Sådan smager vinene


Sådan smager vinene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ingen stor oplevelse

2014 Beaujolais-Villages Vincent Lacondemine, Beaujeu, Frankrig Vildmedvin.dk: 99 kroner (12 procent)

Rubinrød, gennemsigtig i glasset med udflydende kant. Hindbær og sure kirsebær i duften og en snert af vanilje-træ. Frugtig i munden med et drys peber i afslutning. Her er tydelige tanniner og en moderat syre. Meget slank i mundfornemmelsen, antitesen til fx en fuldfed australsk shiraz, og let at drikke. Men alt taget i betragtning giver den ikke nogen stor oplevelse for 99 kroner. Med skruelåg. Tre små stjerner.

Seriøst god

2017 Régnié Antoine Sunier, Régnié-Durette, Frankrig Vildmedvin.dk: 225 kroner (12,5 procent)

Rødviolet og gennemsigtig i glasset, men farvet næsten ud til kanten. Amarenakirsebær, lakridsrod, ristet fad - duften er i den mørke ende af spektret, og i munden er der flere bittersøde kirsebær, en lille og nødvendig syre, dæmpede tanniner og lidt sødligt præg af fadlagring. Seriøs beaujolais og seriøst god. Men det er prisen også, og det trækker ned på tre stjerner.

Modspil til en rød bøf

2015 L'Ancien Beaujolais Le Buissy Jean-Paul Brun, Charnay en Beaujolais, Frankrig Oxholm-vin.dk: 139 kroner (12,5 procent)

Rubinrød og gennemsigtig, gennemfarvet næsten ud til kanten i glasset. Lidt krudt i duften, smørret træ, mørke kirsebær og hyldebær og et drys peber. Mørk og tyk bærfrugt i smagen sammen med et lille fadpræg og et stort aftryk af tanniner, der bygger sig op i munden og renser slimhinderne. Dog stadig en forholdsvis let tilgængelig vin, som sagtens kan give modspil til en fornuftig, rød bøf. Fire pæne stjerner.

En vin til kælderen

2015 Saint-Amour Jean-Paul Brun, Charnay en Beaujolais, Frankrig Oxholm-vin.dk: 159 kroner (12,5 procent)

Lillarød og gennemsigtig, men gennemfarvet næsten ud til kanten i glasset. Mørk lakrids, brændt tone, en smule stald og syrnet mælk i duften, hvor frugten gemmer sig. Vinen skal slynges nogle gange i glasset, før hyldebær viser sig sammen med en snert af jod. Tydelige tanniner fra start i munden, hvor syren bygger sig roligt op, mens mørke brombær og bitre solbær kæmper for at få opmærksomhed. Den smager bare alt for ung - mon potentialet er forløst om tre-fem år? Hvis du er til barolo, aglianico og lignende, kunne dette være en vin til kælderen. Fire stjerner.

Kirsebær og blod

2017 Morgon Lapierre, Villié-Morgon, Frankrig Volatil.dk: 200 kroner/årgang 2016 (13,5 procent)

Lillarød, gennemsigtig, gennemfarvet ud til kanten. Vibrerende duft af stald og lakrids, gærende kirsebær og ultraren bærfrugt. Og blod. Mælkesyrlig i munden med indslag af kirsebær, lys chokolade, popcorn med karamel og flere søde kirsebær i afslutningen. Smagen har tyngde, men vinen er let i munden og nem at drikke. Det må den også gerne være til prisen. Fire store stjerner.

Femstjernet med potentiale

2015 Champ de Cour Liger-Belair, Moulin à Vent, Frankrig Atomwine.dk: 249 kroner (14 procent)

Mørk lillarød, fyldt med farve ud til kanten i glasset og næsten uigennemsigtig. Tydeligt fad i duften sammen med timian og mørke kirsebær vendt i peber og lakrids. Ultrafrugtig i munden, med et tanninangreb der overrumpler med sin styrke og delvist camouflerer den flotte syrlighed, som vinen også har. Lang eftersmag. En vin der tydeligt bærer præg af den gavmilde årgang - den kunne være spændende at smage om fem år, og den har nok potentiale til at udvikle sig i 10 år. Den skal betales, men den er ikke dyrere end en gennemsnitlig amarone eller barolo. Fem stjerner.

Så meget for 189 kroner

2012 Château des Jacques Louis Jadot, Moulin-a-Vent, Frankrig Vildmedvin.dk: 189 kroner (13 procent)

Gennemsigtig og med en begyndende teglrød, udflydende kant i glasset. Alderen er tydelig i duften, som sender søde ribs, varmt læder, krydderurtebed, den mindste snert af sødligt fad og endda lys karamel lige op i snudeskaftet. Rund med søde, røde bær i smagen og tanniner, der er faldet på plads. En vin som har fundet sit zen; bare rar at drikke og alligevel opkvikkende og opmærksomhedsstjælende på grund af en lille syre, som pirrer mundvandet. Alt det for 189 kroner. Gør dig selv en tjeneste - drop tilbuddene i supermarkedet bare en uge og prøv en flaske af den her i stedet for. Fem stjerner.

Sådan smager vinene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce