Børkops gamle turistchef fylder 90 år

Jørgen Riis Olesen. Privatfoto

Børkops gamle turistchef fylder 90 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter en lang karriere i det danske forsvar blev Jørgen Riis Olesen ansat som turistchef i Børkop. Den tidligere major fortalte levende om områdets kultur, natur og historie og er stadig engageret i sin omverden og skarp i replikken.

Børkop: Lørdag 1. december fylder gårdejer og major Jørgen Riis Olesen, Gårslev, Børkop, 90 år.

Han blev født på Svejstrup Lindegård ved Hadsten. I slutningen af anden verdenskrig deltog han sammen med skolekammerater på Hadsten Realskole i fremstillingen og distribution af illegale blade.

Efter realeksamen uddannede han sig inden for landbruget og var indtil værnepligten beskæftiget ved forskellige landbrug.

Jørgen Riis Olesen blev i 1949 indkaldt til 7. regiment i Fredericia og blev i 1951 udnævnt til løjtnant af reserven. Som løjtnant gjorde han ad to omgange tjeneste ved den danske kommando i Itzehoe i Tyskland.

Senere var han lærer ved Hjemmeværnets Befalingsmandsskole i Nymindegab, og han var i en årrække næstkommanderende og kompagnichef for rekrutstyrken og dækningsstyrken ved Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia.

I 1966 blev Jørgen Riis Olesen udnævnt til major og havde indtil 60-års alderen rådighedstjeneste ved regimentets stab.

I 1974 blev han tildelt Hærens hæderstegn for god tjeneste.

Efter ansættelse ved Børkop Kommune var han i en årrække kommunens turistchef med sommerkontor i Hvidbjerg, og han har gennem tiden holdt adskillige foredrag om natur, geografi, historie og kultur i lokalområdet - en slags forløber for den moderne naturvejleder.

Efter sin pensionering tog han HF og læste i tre et halvt år historie ved Odense Universitet.

Jørgen Riis Olesen erhvervede i 1966 "Stenkjærgård" i Gårslev ved Børkop, hvor han stadig bor og vedligeholder bygninger, stuehus og den store have.

Først fra for nylig nyder han godt af et hjemmehjælpsbesøg hver anden uge.

Selv om det fysiske helbred har fået et par skrub gennem årene, er fødselaren fuldt engageret i sin omverden, skarp i replikken og deler gerne ud af sin viden, når der er besøg.

Fødselsdagen fejrer han sammen med den nærmeste familie.

Børkops gamle turistchef fylder 90 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce