Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kunstmuseum splitter byrådets største partier

Kulturudvalgets næstformand Birgitte Vind (S) vil gerne være med til at finde penge, så Vejle Kunstmuseum kan udvikles med digitale tilbud, nye udstillinger og bedre rammer. Men Venstre er ikke med på at finde flere penge til museet. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Kunstmuseum splitter byrådets største partier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Socialdemokraterne vil have ambitiøst museum - Venstre vil ikke bruge én ekstra krone.

Vejle: I sidste uge præsenterede museumschef Ove Sørensen kulturudvalget for en 20 sider lang udviklingsplan for Vejle Kunstmuseum.

Planen rummer blandt andet forslag om en stor satsning på digitalisering, et nyt guldalderrum, ombygning af hovedindgang og udvidelse af café.

Skal alle forslagene realiseres, kræver det en investering på 17,1 millioner kroner, men museumschefen lægger op til, at investeringerne kan foretages i etaper over en årrække.

Spørger man kulturpolitikere fra byrådets to største partier, er der milevidt forskel på, hvad Socialdemokraterne og Venstre vil bruge af penge på at udvikle kunstmuseet.

- Vi vil gerne have et kunstmuseum, der hele tiden er med og ikke sakker bagud. Vi skal være ambitiøse på kunstens og museets vegne, og jeg tager det som givet, er der i en by af Vejles størrelse er politisk vilje til at investere i et museum, der følger med tiden. Kultur koster penge, og et kunstmuseum trækker flere til byen og giver mere liv i og omkring byen, siger Birgitte Vind (S), næstformand i kulturudvalget.

DF vil hverken flytte bibliotek eller kunstmuseum
Kunstmuseet skal være borgernes museum. Det skal være et åndehul de kan trække hen til, lade sig inspirere af og dele med venner og bekendte
Birgitte Vind (S), byrådsmedlem
Det koster Vejle Kunstmuseum
Vejle Kunstmuseum har et samlet budget på 5,6 millioner kroner og knap 16.000 årlige gæster (2015).Vejle Kommune giver et årligt drifttilskud på 3,2 mio. kroner. Staten bidrager med 1 mio. kroner, mens fonde og museets egen indtjening kaster 1,4 mio. kroner af sig.

Til sammenligning har andre kunstmuseer følgende driftgrundlag - 2015-tal (årligt besøgstal i parantes):
  • Holstebro Kunstmuseum (ca. 15.000): Knap 8 mio. kroner, hvoraf kommunen betaler 3,5 mio. kroner.
  • Heart i Herning (ca. 27.000): 12,3 mio. kroner, hvoraf kommunen betaler godt 7 mio. kroner.
  • Horsens Kunstmuseum (ca. 21.000): 5,6 mio. kroner, hvoraf kommunen betaler knap 4,2 mio. kroner.
  • Esbjerg Kunstmuseum (ca. 15.000): 7,9 mio. kroner, hvoraf kommunen betaler 5,5 mio. kroner.
  • Randers Kunstmuseum (ca. 41.000): 5,1 mio. kroner, hvoraf kommunen betaler knap 4 mio. kroner


 

Kig udenfor huset

Men der gør hun regning uden vært.

For Venstre er, ifølge et af partiers to kulturudvalgsmedlemmer, ikke klar til at investere nye penge i at udvikle kunstmuseet og dets rammer.

- Vi synes, at oplægget rummer mange spændende ting, men det skal klares indenfor den økonomi, kunstmuseet har i dag. VejleMuseerne får årligt ni millioner kroner, og jeg forestiller mig ikke, at nogen kan finde de 17 millioner kroner, det koster at opfylde hele kataloget, siger Per Olesen (V).

Han mener, at museet mere skal kigge udenfor adressen på Flegborg, i stedet for at bruge penge på digitale investeringer, ny hovedindgang og en udvidet café.

Gøre hoser grønne

- Jeg synes ikke, oplægget er spildt. Museet nævner selv, at det vil ud i byen, og jeg tror, det er vigtigt. Hvis man vil have bred, folkelig appeal, må museet ud at gøre sine hoser grønne. Det koster ikke meget, hvis man gør det sammen med forskellige interessenter, som man blandt andet allerede gør med sammen med Vild med Vand-arrangementet, siger Per Olesen.

Birgitte Vind er også glad for, at kunstmuseet vil mere ud i byen, end det er tilfældet i dag. Men hun har langt større ambitioner på museets vegne end Venstres medlem.

Mange digitale muligheder

Hun er særligt begejstret for forslaget om at hente museets grafiske samling med Rembrandts raderinger ud fra magasinet, ligesom hun glæder sig over, at digitalisering også er tænkt ind i udviklingen.

- Det digitale giver så mange muligheder for at inddrage de besøgende i historierne om værkerne. Man kan dele samlinger, som slet ikke er udstillet, med de besøgende og inddrage det digitale til at formidle kunsten til de yngre generationer, siger hun.

Hun ser det som en fordel, at byrådet kan investere i museets udvikling i etaper og går gerne til efterårets budgetforhandlinger med et ønske om at finde de første penge til museet.