Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Gør-det-selv-Kjeld: Lille tykkelseshøvl - som virker, tak!


Gør-det-selv-Kjeld: Lille tykkelseshøvl - som virker, tak!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

? Hej Kjeld - jeg har i mange år og med glæde læst dine fornøjelige konstruktionsbeskrivende artikler. De har ofte inspireret mig til at gå i kælderen til mit hobbyværksted med diverse maskiner.Jeg har en elhøvl, der med et aggregat skulle kunne fungere som tykkelseshøvl, men det er umuligt at justere den, så den høvler parallelt med planet - det virker bare ikke.

Så jeg er altså på udkig efter en lille afretter/tykkelseshøvl. Har du i dine test af diverse maskiner fundet en, som du kan sige god for? Priserne ligger jo fra 2000-4000kr.

Med venlig hilsen Knud Iversen, Tilst

! Hej Knud - jeg har ofte i årenes løb overvejet at tage emnet op: Findes der små snedkeri-maskiner, som faktisk virker? Og hver gange er jeg veget tilbage - for ikke at sige, at jeg er løbet skrigende væk!

Problemet er, at jeg personligt har en professionel maskine - fuldkombineret, som det hedder - noget, jeg kom til at købe på afbetaling for mange herrens år siden, og jeg har ikke fortrudt. Den var ganske vist dyr, men ikke dyrere end en påhængsmotor til en halvstor fiskejolle, og det er der jo ingen, der gør ad.

Men det betyder, at jeg har vænnet mig til en maskine, som bare virker - det er tip-top-teknik i højeste klasse, og det er aldrig mekanikken, men alene mine evner, som sætter grænsen. Og det betyder så igen, at jeg tænker "gudfaderbevares for noget skrammel", når jeg rundt om på udstillinger har set små hobbymaskiner til småsnedkeri.

Og det er jo ikke fair - altså at sammenligne en prof-maskine i full-size med en lille og billig maskine til værkstedet i kælderen. Jeg har altså på en måde gjort mig selv "inhabil" - ligesom de motor- og bådjournalister, som benytter enhver lejlighed til at fise rundt i testversioner af Mercedes, Rolls Royce og mægtige lystyachter, som ingen kæft har råd til - og bagefter synes de, at den nye Fiat er kedelig.

Men på det seneste har jeg fået indtil flere vink om, at det er på tide at tage udfordringen op - at lave en seriøs og fair test af, hvad man kan bruge de små og billige maskiner til. Ikke om de er lige så gode som de professionelle, for det er de af indlysende grunde ikke - men hvis der findes en model eller to, som faktisk virker og kan justeres ind, så den laver pænt arbejde - så ER det sgu da interessant, hvis den kan købes for 2000-4000 kroner og ikke er større, end at den kan stå på en omvendt ølkasse i enhver hobbykælder. 

Så det vil jeg gøre i løbet af denne vinter - jeg vil smide min arrogante holdning til hobbymaskiner ud over siden og forsøge at finde mini-maskiner i maxi-kvalitet.

Jeg er allerede i gang med at prøve at skaffe maskiner hjem: Afretter/tykkelseshøvl, rundsav, fræser og gerne båndsav - skal det være i kombination eller som enkelte maskiner? Dur de billigste kinesere til noget, eller skal vi holde os til vestlige mærker - og hvis det sidste er tilfældet, er der så overhovedet noget sparet i forhold til en "rigtig" snedkerimaskine i naturlig størrelse - om jeg så må sige?

Jeg lover, at jeg vil kaste mig over emnet efter jul. Jeg er på bar bund, så læsere med praktisk erfaring fra denne boldgade må meget gerne maile deres uforgribelige mening om, hvilke maskiner jeg bør tjekke ud.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre