Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Gør-det-selv-Kjeld: Bruser med sensor holder katten væk


Gør-det-selv-Kjeld: Bruser med sensor holder katten væk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hej Kjeld Bjerre - selv om jeg slet ikke er håndværker, kan jeg godt lide at læse dine gode råd - de er dejligt skrevet.

Vedrørende katte: Min søn havde problemer med naboens kat, som gerne ville ligge på hans kølerhjelm - den var vel sagtens dejligt varm. Der blev så sat en sensor op i carporten og tilsluttet en bruser med vandslange. Et par gange så min søn vand på sin bil, men nu taler han aldrig om det mere, og jeg har set, at vandslangen er lagt til side. Katte kan jo ikke lide brusebad.

Venlig hilsen Kirsten

! Hej Kirsten - tak for de pæne ord. Ideen om at kombinere en bruser med en moderne "bevægelsessensor" - altså en af disse billige plastic-dimser, som kan tænde og slukke for lyset - er ikke bare god, men også kendt. Det bliver den dog ikke ringere af!

Katte hader jo vand under enhver form - og selv om de efter såvel min som Hunnis mening er tæt på at være hjernedøde, har de dog omløb nok i hovedet til at holde sig langt væk fra det sted og den situation, hvor de én gang har oplevet at "blive angrebet med vand". Vand er med andre ord et yderst effektivt middel.

Dertil kommer, at det er billigt og hverken gør skade på katten eller omgivelserne - det larmer ikke, det lugter ikke, og vi risikerer ikke at få ballade med katte-vennerne: Vi er muligvis en lille bitte smule onde, men ikke så meget, at det holder i byretten.

Og du bliver ikke engang uvenner med katten, fordi den som sagt er ganske dum - den forstår simpelthen ikke, at det er dig, som står bag det modbydelige bagholdsangreb.

Men der er to problemer - for det første skal man vide ret præcist, hvor katten opholder sig, så bruseren rent faktisk rammer katten. Det er måske ret enkelt, hvis problemet er, at den hver dag lægger sig på nogenlunde det samme sted af bilens kølerhjelm - men hvis problemet er, at den skider i dit jordbærbed, er det nok lidt sværere. Man kan jo ikke dække en hel køkkenhave med en bruser ...

Ups - noget snedigt, men ret oplagt falder mig ind: Man kunne jo bruge en havevander i stedet for en bruser. Af egen erfaring ved jeg, at det er næsten umuligt at undslippe sådan et djævelskab. Hvis den vipper lidt forkert, og man lige skal fare hen til vanderen for at indstille den en smule, ender man helt notorisk og hver eneste forbandede gang med at blive drivvåd - men det kan vi vende til vores fordel, fordi katten vil opleve det samme: Hver gang den viser sig i køkkenhaven, begynder den skide havevander at sprøjte, og så har man højst et par sekunder eller tre til at forføje sig - ellers åbner himlen sig på mystisk vis - også når solen skinner!

Men der er også et andet problem - det er jo let nok at få fingre i en sensor, som (anbragt på en passende pæl) registrerer, hvis eksempelvis en kat nærmer sig - og den sender så et signal (eller trækker et relæ), som eksempelvis tænder lyset - og rent principielt kunne dimsen lige så godt tænde for en havevander. 

Det kræver imidlertid, at man har en magnetventil, som kan åbne og lukke for vandet - hvor får man lige sådan en javertus fra?

Måske findes den allerede - i form af eksempelvis en timer til havevanderen? Jeg ved det ikke, men jeg glæder mig til, at de elektrisk begavede iblandt vore geniale læserne sender en storm af mails til avisen: Hvilke stumper skal man bruge for at bygge en automatisk H2O-katte-chikane - og hvordan sætter man dem sammen? Fortæl-fortæl (lav gerne en lille tegning) - og bliv dagens mand eller dame i skysovs.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre