Evald Tang Kristensen vandrede utrættelig over de store hedestrækninger og indsamlede historier og folkeviser. Hverken frost, blæst eller utøj kunne stoppe ham

Manden selv. Evald Tang Christensen portrætteret i 1908. Han var på det tidspunkt 65 år, og havde det meste af sin samlergerning bag sig, om end han vedblev at arbejde med folkloren mange år endnu.

Evald Tang Kristensen vandrede utrættelig over de store hedestrækninger og indsamlede historier og folkeviser. Hverken frost, blæst eller utøj kunne stoppe ham

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mine fødder sad forkert, da jeg blev født. Tæerne vendte ud til siden. Så tog lægen et hårdt greb om begge ankler og satte fødderne på plads. Det virkede.... Sådan fortalte folkemindesamleren Evald Tang Christensen en gang om sin fødsel. Og det må siges, at den læge, der i 1843 satte Tang Christensens fødder på plads, havde heldet med sig. For de fødder kom til at fungere rigtig godt. De bar gennem mange år manden tusindvis af kilometer over de vidtstrakte, øde hedeegne. De kom til at bære den største indsamler af folkeminder, Danmark har haft. Ikke på det akademiske plan. Der er så mange faghistorikere, som har forsket i folkeminder og skrevet begavet om det. Men Evald Tang Christensen arbejdede i felten. Han indsamlede stoffet. Han fandt de gamle viser og de gamle skrøner hos de sidste fortællere, der var tilbage på den mægtige alhede. Og han fik det hele skrevet ned. Hans kone arbejdede som fuldtidssekretærer for den strenge arbejdsgiver. Han efterlod kommende slægter et skatkammer - uden guld, men med ord og noder. Det er derfor, han har den iøjnefaldende sten over graven på Vejle Ny Kirkegård. På stenen er en figur, der står og graver. Tang Christensen gjorde sit liv til en skattejagt. Ikke efter guld, men efter ord. Efter minder, erindringer, skrøner, viser, melodier, historier. Nu er den komplette beretning om denne ildsjæl og hans arbejde kommet i bogform, fortalt af etnologen, historikeren Palle O. Christiansen fra Dansk Folkemindesamling. En stor, smuk bog om en lille, ikke særlig smuk mand, der husede en indre kæmpe.

En hård start

Evald Tang Christensen blev født i Nr. Bjert ved Kolding. Faderen, der var degn, døde tidligt, og moderen giftede sig med en anden degn bosat i Brandstrup nær Viborg. Evald Tang Christensens barndom var ikke særlig lykkelig. Han havde ikke nogen nær kontakt med moderen, og stedfaderen var en streng herre i huset. Evald havde en drøm om at blive læge, men familiens økonomi var ikke til et sådant studie. Så allerede efter konfirmationen blev han sendt til Lyngby ved Grenå for at blive uddannet som lærer. I 1861, i en alder af kun 18 år, tog han lærereksamen med betegnelsen "Meget duelig". Han blev hjælpelærer i Husby og efterfølgende lærer i Randers. I 1864 supplerede han uddannelsen med en tillægseksamen i musik og kirkesang. Men den ballast blev han i 1966 ansat som degn og kirkesanger i Gjellerup sogn ved Herning. Han var i 1864 blevet gift med Frederikke Duedahl, men hun døde i barselseng tillige med den nyfødte. I 1872 giftede han sig igen, denne gang med kusinen Ane Margrethe Risum.

En lille trold

Det var i årene som degn i Gjellerup, at Evald Tang Christensen for alvor blev grebet af indsamlingen af folkeminder - og indledte de lange vandringer over heden i al slags vejr. Det var hårdt, også for hans familie. Til degneboligen i Gjellerup var en jordlod, hvor familien kunne dyrke grøntsager og holde lidt husdyr. Men det skulle passes. Og når Evald Tang Christensen travede rundt mellem folk på heden, måtte Ane knokle derhjemme. Mere end én gang spurgte hun sin mand om "det var det værd". Det syntes han altid. Evald Tang Christensen havde evnen til at tale med folk. Han kom også snart til at beherske de forskellige dialekter, der blev talt på heden. I sidste halvdel af 1800-tallet var dette en større opgave, end det lyder til i dag. For den jyske hede var stor. Den strakte sig - forenklet sagt - fra Viborg i nord til Vejle i syd, fra øst for Silkeborg og til Vesterhavet. Der var store forskelle på dialekterne f.eks. omkring Herning og Rødkærsbro, omkring Nr. Nebel og Vejle. Tang Christensen var en ildsjæl. Han trodsede regn og blæst og frost. Han var tilfreds med at få en primitiv seng stillet til rådighed. Han tog utøjet med. Blot der var tag over hovedet. Samtidigt var han også en mand med et iltert temperament. Han var hidsig, og ind imellem fik de mennesker, han opsøgte, en ordentlig røffel - hvis ikke de kunne se, hvor vigtig en historie kunne være. Evald Tang Christensen var som en lille trold, der spruttede - ofte af engagement, men ind i mellem også af arrigskab. Efter ti år i degneboligen i Gjellerup flyttede familien til Fårup på Viborg-kanten, og var bosat der, indtil Evald Tang Christensen i 1884 blev ansat ved skolen i Brandstrup. Fire år senere fik Evald Tang Christensen tildelt en understøttelse fra staten, der gjorde det muligt for ham at opgive lærer-arbejdet og helt hellige sig indsamlingen af folkeminder. Ikke bare noget, der gav ham mulighed for at lave det eneste, der interesserede ham, men også noget, der stivede hans selvtillid af. Det var et anerkendende klap på skulderen for den indsats, han havde præsteret. Evald Tang Christensen købte i 1888 hus i Hadsten, og her blev nogle af hans betydeligste værker skrevet. I de mere end 50 år, han indsamlede folkeminder, samlede han viser, eventyr, sagn, beskrivelser, historier og levnedsbeskrivelser fra omkring 6500 forskellige mennesker på heden, hovedsageligt blandt de fattige landarbejdere. Han opsøgte disse mennesker i deres hjem, i stalden eller på marken, og fik dem til at fortælle. Og så spurgte han, om de kendte andre, der kunne fortælle - eller synge viser. På den måde fandt han sine skatte. Den ene af de store fortællere på heden kunne henvise til den anden....

"Mindebo"

Evald Tang Christensen udgav over årene en lang række publikationer og større bogværker med dette stof, meget af det i samarbejde med fotograf Peter Olsen. I 1897 bosatte Evald Tang Christensen og Ane sig i Mølholm i Vejle sammen med parrets ugifte datter Sigyn Kathrine. Han fik opført villaen "Mindebo", og her boede han resten af sit liv. Sigyn døde i 1899, Ane året efter. I 1905 giftede Evald Tang Christensen sig for tredje gang, med Kirsten Marie Jensen Huus. Selv levede han til foråret 1929. Han blev 86 år. Palle Ove Christiansen har skrevet en yderst interessant bog om dels Tang Christensen, dels de store fortæller, han hentede stof hos. Der er også en række eksempler på skrøner, viser, historier og myter, som hedens sidste beboere gav videre til Tang Christensen. At Palle Ove Christiansen så også fortæller lidt om hedens store maler, Hans Smidth, og fotografen Peter Olsen gør kun bogen endnu mere komplet. ***** Palle Ove Christiansen "De forsvundne - hedens sidste fortællere" 240 sider, stort format, rigt illustreret også med smukke farvefotos og gengivelser af malerier. Samt nye fotos af kunstfotograf Henrik Saxgren. Gads forlag, pris: 299 kr.
Evald Tang Christensen ligger begravet på Vejle Ny Kirkegård, hvor der efter en indsamling i 1931 blev rejst denne gravsten, der er stærk i sin symbolik: Tang Christensen gravede skatte. Ikke af guld, men af minder, historier, sange, skrøner og endda noder...
Evald Tang Christensen ligger begravet på Vejle Ny Kirkegård, hvor der efter en indsamling i 1931 blev rejst denne gravsten, der er stærk i sin symbolik: Tang Christensen gravede skatte. Ikke af guld, men af minder, historier, sange, skrøner og endda noder...
Lette skyer over heden. I smukt vejr giver Hans Smidths maleri indtryk af luft og lethed. Men hverdagen for menneskene på heden var tung. Billedet hænger på Den Hirschsprungste Samling.
Lette skyer over heden. I smukt vejr giver Hans Smidths maleri indtryk af luft og lethed. Men hverdagen for menneskene på heden var tung. Billedet hænger på Den Hirschsprungste Samling.

Evald Tang Kristensen vandrede utrættelig over de store hedestrækninger og indsamlede historier og folkeviser. Hverken frost, blæst eller utøj kunne stoppe ham

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce