Vær opmærksom på nedgravede olietanke, når du køber hus


Vær opmærksom på nedgravede olietanke, når du køber hus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Langt de fleste boligejere har fået skrottet deres oliefyr.

Siden 1990 er det gået stærkt med at få skiftet til fjernvarme og andre alternative opvarmningskilder.

Ifølge Energistyrelsen findes der i Danmark p.t. cirka 140.000 oliefyr i drift hos de private husejere. Derudover findes der et ukendt antal nedgravede olietanke, der ikke længere er i brug. Det er særligt de nedgravede olietanke, der stadig kan blive et problem for dig, som står og skal købe bolig.

Der findes forskellige måder, hvordan du som kommende boligejer kan sikre dig imod ubehagelige overraskelser ved disse olietanke.

Hvis det går helt galt, er de færreste opmærksom på, at en udvidet ejerskifteforsikring faktisk kan yde dækning, og at der således ikke kun er udsigt til en opslidende retssag med den tidligere ejer. Gode indledende knæbøjninger i forbindelse med købsprocessen kan være givet godt ud, herunder sikre sig, dels hvor olietanken befinder sig på grunden, og om den er korrekt afblændet/sløjfet.

Hvis huset er opført før 1980, er der en stor sandsynlighed for, at der har været installeret et oliefyr. Hvis fyret er blevet fjernet, vil der i langt de fleste tilfælde være sket en opgravning, afblænding eller sløjfning af tanken. Reglerne siger (som udgangspunkt), at en olietank skal være opgravet eller afblændet/sløjfet 40 år efter, at den er sat i jorden.

I langt de fleste tilfælde har boligejere valgt at afblænde deres olietank. Den korrekte måde at gøre dette på er, at tanken pumpes tom for olie, fyldes op med sand, og at åbninger i tanken svejses til. Dette skal foretages af en autoriseret vvs-installatør, og der skal gives besked til kommunen efterfølgende. Der udarbejdet samtidig en såkaldt tankattest.

Det fremgår ikke altid af købsaftalen eller salgsopstillingen, at der på ejendommen er en nedgravet olietank. På ejendommens BBR-meddelelse og ejendomsdatarapport vil det dog fremgå, om der forefindes en olietank på ejendommen. Det fremgår dog ikke altid, om denne er afblændet eller ej.

Som oftest vil ejendomsmægleren i handelsmaterialet have indhentet en kopi af tankattesten og hvis ikke, skal den fremskaffes. En tankattest er desværre ikke nogen garanti for, at afblænding af tanken er sket korrekt, men det er det tætteste, som vi kan komme - uden at skulle grave olietanken op.

Der er for almindelige olietanke ikke noget krav om, at de skal graves op, hvorfor de fleste boligejere også har valgt at få dem sløjfet, da dette var/er en billigere løsning. Problemet er, hvis det viser sig, at olietanken har været utæt, mens den har været i brug og således forurenet jorden, eller hvis sløjfningen ikke er sket korrekt. Som boligejer kan du af kommunen blive pålagt at rydde op efter denne forurening - dette kan blive dyrt - meget dyrt. Regningen skal i første omgang betales af den nuværende ejer af huset - altså dig - uanset at du ingen skyld har.

Visse forsikringsselskaber tilbyder dækning for jordforurening i forbindelse med en utæt olitank, hvis du tegner en udvidet ejerskifteforsikring. Din almindelige husforsikring vil som udgangspunkt ikke yde dækning. Hvis tanken er korrekt afblændet, så er du som boligejer dækket af Olieselskabernes Olieforureningsforsikring, hvis der senere skulle vise sig at være forurening som følge af olietanken.

Ofte vil der i disse sager kunne rejses et krav mod den tidligere ejer af ejendommen - og det uanset, at den tidligere ejer ikke kendte til forureningen. Dette kan dog være en lang og opslidende proces.

Det giver derfor god mening at være opmærksom på disse olietanke, allerede når du køber et hus, hvor der er en nedgravet olietank. Det er min erfaring, at sælger med en risiko for at blive sagsøgt efterfølgende oftest er klar på at få skabt klarhed over forhold vedrørende olietanken. Det giver sig selv, at det altid vil være bedre at købe et hus uden en nedgravet olietank. Men hvis det ikke er muligt at få sælger til at fjerne den, og du ikke har lyst til at betale 10.000-20.000 kroner for at få den fjernet, er det vigtigt at sikre sig, at den som minimum er lokaliseret på grunden, og at der fra sælgers side kan fremvises en tankattest, hvoraf det fremgår, at den er korrekt afblændet.

Det er vigtigt, at du forholder dig kritisk til tankattesten, og hvordan olietanken er blevet håndteret. En nedgravet olietank er ikke noget, som vi skal være bange for, men noget, vi skal have respekt for, og hvor vi skal tage vores forholdsregler.

Som boligadvokat er jeg altid meget opmærksom på nedgravede olietanke - netop fordi det kan blive noget rigtig rod, hvis der viser sig forurening på et senere tidspunkt.

Hvis du ikke vil bruge penge på at få opgravet tanken, så overvej at tegne en udvidet ejerskifteforsikring, der kan dække, hvis der efterfølgende viser sig forurening. Det er måske givet godt ud.

Hvis du køber et hus, hvor der er en nedgravet olietank, er kodeordet altså, at der som minimum skal fremskaffes dokumentation for, at tanken er sløjfet korrekt.

Vær opmærksom på nedgravede olietanke, når du køber hus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce