Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Så kan de alligevel bruges til mere end en rygende fis


Så kan de alligevel bruges til mere end en rygende fis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Du ser dem overalt i byen. De er fredløse. Forvist fra deres arbejde, ugleset af cheferne. Mobbet af sundhedsprædikanterne og i enhver henseende en befolkningsgruppe, som har det svært.

Selvfølelsen i gruppen er ellers ganske gry. Deltagerne ved godt, at de ikke er verdens mest populære. Så meget desto stærkere er sammenholdet. De suger og puster for og med fællesskabet, og mens de gør det, er det deres kollegers opfattelse, at de må træde til og passe deres arbejde.

Fra at være øverst i fødekæden og dem, der bestemte, har det vendt sig på mindre end et årti. Ved en ganske omdiskuteret lov blev det i Folketinget besluttet at gøre kort proces med gruppen. Rygeloven.

Hvis man lige dykker ned i dens paragraffer, så levner den ikke nogen tvivl. Der er faktisk ingen steder, hvor der må ryges inden døre. På jobbet, restaurant, institutioner, i tog, på perroner, ja i det hele taget inden døre, hvis det ikke er bag hjemmets fire vægge. Faktisk er bestemmelserne så præcise, at der ikke kan sive røg og damp ud, hvis der er mindste risiko for, at andre udsættes for røgforurening.

Derfor skutter rygerfolket sig i vinterkulden, hvor de står småstampende og dampende i flokke uden for kontorer, i baggårde og på tage, hvor det stadig er tålt. DSB har indført et rygestop på sine stationer, og det er vel at mærke ikke et stop, hvor passagererne kan stå af intercity-lynet og få sig et skud hurtig nikotin, inden der atter er afgang. Rygning på perronerne er forbudt. Ventetiderne taget i betragtning kan det virke både tarveligt og fornuftigt. Afhængigt af den side, man er på. Rygernes. Eller ikke-rygernes.

Personligt er jeg ikke en del af rygerfolket og irriteres, hvis der fifles ved reglerne. Det kan være en bagtrappe, hvor der fyres op under smøgerne, før man træder ud i regn og blæst. Det kunne være på den førnævnte perron, hvor man under et halvtag nyder vinterlyset og en prikkende frisk blæst og så bliver indhyllet i en røgsky.

Det siger næsten sig selv, at de afhængige ikke selv forstår irritationen. De er i forvejen jagtet og hundset ud i elementernes hærgen. Det eneste, de har, er et ubrydeligt broderskab. En følelse af at være sammen - måske også mod de andre. Helt sikkert er det, at de oplever noget og har adgang til noget information, som de alene har tilegnet sig.

Nogle fænomener kan det være svært at se fra begge sider. Jeg har svært ved at se fornuften i at være fanget i en livsforkortende last. Men alligevel blev jeg voldsomt glad, da jeg en morgen nød godt af de standhaftige rygeres fællesskab. Jeg lagde ikke mærke til dem, men de så mig, da jeg flintrede hen over en trafikchikane, som rystede min lille pung ud af lommen. Kædekassen raslede. Jeg hørte ikke noget og tonsede videre rundt om hjørnet.

Ved personaleindgangen blev jeg opmærksom på den manglende pung. Den indeholder nøglekortet til døren. Heldigvis var der morgenfriske rygere på pletten, og de kunne hjælpe med døren.

Så gik jeg i gang med en panisk klappen på lommerne. Nej, den var væk. Lynlåsen i dunjakken var åben.

Så var der kun én ting at gøre. Snuden i sporet og hjemad igen. Ingen pung, og jeg var ved at finde spærrenummeret til visakortet frem, da jeg blev opmærksom på en stribe ubesvarede opkald på mobilen.

Salonens ansatte havde en time arbejdet på at få fat i mig. Til sidst via min kone på hendes arbejde. Via de pauserygende citykontorpersonaler var pung og intakt indhold - det regnede selvfølgelig - sikret. Jeg fandt en flaske rødvin, kvitterede og var topglad.

Måske skulle jeg have takket med tobak. Men det er så en last, som ikke bor på min adresse. Der er til gengæld andre.