Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

18 unikke fåreøer

Gåsadalur er en lille bygd på Vagar-øen. Før tunnelen blev gravet, måtte man med skib hertil, hvis ikke man ville gå over fjeldet.

18 unikke fåreøer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Færøerne er i særklasse. Det har ingen ringere end National Geographic fastslået. Et besøg på disse nordatlantiske øer vil byde på enestående oplevelser af både natur og kultur. Men husk regnfrakken - for en sikkerheds skyld.

En fed violet sky har lagt sig som en præstekrave omkring det irgrønne, pyramideformede fjelds top. Snart sker det forudsigelige da også: En byge vælter sig ned over os, og vi må søge ly for en stund. Solen skinnede ellers fra en næsten skyfri himmel for et kvarter siden.

Lige så kort tid efter, at bygen har passeret forbi, har solen atter erobret domænet.

Den friske nedbør labber de små gule engkabbelejer på engen i sig og strutter kække i solen.

Vi står øverst på en fjeldtop, og nedenfor breder fjorden sig ud i det fjerne. Landskabet er på én og samme tid ubegribelig barskt og smukt. Træer findes der ingen af, derimod et ubrudt grønt tæppe af græs, som de utallige får konstant guffer i sig med udkig til vandet i fjorden og længere ude Atlanten.

Vi befinder os ved Funningsfjørdur, én af Færøernes mange, mange fjorde. Her på nordsiden af Færøernes næststørste ø, Eysturoy, hviler der noget tidløst over dette panorama. En mærkværdig blanding af drama og sælsom ro.

Færøernes natur er bogstaveligt talt helt enestående. Næppe andre steder på kloden - måske lige undtaget enkelte egne i Island og på Shetlandsøerne - opleves landskabet magen til. Istiden har skabt disse dybe dale og overvejende flade fjeldtoppe, hvis stejle sider ofte er furede og arrede, som havde skaberen skrabet sine negle ned ad dem.

Den konstant grønne farve i et utal af nuancer har den rigelige nedbør sørget for. Det milde klima, som tit byder på højere varme om vinteren end i Danmark, skyldes Golfstrømmen, som har sat sit aftryk her i Nordatlanten.

Sjældent får vintersneen lov at ligge særligt længe i de lavtliggende områder. Til gengæld er det et særsyn, hvis sommertemperaturen når op i nærheden af 20 grader.

Færøernes samlede areal er en anelse større end Lollands, men geografien er mildt sagt langt mere udfordrende. De i alt 18 øer ligger med undtagelse af den sydligste Suduroy ret tæt ved hinanden og byder på et utal af fjorde og sunde - og nu og da blanke søer og fossende vandfald i et ødselt antal.

Med disse vildt mange fjorde er infrastruktur et særligt kapitel her. Mange steder kan man stå og kigge over på en nærliggende ø, hvor afstanden i luftlinje blot er et par kilometer, men ad vejen flerdobles afstanden - hvis der da ikke er anlagt tunnel - fordi man skal ud og ind langs fjordene.

De firbenede uldne venner, som har lagt navn til Færøerne, er overalt en fast bestanddel af landskabet. Omkring 70.000 af dem er der, mens befolkningen endnu ikke har passeret 50.000. Lidt under halvdelen bor i hovedstaden, Thorshavn. I den anden ende af skalaen er de bitte små bygder med helt ned til fire huse, som ligger drysset rundt i landskabet - såvel i fjordene som helt ud til Atlanten. Visse af dem er forladte, men heldigvis bor der fortsat mennesker i en del af dem.

I dag har de mange tunneller muliggjort en fortsat eksistens i de afsidesliggende bygder, men vi skal ikke mange år tilbage, da al trafik foregik med båd, når der skulle foretages indkøb, skolegang, lægebesøg og andre gøremål.

Vi møder Hans Helge i en af de helt små bygder, Múli, der ligger på øen Bordoys nordspids. Han har boet i Kolding i 25 år, men er på besøg hos brormand, som han hjælper med at høste græsset på engen, så det kan tørre og virke som foder til fårene til vinter.

- Jeg forlod Múli i 1970'erne, da jeg var 13 år. Dengang var vi syv voksne og to børn i bygden, og det var en meget afsondret tilværelse, vi levede. Vi gik kun i skole to uger om måneden, og læreren måtte tage den lange vej hertil for at undervise. Når der skulle handles ind i den nærmeste lille butik med basale fødevarer, måtte vi gå ad en smal sti flere kilometer for at nå dertil, for postbåden kom kun to gange om ugen med proviant, fortæller Hans Helge.

Han vandrer ud på den skrånende græseng og hjælper broderen med at ryste det høstede græs, der lægges til tørre på træstativer.

Inde på land var det stort set vindstille, men ude på åbent hav er det en anden sag. Oceanets vælde viser muskler, og båden gynger faretruende tæt på at kunne fremkalde søsyge. Vi er på vej ud til Fuglebjergene fra bygden Vestmanna på Streymoy-øens vestside i håb om at se fuglelivet fra søsiden. Især de særprægede, kønne søpapegøjer - lunderne - er på de flestes ønskeliste, men kaptajnen gør sit til, at forventningerne ikke skrues for højt op:

- Der er betydeligt færre lunder - og fugle i det hele taget - gennem de seneste år, for de bryder sig ikke om at være for tæt på bådene, fortæller han.

Enkelte par ser vi dog sidde på små afsatser højt oppe på de stejle klippesider. En hel del lomvier og mallemukker gør os selskab noget tættere på. Skipper styrer nu og da båden helt ind igennem små grotter, hvor tunge vanddråber fra loftet lander på vores hoveder. Atter ude af grotten rager flere hundrede meter høje klippevægge lodret op over os. Flere steder står enlige majestætiske monolitter af sten i deres surrealistiske former. Med og uden fugle er et par timer med turbåden en forrygende oplevelse langs den vilde og dramatiske kyststrækning samtlige 300 kroner værd.

Det er selvfølgelig en umulig opgave at skulle udpege det smukkeste og mest interessante sted på Færøerne. Skal vi alligevel nærme os en lokalitet, som på én og samme tid rummer både flot natur og spændende kulturhistorie, vil Saksun på øen Streymoy være en egnet kandidat til en topplacering.

Vi kører ad en smal vej med skiftende vigepladser, så modkørende trafik kan passeres, og efter 15 kilometer slutter vejen brat. Det første, der rammer øjet, er den yndige lille hvide kirke med sit irgrønne tag fra 1858, men her skulle allerede i middelalderen have været en kirke. Den nuværende kirke er opført af sten fra en anden kirke i Tjørnuvik, og hver og en af stenene blev møjsommeligt fragtet over det høje fjeld hertil.

Vi følger en sti ned til fjorden og føler os midt i et indelukke omgivet af høje, grønne fjeldvægge, hvor flere vandfald kaster deres kaskader af vand ned i fjorden. Vi går videre ad stien helt ud til havet, men sikrer os også, at vi ikke fanges af højvande, som er udtalt her.

Inde i bunden af bugten besøger vi Duvugardur, en gammel kongsbondegård fra middelalderen. Her har beboerne levet deres afsondrede, primitive liv, og faktisk var gården beboet helt ind til 1940'erne, hvorpå den blev restaureret, så den kunne fungere som egnsmuseum.

Når man kommer tilbage til Thorshavn efter en dag på de færøske veje i den ensomme natur, føles det som at være i midt i civilisationen. Skønt byen kun har omkring 20.000 indbyggere, kan der nu og da være optræk til trafikpropper. Hovedstaden er det naturlige omdrejningspunkt for øerne, og især ved havneområdet er der livlig aktivitet, for det er fortsat fiskeriet, der er den vigtigste næringskilde.

Den gamle del af byen, Reyn, er kønt restaureret, og træhusene fremstår i deres sorte bemaling charmerende. Ligeså de røde bygninger i den ældste bydel, Tinganes, står side om side og flankerer de brostensbelagte gyder.

Færøernes verdenskendte forfatter, William Heinesen, elskede kvarteret og har uophørligt vandret op og ned ad stræderne.

Thorshavn formår at forene fortid med trendy nutid, og her findes et pænt udbud af spisesteder, caféer, museer, gallerier og butikker. En hovedstad, man vel næsten kan kalde kosmopolitisk i et land med 50.000 indbyggere.

 

Vejen dertil
Både SAS og det færøske Atlantic Airways flyver til Færøerne fra København, Billund og Aalborg. Smyril Line har en færgerute fra Hirtshals til Færøerne med en sejltid på 36 timer.

Det er oplagt at leje bil, hvis man ønsker at kunne improvisere og ikke være afhængig af offentlige busser rundt på øerne.

Perioden fra maj til medio september byder ikke bare på de højeste temperaturer og mindst nedbør, men også på langt de bedste muligheder for at besøge museer osv. Uden for sæsonen lukker mange seværdigheder ned.

Prisniveauet er relativt højt.

I høj­sæsonen skal man regne med cirka 1300 kroner for et værelse på de to bedste hoteller. Flere beboere tilbyder dog B&B til noget lavere priser. Uden for Thorshavn er der også overnatningsmuligheder i de større byer og bygder.