Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stjernen der fik nok

- Jeg har nok forsømt min familie på mange områder og tidspunkter, siger Allan Simonsen.

Stjernen der fik nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På drengeværelser landet over dukker en spinkel fyr med lange krøller op i mellem idolplakater med Kiss, ABBA og Gasolin'. Han er så lille, at 7-tallet på ryggen af den hvide trøje er halvt tildækket af shorts-kanten. Alle vil gerne være som Allan Simonsen, og alle vil gerne have en bid af den klejne vejlenser, der i slutningen af 1977 bliver kåret til årets fodboldspiller i Europa. Som den første og hidtil eneste dansker nogensinde. Han har opnået en overvældende popularitet, der i lige så høj grad hænger sammen med et jordnært og arbejdsomt gemyt, som den elegante spillestil, de hurtige ryk og et suverænt overblik. Forventningerne er enorme til Simonsen både i hverdagen i Bundesligaen, og når han en sjælden gang får fri fra sin tyske klub, Borussia Mönchengladbach, for at komme hjem og spille landskamp. Fra alle sider bliver der revet og flået i stjernen. Men i en tid før fodboldagentvirksomheder bliver en millionindustri, og den personlige rådgivning bliver systematiseret, står han selv for at tackle det hele. - Ingen danskere havde prøvet at stå i den situation før, og jeg fik ikke det skjold og den rådgivning, som fodboldspillere får i dag. Det tærede på psyken, og jeg blev mere og mere træt af alle forventningerne, fortæller Allan Simonsen, der er på lynvisit i Danmark for at fortælle om sin selvbiografi »Europas Bedste - 30 år efter«.

Den catalanske trykkoger

I 1979 valgte Simonsen at skifte til storklubben FC Barcelona. Han ville ned og nyde det gode vejr, den sydlandske livsstil og den spanske mad. Men har han troet, at han kunne slippe for presset uden for banen, så har han forregnet sig. Som Barca-spiller blev han pludselig en del af konflikten mellem centralstyret i Madrid og det catalanske selvstyre, som var særligt anspændt i årene efter General Francos død i 1975. Det kulminerede, da en anonym gruppe truede med at kidnappe ham inden en kamp mod ærkefjenden Real Madrid - Hvis Tyskland var psykisk hårdt, så var Spanien, meget, meget hårdere. Det var umuligt at være sig selv uden for banen. Jeg var altid i fokus. Der var flere aviser, forventningerne var meget højere, men også folk på gaden henvendte sig. Især hvis det var gået skidt. Så fik vores bil lige en ridse med nøglen. Whoop! Den store Mercedes blev hurtigt byttet ud med en lille Ford Fiesta, der var bedre egnet til spanske trafikanter og fodboldfans temperamenter. Forventningerne til Allan Simonsen eksploderede efter kåringen som Europas bedste. Når han kom hjem fra træning eller kamp, ringede telefonen konstant: Sponsorer, der ville forhandle aftaler på plads, journalister, der ville lave interviews og interesserede klubber, der forsøgte at lokke ham med kontrakttilbud. Det voksende pres var en hård belastning for familielivet.

Svært ved at sige nej

- Jeg har nok forsømt min familie på mange områder og tidspunkter. De led under det, for der var ikke meget tid til overs til alt muligt andet. Jeg kan ikke lide at gøre nogen kede af det, og hvis nogen ringer, så har jeg svært ved at sige nej. Jeg prøver for alt i verden at overholde mine aftaler. Den pligtopfyldende praksis tærede på kræfterne, og Allan Simonsen fik mindre overskud til at være sammen med sin familie. Der blev ikke talt om problemerne, dem ville han selv løse.

Chokerende karrierevalg

Efter tre fremragende Allan Simonsen-sæsoner, valgte Barcelona alligevel at hente den argentinske superstjerne Diego Maradona. Da nyindkøbet samt tyskeren Bernd Schuster stod selvskrevne til at optage de to udenlandske pladser, som den spanske liga tillod på det tidspunkt, valgte Simonsen at forlade klubben dybt skuffet over den ydmygende behandling. Samtidig var han kørt helt sur i det store pres, der havde hvilet på hans spinkle skuldre siden kåringen som Europas bedste, men selvom storklubberne stod i kø for at skrive kontrakt med den 29-årig verdensstjerne, traf han et valg, som forbløffede en hel fodboldverden. Han valgte af alle steder at fortsætte karrieren i Charlton Athletic. Den hårdt satsende London-klub sad ubehjælpsomt fast i den næstbedste fodboldrække, der var notorisk kendt for knæhøjt mudder og knusende tacklinger. Næppe et sted for en 167 centimeter høj fodboldtroldmand med en kampvægt på 57 kilo. - Jeg var dødhamrende træt i hovedet og sagde til mig selv: »Allan, hvad er det, du vil nu?« Jeg kunne vælge enten at stoppe - og det var nok lidt for tidligt - eller jeg kunne trappe ned. Jeg havde ikke overskud til at starte forfra i en stor klub med fuld knald på - med aviser og blade og alt, hvad der nu hører til at være på det niveau, fortæller han om sin flugt fra verdensscenen. - Jeg trak mig stille og roligt væk fra rampelyset for at få den oprindelige glæde ved at spille fodbold tilbage.

De små landes mand

Siden gik det galt for Charlton. Den rige klubejer havde ikke styr på finansieringen, og få måneder efter eventyret i London rykkede familien Simonsen hjem til Vejle, hvor Simonsen kunne slutte sig til barndomsklubben Vejle Boldklub. Alligevel lykkedes det ham samme år at markere sig så meget, at han blev udnævnt til Europas tredje bedste fodboldspiller. I Vejle sluttede han sin aktive karriere som 36-årig i 1989 og blev først sportsdirektør og siden førsteholdstræner i klubben. Senere gentog historien sig, da Allan Simonsen igen chokerede de forventningsfulde omgivelser ved at sige ja til at blive landstræner for lilleputnationerne Færøerne og Luxembourg. - Hvorfor tager jeg de små lande? Netop fordi jeg ikke ville have det pres på mig igen, hvor man uge efter uge efter uge skal stå til regnskab. For mig er det meget værd at kunne se, at der sker en udvikling. Jeg vil gerne have et langsigtet perspektiv, og det får du hos de små klubber og landshold, fordi deres forventninger ikke er så barske. Hvis du søndag efter søndag er under pres, så får du ikke den tid, der er nødvendig. Tålmodigheden i fodbold kan ligge på et meget lille sted. Nogle gange er man kun i en klub i halvt eller et helt år.

Opgør med familiens spøgelser

I »Europas Bedste - 30 år efter«, der er skrevet i samarbejde med journalisten Bo Østlund, fortæller den jyske knudemand for første gang om sin skilsmisse i 1997. Han lærte sin ekskone Annette at kende, da han var 15. De var gift i 23 år, fik tre døtre sammen og boede i Danmark, Tyskland, Spanien og England. - En af de ting, der berører mig allermest, er, at jeg røg ind i en skilsmisse. Det går altid værst udover børnene, og jeg tror ikke, at vi - børnene og jeg - har været dygtige nok til at få talt om de ting. Vi har nærmest ikke talt om det, og det har naget mig meget. Jeg har nok været fej og bange for at tage fat i dem og fortælle dem, at grunden var det og det. Bogen er samtidig et opgør med en familiefortid, som han ikke er stolt af. Han insisterede på, at bogen skulle være ærlig, så han lod både sine tre ældste døtre, sin ekskone og resten af familien komme med deres versioner. Det hele skulle med. - Det har gjort ondt. Der er ingen, der har været inde og røre ved de ting, så det var hårdt at tage fat på. Vi har aldrig været gode til at snakke om sådan nogle ting i familien. Vi har mere gået vores egne veje og truffet vores beslutninger selv. Nu bliver kortene lagt på bordet i bogen.

En kosmopolits dilemma

I dag bor Allan Simonsen i Sitges uden for Barcelona med sin nye kone Gitte og deres fem-årige datter Kira, og det betyder, at han ikke får set sin familie i Danmark så ofte, som han gerne vil: - Det er nok mit største problem i tilværelsen lige nu. Vi lever et skønt liv i Sitges, jeg har en lille pige, som jeg følger dag ud og dag ind. Men jeg har også den anden boks, hvor min familie er i, argumenterer han, mens han tegner en usynlig firkant med fingrene. - Min søster, min mor og mine tre andre børn er ovre i den kasse. Det savner jeg. Selvom jeg kalder mig kosmopolit og rejser over det hele, så er jeg dansker, og mine rødder ligger i Danmark og især i Vejle. Hvis jeg bliver i Spanien, så giver jeg afkald på noget i Danmark. Og omvendt. Det er en position, jeg har selv har sat mig i som fodboldspiller og træner i forskellige lande. Lige gyldigt hvad jeg vælger, så kommer jeg til at savne det andet.