Firma er gået konkurs: Murerarbejde står stille ved efterspurgt boligbyggeri

På grund af konkurs hos et murerfirma står murerarbejdet helt stille ved byggeriet af Gårdhavehusene i Jelling. Det har det gjort i flere uger, men totalentreprenøren forventer stadig at overholde tidsplanen. Foto: Anders Kynde

Firma er gået konkurs: Murerarbejde står stille ved efterspurgt boligbyggeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Murerarbejdet til opførelsen af 24 lejeboliger er gået i stå, da firmaet bag er gået konkurs. Totalentreprenøren forventer stadig at holde tidsplanen.

Jelling: De seneste to uger har murerarbejdet stået helt stille ved byggeriet af Gårdhavehusene på hjørnet af Fårupvej og Plantagevej i det sydlige Jelling.

Det skyldes, at firmaet Odder Murerforretning, som står bag murerarbejdet, er gået konkurs. Det bekræfter byggeriets totalentreprenør, CJ Group Aarhus.

- Det er korrekt, at murerarbejdet har stået stille de seneste par uger, da fagforbundet 3F har blokeret arbejdet for murerfirmaet, der nu er gået konkurs. Det ser ikke ud til, at virksomheden kommer til at genopstå, så vi er i gang med at finde et nyt murerfirma til projektet, fortæller Peter Flindt, projektchef hos CJ Group Aarhus.

Det er klart, at når man mister to-tre uger, er der også to-tre uger, der skal indhentes. Det betyder naturligvis, at vi bliver nødt til at forcere og arbejde lidt længere.
Peter Flindt, projektchef

Projektet bliver ikke forsinket

Det er planen, at Gårdhavehusene skal bestå af 24 almene familieboliger med henholdsvis 2, 3 og 4 rum i størrelsen 78 til 112 kvadratmeter. Det samlede boligareal er på cirka 2350 kvadratmeter.

Første spadestik blev taget i februar i år, og hvis alt går vel, kan lejerne flytte ind i boligerne i maj 2019. Og ifølge projektchefen fra den aarhusianske entreprenørvirksomhed kommer konkursen hos Odder Murerforretning ikke til at forsinke projektet.

- Vi forventer ikke, at det får nogen betydning for projektet. Men generelt er der stadig en forholdsvis stor del af murerarbejdet, der mangler at blive lavet, og det er klart, at når man mister to-tre uger, er der også to-tre uger, der skal indhentes. Det betyder naturligvis, at vi bliver nødt til at forcere og arbejde lidt længere, siger Peter Flindt.

- Det giver en anderledes byggeproces, end den vi havde håbet på og planlagt. Vi er positivt indstillet og tror på, at det kan løses og blive færdiggjort til tiden, siger projektchefen, der forventer, at murerarbejdet kan genoptages - med et nyt firma - på mandag.

Lejere kan flytte ind 1. maj

Hos projektets byggeforretningsfører, Domea.dk, er der glæde over, at murerfirmaets konkurs ikke får alvorlige konsekvenser for tidsplanen.

- Vi er naturligvis meget interesserede i at vide, om det forsinker byggeriet eller ej, men heldigvis ser det ud til, at det kan blive klar til tiden. Det skal helst være sådan, at lejerne kan flytte ind 1. maj 2019, siger Jan Vorgaard, kundechef hos Domea i Vejle.

Eftertragtede lejemål

Jan Vorgaard fortæller, at der i januar 2019 vil være et åbent hus-arrangement, hvor interesserede lejere kan komme og se ét af husene. Der er allerede mange, der har skrevet sig op til lejeboligerne på Gårdhavehusene, men hvem der ender med at flytte ind, bliver først afgjort i begyndelsen af 2019.

- Denne type bolig er noget af det mest eftertragtede lejemål, man kan have. Mange vil gerne bo i et lille rækkehus med have til, og samtidig er det også muligt at parkere på sin egen lille matrikel, og det ved jeg, at der er mange, der værdsætter højt, siger kundechefen.

Jelling Boligselskab og Domea.dk holder rejsegilde på Gårdhavehusene tirsdag 25. september klokken 13.

Firma er gået konkurs: Murerarbejde står stille ved efterspurgt boligbyggeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce