René åbner nordisk tapas-restaurant med hele familien

Han er en erfaren herre efterhånden og har tidligere ejet Rustik Café & Restaurant i Fredericia. Nu åbner René Kjærsgaard et spisested under de farvede paraplyer i Vejles latinerkvarter. Foto: Michael Svenningsen

René åbner nordisk tapas-restaurant med hele familien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han er en erfaren herre i faget og har til overflod set bagsiden af medaljen med mange timer væk fra hus, kone og børn. Det råder den 49-årige næsten-vejlenser nu bod på med stedet Plan b, hvor både søn og datter er blandt de ansatte og på lønningslisten.

Vejle: René Kjærsgaard åbner en ny tapas-restaurant i Vejle. Men ikke bare endnu én i rækken, bedyrer han. Her får maden et nordisk præg og ikke spansk som normalt.

Det fortæller han til Vejle Amts Folkeblad foran lokalerne i Nørregade 61, hvor der i disse dage står larm og støv ud af. Som indehaver knokler han sammen med et par arbejdere i disse dage på at blive klar til åbningen af Plan b, som stedet hedder.

16. august nærmer sig i kalenderen.

- Jeg håber, at vi kan nå det til den dato og gør alt, hvad vi kan, siger den 49-årige mand fra Bredsten, hvor han bor sammen med sin familie.

Pludselig kom jeg bare til at se på mine store børn og tænkte på, hvor meget af deres liv jeg er gået glip af.
René Kjærsgaard, ejer
Foto: Michael Svenningsen
Foto: Michael Svenningsen

Fik styr på baglandet

Netop familien spiller en betydelig rolle i det nye eventyr. Tidligere ejede René Kjærsgaard Rustik Café & Restaurant i Fredericia i syv år, hvor tre af hans nuværende tjenere faktisk kommer fra.

Men sidste år ved samme tid kunne han mærke, at stedet havde krævet for meget af hans energi. Han solgte den videre, og i december gik den konkurs.

- Det var da ærgerligt at se. Jeg blev selv nødt til at slippe roret efter flere virkelig gode år, fortæller han.

- Men pludselig kom jeg bare til at se på mine store børn og tænkte på, hvor meget af deres liv jeg er gået glip af. Ej, nu skulle jeg have styr på mit bagland og samtidig passe på mig selv, uddyber René Kjærsgaard.

Foto: Michael Svenningsen
Foto: Michael Svenningsen

Har set medaljens bagside

Men i foråret kriblede det i ham for at komme i gang igen, og med familien på sidelinjen faldt valget på Vejle og nærmere bestemt latinerkvarteret under de farvede paraplyer.

Tæt på bopælen, men ikke nok med det. Både sønnen og datteren på henholdvis 18 og 15 år skal være med til drive restauranten, som også bliver en vin- og cocktailbar.

Han som køkkenassistent og hun som ansvarlig for de sociale medier som Facebook.

- Jeg har set bagsiden af medaljen af det her erhverv, og jeg laver ikke den samme fejl to gange. Baglandet er hundrede procent på plads, siger René Kjærsgaard med et smil.

Tapas-menu og a la carte

Han har også erfaringen at trække på fra sin tidligere restaurant, hvor han, som har lavet mad siden barndommen, også selv stod i køkkenet.

Derfor tager han de bedste af de bedste retter fra dengang og koger dem ned til mindre tapas-serveringer med et nordisk islæt og stykker to menuer sammen med seks og ni forskellige.

Prisen vil ifølge indehaveren være middel.

- Men vi laver også a la carte, for der skal også være plads til dem, som bare gerne vil have en steak, en lækker kylling med for eksempel løgkompot eller en salat, mener René Kjærsgaard.

Erhvervsliv og familien Jensen

Han har ifølge sig selv god forstand på vin, og Plan b vil formodentlig få det største udvalg af rosévin i byen, ligesom stedet meget gerne vil servere drinks til det formodentlig modne publikum.

- Når det er sagt, så er alle velkomne her hos os. Det er erhvervslivet, men bestemt også hr. og fru Jensen, som gerne vil ud at spise en aften. Jeg håber bare, at folk vil opleve, at vi skiller os ud, siger han.

Stilen bliver rå. Fliser på væggene, betonborde og lysekroner. Man kan sidde inde såvel som ude, hvor der er udsigt til flere spisesteder som naboer. Men dem er René Kjærsgaard ikke nervøs for.

- Slet ikke. Det er så dejligt et sted hernede, og folk avler folk. Sådan tænker jeg. Jeg er bare rigtig spændt på at komme igang igen og glæder mig til at lære vejlenserne bedre at kende, tilføjer han.

René åbner nordisk tapas-restaurant med hele familien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce