"Get a life" (få dig et liv) står der på Kaspers grønne cap. Et liv har han, men han har ikke noget hjem. Han kalder sig sofa-surfer, og i sådan et liv er den store rygsæk kernen.

27-årige Kasper Ankersø er ikke ret god til at leve et normalt liv, men han er god til at kende sin by, som nu er Esbjerg. Han har også boet i Aarhus. Til gengæld ved han, hvordan man finder et sted at sove. Og han ved, hvor man får mest kaffe med gratis opfyldning for pengene. Det er derfor, vi sidder i en café, som produktionsskolen driver ved hovedbiblioteket i Esbjerg.

Charlotte Vange Løvstad er også med på kaffeholdet. Hun ved mere om socialt udsatte, om misbrug og om gadelivet end de fleste. Lige nu forsker og underviser hun i det som adjunkt på VIA University College i Aarhus.

Tidligere har hun blandt andet arbejdet med gadeprostituerede og narkomaner på Vesterbro. Nu oplever hun, at det barske gadeliv fra hovedstaden har bidt sig fast i de danske provinsbyer.

- Vi ser det samme i Horsens, i Vejle, i Esbjerg og i en stribe andre byer, hvor der er flere, der hænger med røven i vandskorpen, siger hun.

Fremgang og undergang i Vejle

Inden vi snakker videre med Kasper Ankersø over kaffen, tager vi til Vejle, hvor vi begyndte turen tidligere på dagen.

Der er nok at glæde sig over i den østjyske by. Høj beskæftigelse, høje indkomster og et højt uddannelsesniveau.

Men der er en anden historie, og den kender Lene Thorborg til. Hun er formand for Røde Kors i Vejle, og som gymnasielærer og tidligere rektor for VUC i Fredericia har hun har altid haft en kontakt til unge. Hun er ikke glad for den udvikling, hun ser i en by som Vejle.

- Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at der er unge mennesker her, som falder fuldstændig ud af et system. Når de først ender på gaden, så ender de jo i misbrug, og for pigernes vedkommende kan det være de får lidt husly rundt omkring mod passende ydelser. Det kunne jeg ikke holde ud, siger hun.

Nu er hun og Røde Kors gået i samarbejde med Sanne Bjerggård, der er en slags socialarbejdende frihedskæmper, der selv driver Gadeteamet for de sponsorater og fondsmidler, hun kan skaffe. Nu driver hun så også ungdomscafeen Cafe H sammen med Røde Kors og frivillige. Begge dele i nye lokaler på Flegmade i Vejle.

Stoffer og blowjob

Sanne Bjerggård er en gnistrende energisk 33-årig rødhåret kvinde, der snakker meget og hurtigt. Hun begyndte for fem år siden som frivillig, da hun overtog ansvaret for et suppekøkken ved Cafe Parasollen, som drives af KFUM.

- Først var der 20, der kom for at få varm suppe og et sted at være, men det voksede uge for uge. Pludselig var der 140, og jeg tænkte: Hvad er det, der sker? Hvem tager sig af de her mennesker, siger Sanne Bjerggård.

Det gjorde hun så, og hun har brugt sin tid på dem og på at søge midler lige siden. I dag er der tre ansatte i hendes private gadeteam plus de frivillige.

- Vores mål er at reducere skaderne og lade dem bevare lidt værdighed. De behøver ikke være clean eller i beskæftigelse for at få en hånd, siger hun.

En hånd kan være alt fra en kop kaffe, en ostemad og en snak til lægehjælp eller livredning med modgift, hvis en misbruger har taget en overdosis. Sanne Bjerggård oplever, at de unge lever et meget barskt liv.

- Stofferne er blevet hårdere, vildere og billigere. Amfetamin i dag er jo produceret af noget, vi andre har i et rengøringsskab, og du kan få det til 70 kroner for et gram. Det er et hårdt miljø, hvor banderne har kig på vores drenge, og hvor unge piger prostituerer sig, siger hun.

Det er hende, der fortæller, at unge piger har givet blowjobs for helt ned til 50 kroner på en slags stol midt i Vejle, og den har fået navnet blowjobstolen.

Sofasurfere

Ifølge Sanne Bjerggård er de unge psykisk sårbare, de har et svagt netværk, og de er pressede, når de ikke har et sted at bo.

- En etværelses lejlighed i Vejle kan koste 4000-5000 kroner, og hvis man kan få 5200 kroner i kontanthjælp, så hænger det jo slet ikke sammen, siger Sanne Bjerggård.

Det er derfor, unge surfer rundt efter en sofa hos venner, familie og andre, der åbner døren.

Sådan en er Kasper Ankersø, som vi sidder og drikker kaffe med i Esbjerg. Han har lige fået en kæreste, som han sover hos. Hun er skizofren og har en masse ubetalte regninger, som Kasper prøver at hjælpe hende med.

Han kender også andre, der ind imellem åbner deres dør for ham, så det er efterhånden sjældent, han sover i parkerne.

- Jeg kender blandt andet en 60-årig flink dame. Hun drikker meget, og hun tager rohypnol, men hun vil gerne have selskab, siger Kasper Ankersø.

Han kommer fra Gredstedbro, men er flyttet meget og har altid været lidt uden for fællesskabet som barn. Men i modsætning til mange, har han taget en uddannelse som gartner, og han har passet et rengøringsjob. Men han har umanerlig svært ved at bo alene eller ved at passe sin aktivering.

- Det er som om, jeg ikke kan finde fred, siger Kasper Ankersø.

Hans læge mener, han har en mild depression.

Fællesskabet er vigtigt

Charlotte Vange Løvstad og avisen Danmark er ved at runde turen af, og dagens input om udsatte i provinsen flugter med det, forskningen allerede viser:

- Der er ikke noget, der overrasker mig. Vi ved, at de her sofasurfere slider deres i forvejen spinkle netværk op. Vi ved, at mange har svært ved at bo alene. Og vi ved også, at de høje boligpriser, og de faldende ydelser er kernen i, at antallet af hjemløse stiger, siger hun.

Charlotte Vange Løvstad er en del af VIA University College i Aarhus' forskningsprojektet "Spørg mig", hvor ni hjemløse får en stemme og et engangskamera, så de kan dokumentere deres liv med billeder.

- De hjemløse unge er forskellige, men de er alligevel enige på en række områder. De føler sig hjemme i fællesskabet med andre hjemløse, og derfor kan overgangen til en bolig være svær, siger hun.