Vejle, Kolding og Vejen kommuner smider hundredvis af stemmesedler væk, som de tildeles via kommunale fællesmålere. Nu skal politikerne i Fredericia og Middelfart drøfte, om de skal følge det eksempel.
Trekantområdet: Kampen om 120 pladser i repræsentantskabet for Ewii er skudt i gang, men nogle kandidater er allerede foran på point. Det er de politikere og medlemmer af boligorganisationer, som kan udnytte de stemmer, kommunerne eller boligforeningerne henter fra fællesmålere.
Den ordning har fra flere sider været kraftigt kritiseret som dybt udemokratisk.
I Vejle, Vejen og Kolding bliver de kommunale stemmesedler destrueret, men hidtil ikke i Fredericia og Middelfart. Men nu skal politikerne drøfte, om det skal ændres.
SF stillede i oktober 2014 forslag i byrådssalen om at få stemmesedlerne destrueret, men kun DF støttede tanken. Borgmester Jacob Bjerregaard (S) slog dengang fast, at det var for sent at ændre proceduren. Nu skal et nyt repræsentantskab vælges, og sagen har stadig ikke været taget op.
- Det er rigtigt, at vi havde sagen oppe at vende på et byrådsmøde i 2014, og så har vi ikke drøftet det siden. Men det skal vi have gjort, og jeg håber, at vi kan nå at få det med på et af byrådsmøderne i oktober, siger borgmester Jacob Bjerregaard (S).
- Har du en holdning til, om de skal fordeles eller ej?
- Et eller andet sted synes jeg, at det er i orden, at vi bruger vores indflydelse som storforbruger, men nu lytter jeg til, hvad byrådet siger, og så må vi stemme om det, siger Jacob Bjerregaard.
Mens byrådspartierne i Fredericia har fordelt de kommunale stemmesedler blandt sig, har man i Middelfart haft fast procedure med, at alle stemmer gik til en kandidat - daværende borgmester og formand for Ewii, Steen Dahlstrøm.
- Bliver der lavet om på det til dette valg?
- Det skal vi have drøftet i økonomiudvalget, så det er for tidligt at sige, siger borgmester Johannes Lundsfryd (S).
Middelfarts enlige bestyrelsespost er i dag besat af det socialdemokratiske byrådsmedlem Allan Buch.
Stemmekoderne til valget sendes ud per post, så de lander ved samtlige installationsadresser fra den 5. november. Og derfor er det tids nok at træffe beslutning om stemmesedlerne i oktober, vurderer Inger Nielsen (DF).
Hun stemte i Fredericia Byråd sammen med SF om at få fjernet de kommunale stemmesedler i sidste periode.
- Hvis borgmesteren ikke rejser forslaget på, så gør vi. Det er ikke demokratisk, hvis nogle kandidater får et fortrin frem for andre, siger hun.
Inger Nielsens mand, Dennis Nielsen, er medlem af repræsentantskabet og har været det i en årrække. Han er også medlem af Socialdemokratiet og har ligesom andre partisoldater kunnet gøre brug af et antal gratis stemmer.
- Men jeg har sagt nej tak, og det ved jeg også, at andre har. Men boligselskaberne burde så også gøre det samme og smide deres stemmesedler ud, så de ikke får et fortrin, siger Dennis Nielsen.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.