Prestige i orangerier

Orangerier indeholder meget viden om planter, der skal vinteropbevares. Foto af forsiden

Prestige i orangerier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny bog med meget viden.

Orangerier: Et orangeri er i den oprindelige betydning et overvintringshus til citrusplanter. Et hus der blev varmet op, når citrusplanterne ved vintertide kom i hus.

I datidens store haveanlæg var der flere orangerier, så man kunne opbevare de forskellige citrusarter afhængigt af, hvor varmekrævende de var. Med tiden har ordet orangeri fået en bredere betydning og er blevet en betegnelse for overvintringshuse til alle former for baljeplanter.

Orangerierne ændrede sig historisk fra alene at have til formål at beskytte planterne til at være store pompøse og prestigefyldte bygningsværker med en central placering.

Mange af de moderne mindre drivhuse, vi kender i dag, sælges som orangerier.

I princippet er der kun kosmetiske forskelle på de huse, der i de private haver kaldes orangerier, og de der kaldes drivhuse, men der er stadig en vis prestige i at sige, at man har et orangeri. I virkelighedens verden er der kun få af de oprindelige orangerier tilbage i Danmark. Nogle er omdannet til restauranter, andre rummer foredragssale eller bruges til helt andre formål.

Skal man se et ægte orangeri, skal man tage til Fredensborg Slotshave. Her finder man også Kirsten Engholm. Hun er gartner i orangeriet og har på forlaget Koustrup netop udgivet en bog med titlen "Orangeriet". I bogen beskriver hun erfaringer, der er guld værd for alle os, der dyrker de mere sydlandske planter.

Bogen indleder med en gedigen historisk beskrivelse af orangerier. Herefter gennemgår Kirsten Engholm pleje og sygdomme hos de planter, der typisk dyrkes i vores drivhuse eller orangerier, om man vil, og endelig er der et nærportræt af planterne.

Det er selvfølgelig citroner, oliven, pomerans, komquat og mange flere, men også planter du måske ikke havde forestillet dig at dyrke.

En af de mere sjove af slagsen er Buddhas Hånd. En meget dekorativ baljeplante, der minder om en mangefingret hånd med fingre og negle. Den består mest af skal, bruges derfor som aromatisk naturlig duftspreder i rum og skabe og har en væsentlig betydning i religiøse ceremonier. Blandt de mere specielle planter finder vi også myrte, vintersnebolle, kamelia, jasmin og granatæble.

Bogen kan ved første øjekast godt virke lidt kedelig, men tag appelsinskallen af, så åbner der sig en interessant beskrivelse og en viden, du som citrusdyrker slet ikke kan undvære.

Dejligt at der stadig laves havebøger, der ikke skal leve op til de ofte let skrevne mastodonter, der hovedsageligt består af et halv ton inspirationsfotos uden særlig meget fagligt indhold.

I Engholms bog får man for ingen penge, det man har brug for - og lidt mere til.

"Orangeriet" - historien og planterne

119 sider, 160 kr.

Forlaget Koustrup

Buddhas hånd er en sjov fætter og består stort set kun af skal. Foto fra bogen
Buddhas hånd er en sjov fætter og består stort set kun af skal. Foto fra bogen

Prestige i orangerier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce