Nyt stiprojekt deler vandene i Kæret

Uldum Kær har blandt andet et fugletårn, hvor besøgende kan få et godt udsyn til områdets fugle. Men dem bliver der færre af, hvis stisystemet i kæret udvides, frygter naboer til området. Arkivfoto: Morten Pape

Nyt stiprojekt deler vandene i Kæret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En udvidelse af stisystemet i Uldum Kær vil ødelægge dyrelivet, frygter lokale beboere. Andre synes, det er helt rigtigt at gøre naturen mere tilgængelig.

Uldum: Planerne om et nyt stiforløb i Uldum Kær har fået en blandet modtagelse af områdets beboere.

Uldum Kær Naturlaug vil gerne binde stierne i Kæret sammen, så man ikke behøver at gå samme vej ud og hjem. Men ikke alle er glade for, at det smukke naturområde på den måde bliver mere tilgængeligt for både beboere og turister.

Daniel Sørensen er kommet i Kæret blandt andet som fisker og jæger i 35 år, og han bryder sig ikke om planerne.

- Hvis man går ind for en fattigere natur og mere svineri i naturen, er det sikkert en god ide, men jeg synes, det er synd. Der er masser af muligheder for at nyde naturen i Kæret med de stier, der er i dag, mener Daniel Sørensen.

Naturen er ved at tabe

Han synes, at udviklingen er gået den forkerte vej siden 2009, da der blev ryddet pil og lavet stier i området.

- Naturen kvitterede med det samme. Jeg gætter på, at 80 procent af fuglene er forsvundet siden da på grund af færdsel og forstyrrelser, siger Daniel Sørensen.

Han synes, det er ok, at der er enktelte stier, så mennesker i fred og ro kan gå og nyde naturen, men det nye projekt tager overhånd.

- Hvis man laver det nye stisystem, vil cyklister og knallertkørere spare halvanden eller to kilometer mellem Tørring og Uldum, og så er det ikke nødvendigvis naturen, der er i fokus, når man vælger sin rute. Naturen er ved at tabe, mener han.

Fungerer ikke på nettet

Jytte Døssing, der er nabo til Kæret, er helt enig.

- Jeg er bestemt ikke glad for mere trafik i Kæret, for det skræmmer vildtet. Der er masser af folk, der ikke tager hensyn. De går med hund, der ikke er i snor, og så er der frit spil til at jage efter fasaner. Dem er der ellers en del af på det stykke, man nu vil åbne for offentligheden, siger hun.

Der er dog også lokale af den modsatte holdning.

Maja Filskov Olsen forstår godt bekymringerne, men hun mener alligevel, det nye stisystem kan gøre noget godt.

- Jeg tror, det er vigtigt at vi får folk ud i naturen, så de kan dufte, mærke, høre og nyde den. Man kan ikke lære at elske naturen ved at se et billede på internettet. Og hvis vi vil sikre os, at nogen forsat vil passe på naturen, skal vi derud og forelske os med alle sanser, siger Maja Filskov Olsen.

Hun er spejderleder i Uldum og tager gerne børnene med ud i Kæret for at lære dem om naturen.

- Det er et unikt stykke natur, vi har derude. Det er meget anderledes end alt muligt andet, og børnene kan lære en masse, både om dyrene i vandet, fuglene og de planter, der er derude. Hvis man bare gemmer det væk, er der ikke nogen, der får glæde af det, siger hun.

Vant til at blive brugt

Også Dorthe Skov synes godt om en udvidelse af stisystemet.

- Kæret er en af de ting, der gør, at jeg er meget glad for at bo i Uldum. Jeg nyder at gå eller cykle rundt derude. Det er dejligt at komme ud og mærke årstiderne, og jeg mener ikke, at jeg skræmmer noget eller nogen væk, siger Dorthe Skov.

Hun fastslår, at Kæret "jo ikke er et reservat eller en dyrepark - men en levende kulturperle".

- Der har været "trafik" derude i mange hunderede år. Førhen blev der jo også gravet tørv. Kæret er vant til at blive brugt. Lad os nu nyde Kæret og lære vores børn og unge at sætte pris på området, siger Dorthe Skov.

Det er planen, at den nye sti skal gå fra Verdens Ende, hvor der skal anlægges en ny bro over Gudenåen, hen over Kæret til Kærvejen.

Projektet er i øjeblikket i høring, og derefter skal der søges penge til projektet.

Nyt stiprojekt deler vandene i Kæret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce