Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kreditskruen strammes


Kreditskruen strammes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ved indgangen til oktober var der lagt op til, at lånebetingelserne for boligejere i det storkøbenhavnske område og Aarhus skulle strammes nok en gang. Ifølge Finanstilsynets nye retningslinjer for boliglån i områderne må højst 15 procent af et instituts nye udlån til boligfinansiering med rentetilpasning og afdragsfrihed gives til familier med en gældskvote på over fire. Det indebærer en stramning, da institutterne har en højere procentdel for sådanne lån. Men på det seneste fik ministeren kolde fødder, så nu skal han først forhandle med institutterne, før der sker noget.

En indvending mod stramningen gik på den sociale ubalance. Gældskvoten beregnes som en families samlede gæld divideret med indkomsten før skat. Et nyt lån af en given størrelse vil give en højere gældskvote, når indkomsten er lav. Familier med lave indkomster, herunder typisk unge førstegangskøbere, får derved sværere ved at få et lån med månedlige betalinger på det laveste niveau, som det gælder for lån uden afdrag og med en kort variabel rente. Eksisterende boligejere, der vil omlægge deres lån, rammes også af begrænsningerne, hvis deres indkomst er lav.

Stramningerne rammer på den måde socialt skævt. Det har imidlertid altid været sådan, at långivning er socialt skæv. Jævnfør den gamle sang: Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå! Långiverne ønsker sikkerhed for, at de udlånte penge kommer igen. De udlåner derfor helst der, hvor sikkerheden for at få pengene igen er størst. Og det er der, hvor familieøkonomien er god, og gældskvoten er lav.

Med de tilladte 15 procent nye lån er der ikke helt lukket for lånehanen. Nogle familier med lave indkomster kan være heldige og få et "billigt" lån, andre ikke. De kan så prøve at spørge et andet sted, da nogle institutter aktuelt kan være mere begrænsede i deres muligheder end andre. Alt i alt giver det tilfældigheder, som kan være svære at acceptere.

Det hører også med, at begrænsningen ikke omfatter de sikre lån med afdrag og fast rente. Men de har højere ydelse og levner derfor ikke så stort et råderum til boligforbrug som de mere risikable lån.

En anden indvending kom fra borgmestre i decentrale kommuner i hovedstadsområdet. De har svært ved at leve med, at stramningerne ikke gælder i kommuner, der ligger uden for hovedstadsområdet. Unge førstegangskøbere vil derfor - alt andet lige - ikke købe hus i deres kommuner, men vælge en kommune uden for hovedstadsområdet. En udvikling, som borgmestrene ikke kan acceptere.

Formålet med stramningen er at lægge en dæmper på prisstigningerne på boliger i de nævnte områder, hvor der i længere tid har været ganske stærke og på langt sigt uholdbare prisstigninger. Indgrebets målsætning og timingen er derfor fornuftig. Men det forstærker som anført den sociale slagside i långivningen og giver en kommunal forskelsbehandling.

Kunne det ikke gøres anderledes? Jo. Man kan - og kunne for år tilbage - indføre en tolagsbelåning, hvor kun en del af långivningen kan ske med brug af de mere risikable lånetyper. Tolagsmodellen bør gælde for alle nye boliglån - uanset familiens gældskvote og dens bopæl. En øvre grænse for belåning med de mere risikable lån, hvor grænsen opgøres som en procent af boligens værdi, vil dæmpe prisudviklingen mest i de områder, hvor priserne er højest.

Den procentdel af boligens værdi, der ikke kan belånes med de mere risikable lånetyper, kan den relevante myndighed regulere efter konjunktursituationen på boligmarkedet, idet betingelserne strammes, når der er opgangskonjunktur, og slækkes, når der er nedgangskonjunktur. Desværre har vores politikere indtil videre ikke villet medvirke til et sådant system.