Se bilens elektroniske fodspor

Det kan være udfordrende at få et overblik på alt ved køb af brugt bil. Men du kan komme et pænt stykke med en række elektroniske værktøjer. Foto: FDM

Se bilens elektroniske fodspor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Du kan med en række elektroniske værktøjer tjekke køretøj og forhandler før køb af brugt bil, men også kigge naboen over skulderen. Sund fornuft og fysisk gennemgang er dog stadig afgørende.

Det gamle udtryk om ikke kun at skue hunden på hårene gælder også i bilernes verden. Men du kan på en række offentligt tilgængelige sider tjekke både restgæld, synshistorik og tekniske oplysninger.

Det kan især være gode værktøjer, hvis du står over for at skulle købe brugt bil.

Den private aktør tjekbil.dk har samlet værktøjerne på sit site, hvor det er nok at indtaste bilens registrerings- eller stelnummer. Firmaet bag har samtidig indbygget en række andre tjenester, som kan gøre det nemmere at få overblik i biljunglen.

Tjenesten har således sammenkørt oplysninger om eventuel gæld, synsrapporter, betalte brugerafgifter og tekniske oplysninger fra blandt andre Tinglysning.dk og Trafikstyrelsen.

Det er oplysninger, der er offentligt tilgængelige. Men som her bliver nemmere at overskue og får mere funktionalitet.

- Der findes en række oplysninger om din bil. Men de er svært tilgængelige og kan være uoverskuelige. Vi vil gøre det mere overskueligt, siger Kenneth Andersen, som er direktør for tjekbil.dk.

Han er tidligere direktør for handelsplatformen Bilbasen og startede for nogle år siden tjekbil.dk sammen med flere andre tjenester. .

- Når folk, der køber brugt bil, bliver snydt, er det ofte med restgæld i bilen eller med biler, som er speedometer-spolede, fortæller Kenneth Andersen.

Ved syn er kilometer-tallet registreret, og Tjekbil.dk har en indbygget en funktion, så der kommer en advarsel, hvis det pludselig falder eller ser mærkeligt ud.

- På den måde kan man tage yderligere højde for fusk og gå ind og tjekke bilens historik, siger han.

Ifølge FDM er en grundig brugtvognstest meget relevant, hvis du køber en brugt bil privat. Foto: FDM
Ifølge FDM er en grundig brugtvognstest meget relevant, hvis du køber en brugt bil privat. Foto: FDM

Tjek naboen

Tjekbil, der også findes som app, er gratis at bruge. Sitet er annoncebaseret og spiller sammen med bilhandel.dk, der er en slags konkurrent til Bilbasen.dk.

Her er også en sammenligningsfunktion for bilforsikringer, så man også kan lave en personlig profil med flere oplysninger på sin bil. Samtidig kan man finde oplysninger om blandt andet egenvægt, påhængsvægt eller næste synsdato. Og så tjekke andre biler.

- Det kan være, hvis der er en person, som er nysgerrig på at vide, hvilken bil det er, som naboen har, eller hvem der ejer den, siger Kenneth Andersen.

Hvis der er restgæld i bilen, står der nemlig, hvem der er låntager, hvilket måske kan give et fingerpeg. Helt som du på visse sider kan tjekke detaljer om naboernes huse.

Tjekbil.dk er da også let at gå til, viser en test, som vi har lavet på redaktionen.

Hos FDM lyder meldingen på, at de elektroniske fodspor nok kan give nogle oplysninger om bilen, men langtfra alle.

- Man kan få en række oplysninger om bilen. Det kræver dog en undersøgelse af selve bilen at få det fulde billede, siger Casper Schad, som er advokat i FDM's juridiske rådgivning.

Han peger på, at der er sund fornuft i at tjekke, om der er restgæld i bilen, og om kilometertallet passer med synshistorikken gennem Bilviden.dk. Historik over, om det sidste syn er sket for nylig, siger dog ikke så meget.

- Oplysninger om, hvornår bilen sidst har været til syn, kan ikke bruges til så meget. Et syn er hurtig gennemgang af, om bilen for eksempel kan styre og bremse, men det er ikke en minutiøs gennemgang af vitale dele som motor, gearkasse og kobling. Det kræver en mere grundig undersøgelse, siger Casper Schad.

Gennemgå bilen

En grundig undersøgelse i form af en brugtvognstest er meget relevant, hvis du køber en brugt bil privat. Her overtager man nemlig bilen som beset uden nogen form for reklamationsret. Hvis du køber bilen hos en forhandler, har du ifølge købeloven en reklamationsret på seks måneder.

Det betyder ifølge Casper Schad, at man roligt kan skrive under på købskontrakten og så efterfølgende få lavet en brugtvognstest, for eksempel hos FDM, fordi forhandleren er forpligtet til at udbedre mangler, som var der fra levering.

Hvis du får lavet testen på forhånd, kan forhandleren tage forbehold for eventuelle fejl og indskrive, at du ikke kan klage over disse efterfølgende. Hvis du til gengæld kommer efter, at handlen er indgået, og har fået undersøgt bilen, er forhandleren forpligtet til at udbedre manglerne efter købeloven. En brugtvognstest koster fra 2220 kroner hos FDM og 1750 kroner hos Applus.

Hvis du kan se bilens stelnummer, og den har været til service hos en autoriseret forhandler, vil du i visse tilfælde også kunne se bilens såkaldte "sygejournal". Det kræver dog, at værkstedet giver dig mulighed for dette.

Her kan du blandt andet se reparationer, serviceeftersyn, arbejde med skader eller opdateringer ved indkaldelses-aktioner. Hvis du vil se forhandleren i kortene, kan du på Bilklage.dk se, de sager, som har været oppe i Ankenævn for Biler. Her er også et elektronisk "udhængsskab" med forhandlere og værksteder, der ikke efterlever nævnets afgørelser.

Vær kritisk

Hos FDM har man ikke mange sager med medlemmer, som har opdaget skjult restgæld i bilen, og der er forholdsvis få sager med speedometersnyd. Men problemet er relevant nok.

- Vi er ikke i tvivl om, at speedometerfusk er et stort og udbredt fænomen. Men det er svært at opdage, og man skal kunne bevise det, siger Casper Schad, som er advokat i FDM's juridiske rådgivning.

I nogle tilfælde kan man dog selv forebygge meget. Såkaldt speedometer-tuning er især udbredt hos vore sydlige naboer. Og der skal i alle tilfælde være noget, som dokumenterer det kørte antal kilometer, for eksempel en servicebog, selv om man også har set, at noget sådant har kunnet forfalskes.

- Hvis man for eksempel ser på en bil, der er importeret fra Tyskland, og der ikke er servicehistorik, så skal man være opmærksom, siger Casper Schad.

Ved brugthandeler oplever FDM, at det er problemer med elektronik og motor, som fylder mest.

- Vi har rigtig mange, som kommer ind med fejl i motorer og elektronik. Problemerne opstår især, hvis der er tale om periodiske fejl, som kun kommer en gang imellem, eller når der er flere fejl på én gang, som spiller ind, siger Casper Schad.

Han er umiddelbart positiv over for en tjeneste som biltjek.dk, som kan give et hurtigt overblik. Han peger dog på, at det er oplysninger, som du selv kan finde gratis andre steder.

- Da det er en tjeneste, som samkører oplysninger fra forskellige databaser, skal man også være opmærksom på historikken, så man er sikker på, at det altid er de nyeste og mest ajourførte oplysninger, der er tilgængelige her, siger Casper Schad.

- Det er tilfældet ved tjekbil.dk, hvor de væsentligste informationer hentes i real time, lyder det fra direktør Kenneth Andersen.

Se bilens elektroniske fodspor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce