I Snaptun er to internationale kunstnere ved at lave et stort vægmaleri og en fredsskulptur. Det sker som et led i et læringsprojekt på True North Efterskole.
Snaptun: På stilladset ved gavlen på True North Efterskole i Snaptun står George Kowzan og maler, hvad der tæt på ligner en masse bogstaver, men på afstand forestiller et ansigt.
Han er en international kunstner fra England, som siden tirsdag 15. maj har været i gang med at male på efterskolens gavl.
Få meter væk står den belgiske kunstner Jorg van Daele, der kom til skolen få dage efter, og som har været i gang med at lave en skulptur.
Formålet med besøget er, at efterskolens elever, der har faget Art & Design, skulle møde internationale kunstnere, fortæller Karen Marie Madsen, forstander på True North Efterskole.
- Det er fantastisk, at sådanne dygtige kunstnere fra udlandet ville komme til Snaptun. Det er et enestående læringsprojekt for eleverne, og vægmaleriet og skulpturen kan blive markører for skolen og byen, som mange får glæde af, fortæller hun.
George Kowzans vægmaleri afspejler skolen og forestiller eleven Mathias Lind, der gik på efterskolen sidste år. Det bliver malet med ord som respekt, ejerskab og styrke, der er en del af de værdier, skolen er baseret på, og som også var værdier, Mathias Lind efterkom som elev.
Elever har været med til at male ved vægmaleriet og har ligeledes skrevet forskellige ord, som efterskolen baserer dens værdier på.
- Jeg kan godt lide at involvere elever, og det er fedt, at de efterlader deres aftryk her og har været en del af kunstprojektet. Jeg nyder at være her og jeg kan selv tage et godt minde med hjem, siger han.
Jorg van Daeles skulptur er lavet af en stor sten fra Norge, og den forestiller fredsvinger, da fred er et tema, han godt kan lide.
- Jeg har lavet skulpturer i mange forskellige lande, og hver gang indgår "fred". Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre verden, men der er bare så mange dårlige nyheder rundt omkring, så med skulpturerne prøver jeg at sende positive budskaber, siger Jorg van Daele, som glæder sig over, at mange får glæde af skulpturen i Snaptun.
- Den ligger et godt sted, hvor den er synlig i byen, og det er fedt, at den bliver set, for det er grunden til, at man laver kunst, siger han.