Norsk ekstrem-ironman bragte ølholmer i knæ

Det var ikke de forudgående knap 15 timers strabadser, der bragte Kenneth Steensgaard Kragh i knæ - det var frieriet til hustruen Jeanette. Privatfoto

Norsk ekstrem-ironman bragte ølholmer i knæ

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

29-årige Kenneth Steensgaard Kragh begyndte med en baglæns salto i Hardangerfjord, overhalede undervejs konkurrenter nok til at få sin sorte t-shirt på Gaustatoppen og endte på frierfødder ved målstregen, da han i weekenden gennemførte verdens hårdeste ironman, Norseman.

Ølholm/Norge: Det var utallige timers træning i vand, på cykel og i løbeskoene, der i weekenden skulle stå sin prøve for 29-årige Kenneth Steensgaard Kragh.

Som tidligere skrevet i Folkebladet, var soldaten fra Ølholm en af blot to danskere i årets udgave af Isklar Norseman Xtreme Triathlon, der er kendt som verdens hårdeste ironman.

Det officielle mål var modtage en sort t-shirt som symbolet på at være blandt de 160 første på toppen af Gaustatoppen, et af de højeste punkter i Norge. Men at der også var en skjult agenda, fik hustuen Jeanette at opleve ved målstregen.

Parret gik det sidste stykke vej sammen - i hvert fald indtil han pludselig fik "ondt i knæet".

- Jeg havde tænkt meget over, hvad jeg ville sige, men når man står på en skyfri, norsk bjergtop, var det ikke nødvendigt at sige andet end: "Vil du gifte dig med mig". Hun blev rørt og måske også lidt mundlam - og med den lange rejse, vi har været på sammen, var det den eneste rigtige måde at gøre det på, siger Kenneth Steensgaard Kragh.

På grund af praktikken omkring deres to børn blev de viet på rådhuset for godt tre år siden, men først nu er der udsigt til et "rigtigt" bryllup.

Jeanette havde tidligere joket med, at hvis hun skulle følges med mig det sidste stykke mod mål, så skulle jeg også fri. Der tænkte jeg virkelig, hun var en nar, men det ødelagde heldigvis ikke overraskelsen.
Kenneth Steensgaard Kragh
Kenneth Steensgaard Kragh
29 år.Født og opvokset i Sindbjerg.

Bor i Ølholm med hustruen Jeanette og børnene Thor på seks år og Freja Sofie på tre år.

Arbejder som soldat i Karup.

Har dyrket triatlon siden 2013. Repræsenterer i dag Tørring IF Triathlon Klub.
Hun sagde ja! Endda for anden gang, da ægteparret af mere praktiske årsager blev viet på rådhuset 15. maj 2015. Privatfoto
Hun sagde ja! Endda for anden gang, da ægteparret af mere praktiske årsager blev viet på rådhuset 15. maj 2015. Privatfoto

Crazy Dane

Forinden frieriet var gået 14 timer, 40 minutter og 56 sekunders strabadser, som til ære for en kammerat blev påbegyndt i de helt tidligere morgentimer med en baglæns salto ud i den 15 grader varme Hardangerfjord.

Efter en godkendt svømmetur, der på grund af lidt fejlnavigation endte med at blive 400 meter for lang, gav baghjulet lidt bøvl i det kuperede landskab. Efter de 180 kilometer lå Kenneth Steensgaard Kragh derfor, inden det afsluttende maraton, nummer 163, men det skulle ikke vare længe.

På løbet blev den ene deltager efter den anden overhalet, og ved hans personlige målstreg ca. 10 km før slutningen på løbet var han nummer 123.

- Det var en helt fantastisk tur og en rigtig fed oplevelse. Nordmændene var helt oppe at køre, og jeg blev blandt andet kaldt Crazy Dane, fordi jeg undervejs havde gang i en lille 90'er fest med musik i ørerne, siger Kenneth Steensgaard Kragh, som ikke har haft så store smerter i kroppen dagene derpå, som man skulle forestille sig.

- Jeg tror, folk ville more sig, hvis jeg blev filmet på vej op i den øverste køjeseng natten efter. Men udover lidt ondt i nakken, en vabel på en lilletå og en rift på foden, har jeg det overraskende godt, siger Kenneth Steensgaard Kragh.

Efter løbet fandt han ud af, at den store t-shirt kan suppleres af en grøn, hvis man man gennemfører Norseman fem gange. Hvorvidt det bliver næste store mål, er usikkert - i første omgang har Kenneth Steensgaard Kragh et par mindre løb inden for landets grænser, inden resten kan planlægges sammen med hustruen.

Man kan læse mere om Kenneth Steensgaard Kraghs kamp mod den norske natur på facebooksiden "K. Kragh - Norseman 2018 - Kampen til Gaustatoppen".

Isklar Norseman Extreme Triathlon
Så dagens lys i 2003 med 21 deltagere ved startlinjen og betegnes i dag som verdens hårdeste triatlon.Deltagerne hopper fra en færge ud midt i Hardangerfjord, hvorfra de svømmer 3800 meter ind til kysten ved Eidfjord. Siden følger en 180 kilometer lang cykeltur gennem det norske bjerglandskab til Austbygde. Ruten slutter med et maraton op over Gaustatoppen i 1880 meters højde.

Hvert år søger op mod 7000 om at deltage i løbet, men da der er begrænsede pladser bliver pladserne uddelt via lodtrækning.

Rekorden til Norseman lyder på 09:52:10 - til sammenligning er verdensrekorden på ironman-distancen 7:35:39. Kenneth Steensgaard Kragh gennemførte i år som eneste dansker i tiden 14:40:56.
Formen har aldrig været bedre for ølholmeren, der har haft overraskende få smerter i kroppen dagene efter Norseman. Nu venter et par løb i Danmark, inden de næste store mål sættes. Privatfoto
Formen har aldrig været bedre for ølholmeren, der har haft overraskende få smerter i kroppen dagene efter Norseman. Nu venter et par løb i Danmark, inden de næste store mål sættes. Privatfoto
Som eneste dansker gennemførte Kenneth Steensgaard Kragh i weekenden Norseman. Privatfoto
Som eneste dansker gennemførte Kenneth Steensgaard Kragh i weekenden Norseman. Privatfoto

Norsk ekstrem-ironman bragte ølholmer i knæ

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce