet, og det kan jeg godt lide ved produkter: at det ikke er et billede, der hænger på en væg, som man ikke rører ved, siger Sussi Krull og erkender, at der er lidt af en kemiker gemt i hende.

Man skal gide at sætte sig ind i de kemiske processer for at lave sine egne glasurer.

De første fire rækker af glasurvæggen er de mest farverige glasurer, nærmest som grundfarver på et malerkort i byggemarkedet. Derefter kommer forskellige strukturer, farver og glasurer, der egner sig til forskellige ting. Noget er mat, andet blankt. Noget er meleret, andre laver krystaller som på Wauw Designs signaturvase, og nogle er blandet og brændt, så de skaber sprækker med en flig af den underliggende glasur, andre så de skummer op eller bliver stenagtige i overfladen.

- Det er en lang proces med mange småjusteringer både i indfarvning og ingredienser. Min glasurvæg er essensen af 10 års glasurarbejde. Der har nok været 10 gange så mange, som er blevet sorteret fra, så det her er mine grundopskrifter, siger hun, stadig med et kig på krystalvasen.

Overfladen med krystallernes lange, tynde tråde minder på en måde om et ishav eller glas, for glas - og krystalglasur - kan noget af det samme. Krystallerne har et centrum, hvor de danner kim og derfra trækker tynde tråde ud som i et mælkebøttehoved. Sussi Krull er en af de få, der arbejder med krystalglasur.

- Den er rigtig svær at styre, fordi den er så varmesensitiv. Samtidig betyder tykkelsen rigtig meget. Ingredienserne i glasurerne har tiltrækningskraft ved forskellige temperaturer. Så ved én temperatur vokser der kim frem, ved en anden temperatur danner den krystaller, og ved en tredje trækker den tråde ud. Så holder jeg den på forskellige temperaturer i noget tid, så jeg kan styre faconen og farven på krystallerne, men jeg kan ikke styre, hvor og hvor mange der kommer, forklarer Sussi Krull.

Fingerspidsfornemmelsen afgørende

Hun er nødt til at arbejde med krystalglasuren jævnligt, fordi fingerspidsfornemmelsen er helt afgørende.

- Det er så hårfint, hvor tyk glasuren må være, og når jeg kommer ned i bunden af spanden, er det også som om, glasuren ikke har samme viskositet som i begyndelsen. Sikkert fordi nogle ingredienser bliver suget til leret hurtigere end andre. Man skal hele tiden røre i glasuren og kende den afsindigt godt. Man skal også kende sin ovn, for den har altid både gode og dårlige pletter, og fem graders forskel gør meget. Når du er trænet, kan du se glasurens perfekte tykkelse. Går der bare en måned, hvor jeg ikke bruger den, er jeg nødt til at bruge en nål for at tjekke tykkelsen, og så står jeg og kommer i tvivl. Det må ikke lægges på hylden. Så mister man fornemmelsen for den, siger Sussi Krull, der stadig kan opleve at åbne ovnen fire gange i træk med krystaller, præcis som hun ønsker dem, mens den femte ovn er en skuffelse, selv om hun mener at have gjort præcis det samme.

Produkterne skal brændes i to dage, og ovnens temperatur skal under 100 grader, før hun kan få spændingen udløst.

- Åbner man ovnen tidligere, vil glasuren krakelere i overfladen. Jeg har altid utrolig meget lyst, og nogle gange sniger jeg en sprække op ved 150 grader og lyser ind med en lommelygte, inden jeg lukker den til igen. Er der krystaller, så er alt fint, og så kan jeg godt vente.

Det seneste år har hun imidlertid haft al mulig grund til at være utålmodig. Hendes tidligere forretningspartner Maranke de Vos er tysk gift og flyttet til Dresden, mens Sussi Krull kører Wauw Design videre alene, og der er tryk på. Keramiktendenser fra 1960'erne og 1970'erne er i den grad blevet genoplivet, og Sussi Krulls urtepotteskjulere med tyk, grønlig glasur er blandt hendes bedst sælgende produkter netop nu.

Det er en glasur, der er opstået tilfældigt, da hun ville lave en anden glasur, der skulle være blå og blank, men kom ud og var grøn og mat. Sussi Krull ser tænksom ud. Det viste sig, at hun havde glemt en enkelt ingrediens, der gjorde hele forskellen.

- Når man laver sin egen glasur, får man indimellem nogle foræringer, og den her ville jeg gemme til en anden gang. Den har ligget i baghovedet på mig længe. Den passer til urtepotter, fordi glasuren minder mig om skov og landskaber. Man føler, at man kigger ind i en skov af planter, siger Sussi Krull.

Vender servicen

Hylderne bugner af farvet keramik. Pastelkopper i sarte nuancer hitter også, og det hvide stel med riller går stort set kun til dem, der har det i forvejen og vil supplere op.

- Men det har stadig sin berettigelse, mener Sussi Krull, der selv får nok af farver til hverdag og sjældent dækker op med farvede produkter derhjemme.

Hun lader blikket vandre over hylderne. Keramikken må igen gerne være tungere og mere stentøjsagtig som i 1970'erne. Sussi Krull peger på en vase, der på den ene halvdel er stram og nordisk i designet, mens den på den anden halvdel er stærkt inspireret af Axel Saltos berømte vaser.

- Der er en fantastisk iboende kraft over hans ting, som jeg synes er flot. Det var hans store force at kunne modellere sine vaser op. Jeg vil gerne bruge min glasur til at lave en lignende iboende kraft. Jeg skal ikke lave en Axel Salto-vase, men jeg har været inspireret af ham og fik den stenagtige overflade, som jeg godt kan lide. Den har noget 1960'er- og 1970'er-keramik over sig, og det kan jeg godt lide at bruge på en stram form, hvor det nærmest gennemsigtige porcelæn giver modspil, siger Sussi Krull, der ellers sjældent lader sig inspirere af andre keramikere og kunsthåndværkere, som laver produkter i stil med hendes egne.

Til gengæld vender og drejer hun servicet, når hun er ude at spise og ser noget spændende.

- Så bliver jeg lidt af en fagnørd og kigger efter, hvordan de har lavet det. Teknikker og sådan, siger hun med et grin.

Sådan er der tilsyneladende flere og flere, der har det, også uden faglig baggrund for interessen. I hvert fald oplever Sussi Krull en stærk interesse for det unikke og de produkter, der er lagt noget særligt i. En interesse, der gør, at hun både har haft Maranke de Vos til at arbejde for sig i Tyskland og en praktikant på værkstedet i København for at kunne følge med. Efter 12 år med Wauw Design er hun sågar begyndt at få regelmæssig løn.

- Man skal virkelig gide det her fag for at overleve i det. Konkurrencen er hård, og mange får lavet deres ting i udlandet. Jeg kan bare godt lide fornemmelsen af at have det i mine egne hænder, og så synes jeg, det er vigtigt, at man holder i hævd, at det er dansk-produceret. Siden 2011 har jeg fået klatløn. Sådan lidt on-off, når der var penge til det. Men nu, efter mange år, får jeg løn. Indimellem har jeg tænkt på, om jeg skulle lave noget andet, men det er længe siden nu. Man arbejder sindssygt meget for ingenting, men hvad skulle jeg dog ellers lave? spørger Sussi Krull og slår ud med armene.

Midt i storbyen, mellem hylder fyldt med keramik, glasurprøver og alt fra transparent porcelæn til tungere stentøj, har hun fundet sit univers. Med landskabserindringer fra Sydfyn som sit indre bagkatalog af inspiration.