Mere elite, tak


Mere elite, tak

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Egon Clausen, forfatter, medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond, udpeget af Dansk Forfatterforening
Billede
Debat. 

Kulturministeren har meddelt, at hun vil støtte den danske elite, og det er et virkelig godt initiativ, for elite er noget, vi har brug for. Det er dog ikke alle der synes det. Alex Ahrendtsen, der er kulturordfører for Dansk Folkeparti, vender sig således imod kulturministerens planer, for han bryder sig ikke om elite. For ham og hans parti er det elitære ikke noget der skal fremmes, men bekæmpes. Man bygger her på en forestilling om, at eliten foragter folket, at den føler sig højt hævet over almindelige mennesker, hvis hverdag den ikke har mindste forstand på, og til gengæld er den så foragtet blandt jævne folk, men det passer bare ikke. Eliten er ikke spor foragtet. Den er tværtimod efterspurgt.

Når regeringen flytter statslige arbejdspladser ud i landet sker det bl.a. med den begrundelse, at provinsen trænger til flere højtuddannede akademikere, flere eksperter, kort sagt mere elite. Når landets borgmestre tiggede og bad om at få del i de samme udflytninger, skyldtes det også, at man ville have mere elite. Ikke mindre.

Påstanden om, at folket ikke kan lide eliten, passer heller ikke. I den danske befolkning er der et stærkt ønske om at få det bedste. Når det gælder sundhed, uddannelse, bolig, trafik, lov og orden ønsker vi alle at blive mødt af en elite, der kan hjælpe, rådgive og vejlede os på bedste vis. Vi forlanger de bedste læger og lærere, de mest kompetente jurister og dommere. Vi forventer førsteklasses betjening i butikker og på restauranter. Vi ønsker, at danske sportsfolk skal være blandt de bedste i verden, og vi vil have troværdige og forstandige politikere, der ved, hvad de har med at gøre. Vi ønsker kort sagt det bedste af det bedste. Med andre ord: elite. Det er et folkeligt krav, men det benægter de populistiske politikere på højre fløj.

Hvad elite angår kan det godt være, at nogle bliver usikre i selskab med folk der ved, hvad de taler om. Der findes utvivlsomt også nogle mennesker der undgår det elitære, fordi det vækker deres - ofte velbegrundede - mindreværdskomplekser, men den slags triste eksistenser bør ingen lytte til. Deres ynkelige modvilje er til skade for os alle, og dog har de stor indflydelse, ikke mindst på det kulturpolitiske område. Står det til dem, skal den kunst, som det offentlige støtter, ikke være elitær. Den skal være folkelig, det vil vel sige at den ikke skal være moderne. Den skal endvidere være køn, ikke grim. Den skal vække glæde og ikke provokere, og sådan noget som Statens Kunstfond skal nedlægges, for den har et alt for elitært syn på kunst. Desuden er den præget af københavnsk kulturradikalisme, og værre kan det ikke blive. Til erstatning for kunstfonden skal der oprettes nogle egnsbaserede fonde, der skal tilgodese det nære samfund, og som skal støtte en lokal kunst der er til at forstå.

Hvad den slags kunst går ud på er i øvrigt ingen hemmelighed. I landets sognegårde og forsamlingshuse, i tomme lagerhaller og butikslokaler, på loppemarkeder og til byfester er der masser af udstillinger af malerier, lavet af jubelglade dilettanter, der hæmningsløst fremviser deres mangel på teknisk kunnen og fravær af enhver form for selvkritik. Elite er der på ingen måde tale om. Det er til at få ondt i øjnene af. Man må ikke desto mindre formode, at hvis Dansk Folkeparti får held med at ødelægge den nuværende kunststøtte, kan den slags billedproduktion forvente gyldne tider.

De glade dilettanter skal naturligvis have lov til at være her, men støtte til kunst og kultur bør bygge på større forventninger end ønsker om genkendelighed og hygge. Den aktuelle kritik af støtten til kunst og kultur er i det hele taget i discountstørrelsen. Alt er småt, og alt er defensivt og surt. Fyldt med længsler efter en fortid, der aldrig har eksisteret, og som aldrig kan genskabes. Den aktuelle kritik er endvidere alt for bange for nutiden. Den tager slet ikke stilling til de store udfordringer, som vi står overfor i form af trusler mod miljøet, storpolitisk usikkerhed, internationale massemedier og globalisering. Den verden vi lever i, kræver langt mere af os. Den gør det nødvendigt, at vi har en elite der evner at se ud over den nærmeste kommunegrænse. Godt ville det derfor være, hvis vi gav kunsten så store frihedsgrader, at den kunne hjælpe os med at forstå og fortolke vores virkelighed, men det får man ikke af at kræve, at der skal være geografisk balance i fordelingen af statens kunststøtte. Det afleder kun opmærksomheden fra de væsentligste problemstillinger.

Hvad balancen angår, bør det i øvrigt bemærkes, at kunstnere i provinsen procentvist får en større del af støtten end kunstnere i hovedstaden. Hvis man vil have støtte, kan det hjælpe at flytte til Vendsyssel. Det er der tal for. Man må blot håbe, at talentet flytter med. Den slags kendsgerninger spiller desværre ingen rolle i den aktuelle debat. Det er ren elendighed. Alle dukker hovedet. Ingen tør åbenbart diskutere, hvad der skal gøres for at kunstnere i landets hovedstad får lige så gode chancer for støtte, som dem i udkanten.

Den populistiske kulturpolitik har det for let. Den bliver desværre ikke mødt med seriøse modargumenter. Der er ellers nok at tage fat på. Hvis nationalisterne virkelig mente, at de elskede Danmark og dansk kultur, så ville de da ikke rive velfungerende kulturinstitutioner op med rode, men tværtimod styrke dem, så de kunne fortsætte med at inspirere os alle, og vel at mærke gøre det på dansk. Hvis de virkelig mente, at der var dybe skel mellem hovedstad og provins, ville de oprette legater, så kunstnere kunne komme ud i landet og møde provinsens folk, hvor de bor og arbejder. Så ville de også åbne Jylland og øerne for kulturel påvirkning udefra, ikke blot fra København, men fra hele verden, og derved ville Jylland, ja hele Danmark blive et frodigt og meget interessant sted at være. Sikke perspektiver der ville åbne sig. Så derfor: mere elite, tak! Det er, hvad vi har brug for.

Mere elite, tak

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce