Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Domus' dage synes talte - kulturhus nærmer sig biblioteket

I 1986 blev den nedlagte ostefabrik taget i brug som midlertidig kulturbygning. Det er den stadig i dag, men nu synes bygningens dage talte. Arkivfoto: Kaare Johansen

Domus' dage synes talte - kulturhus nærmer sig biblioteket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere af byrådets partier vil skaffe nye lokaler til musikskolen og flere peger på Vejle Bibliotek som nyt hjemsted.

Vejle: Det er langt fra alle byrådets partier, der er enige i Venstres kulturkabale, som flytter rundt på både kunstmuseum, musikskole og bibliotek i Vejles midtby.

Én ting kan de fleste partier dog blive enige om:

Vejles kommunale musikskole har alt for dårlige forhold på Domus Ved Sønderåen, og der er ingen grund til at vente på, at hele kulturkabalen er lagt.

Det mener en af kabalens ophavsmænd, Per Olesen (V). Han er enig med DF, der har meldt ud, at der skal findes egnede lokaler til musikskolen i nær fremtid.

DF vil hverken flytte bibliotek eller kunstmuseum
Domus er en gammel ostefabrik, hvor man i 1986 indrettede som midlertidig kulturbygning. Her 31 år senere er Domus stadig midlertidig kulturbygning.
Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for kultur- og idrætsudvalget 

Moden til nedrivning

- Vi havde ikke forventet, at alle ville være enige i hele i vores debatoplæg, men vi fokuserer på de ting, vi kan blive enige om. Derfor vil vi tage initiativ til, at vi sætter os sammen og diskuterer, hvordan vi kan give brugerne af Domus bedre vilkår. I vores verden er Domus moden til en nedrivning, og så kunne de Fem Søstre måske få en lillesøster, siger Per Olesen.

Kulturudvalgets formand Dan Arnløv Jørgensen (K) er enig i, at musikskolen skal have bedre rammer. Men det er ikke bare et spørgsmål om at rive Domus ned og bygge nyt.

- Det er alfa omega, at musikskolen kommer væk fra Domus. Men det er ikke bare lige at pille de forskellige ting ud af Domus. Her har ungdomsskolen, kunst- og kulturhøjskolen, Ældre Sagen og andre også hjemme, og nogle af dem er glade for at være der. Derfor skal de høres først, og ikke før vi har en løsning klar til dem, kan vi lukke Domus, siger han.

Kulturhus på bibliotek

Den del er Per Olesen enig i. Men i modsætning til Venstre er hverken DF eller Konservative med på at flytte kunstmuseum eller bibliotek.

Tværtimod er Dan Arnløv Jørgensen enig med Lars Aarup (DF) i, at biblioteket skal være omdrejningspunktet for et kommende kulturhus i Vejle.

- Det er syv år siden, jeg startede debatten om at etablere et kulturhus i Vejle, der på kultur- og biblioteksområdet er blevet glemt. Vi mangler et ordentligt hus, og kunne man bygge en ordentlig sal og renovere biblioteket, kunne musikskolen fint ligge her. Et kulturhus ligger godt ved biblioteket i forhold til den nye Rosborg-bydel, Campus-området og med fem minutters gang fra bymidten, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Sælge byggeretter

Han er med på, at finansieringen af et nyt kulturhus kan komme ved at sælge Domus-grunden efter en nedrivning. Og han peger samtidig på den del af det grønne areal foran Vejle Bibliotek.

- Man mangler boliger i Vejle, så man kunne fint sælge nogle byggeretter på en del af arealet. Udover salget fra Domus-grunden har vi allerede afsat 30 millioner kroner til et fremtidigt kulturhus. Det er samlet set mere, end jeg vil være bekendt at bruge på et kulturhus. Jeg er ikke ude efter at bygge paladser, og jeg tror på, at der er politisk flertal for at etablere et kulturhus på biblioteket, siger kulturudvalgsformanden.

Noget tyder på, at han har ret. For under et halvt år siden slog udvalgets næstformand Birgitte Vind (S) netop til lyd for at placere et nyt kulturhus på et ombygget bibliotek.