Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Cubas populære private hjem

Engelsktalende Lui bor alene i lejligheden i den pæne nyere bydel Verdado i Havana. Foto: Malene Birkelund

Cubas populære private hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Casas particulares. En ting er at tage på ferie til Cuba og rejse rundt i landet. Noget andet at flytte ind i de private logier - de såkaldte casas particulares - der findes i mange variationer.

Hun hedder Mirta og er ikke mere end 140 centimeter høj. Alligevel har hun en stor plads i vores hjerter. Da vi efter mange timers kørsel ankommer til den mørklagte by Vinâles i den vestlige del af Cuba, står hun klar til at tage imod mig og min familie med åbne arme og frisklavet juice.

Sengene er stramt redt med blanke tæpper, og værelset så rent, at man kan tage en vatpind og køre langs panelerne uden at få noget på krogen.

Gyngestolene foran annekset, som vi bliver budt ind i, favner vores køretrætte rygge, mens øjnene går på opdagelse i fællesare­alerne. Her er alt, hvad vi behøver, og pladsen er optimalt udnyttet i det hjemmebyggede, farverige udekøkken, der er fint pyntet og dermed afslører, at vores værtinde har hænderne skruet ordentligt på.

Over sofaen hænger et menukort med varer oversat til engelsk fra spansk. Mirta har styr på det hele og kan levere alt fra iskolde mojitos til en nyvasket T-shirt, hvis man som os ikke har fået sine kufferter med fra Europa. Det er næsten som at komme hjem til en bedstemor, man ikke vidste, man havde. Med spanske gloser og løstsiddende kram viser hun os både næstekærlighed og hjerterum.

 

Tre ting, du skal forberede dig på, når du vælger casa
1. Du kommer (næsten) aldrig til at bo i det casa, der står i papirerne. Det skete heller ikke for os, selv om vi havde booket gennem et bureau hjemmefra. I stedet bytter de lokale casaer indbyrdes og sørger for, at der er plads til alle, hvor de sender gæsterne hen. Indimellem kan man dog risikere at skulle fordele sig i to huse tæt på hinanden. Vi var på forhånd blevet advaret om, at sådan foregår det, og ikke ét eneste sted boede vi på den adresse, vi var blevet lovet.

2. Du kommer ikke langt alene med engelsk i et casa particulares. De færreste cubanere taler engelsk, og de, der gør, er ofte unge, som har lært det ad omveje, for eksempel ved at lytte til musik.

3. Vær forberedt på, at familier lever på forskellige måder, og mens nogle cubanerne gerne vil "snakke", er der andre, der ikke gider. Politik er et emne, de færreste har lyst til at tage op.

De fleste casaer vil tilbyde også at lave aftensmad og eller kaffe og te eller drinks. Nogle af casaerne drives som B&B med alle værelser udlejet. Så bor værten måske inde ved siden af og kommer på aftalte tidspunkter for at gøre for eksempel morgenmad klar.

 

Tjek på Tripadvisor

Hotel eller casa particulares? Valget er ikke svært, når man skal til Cuba, kunne vi på forhånd forstå: Selv om de er taget ud af en sort-hvid film med Humphrey Bogart, er hotellerne statsejede og udhungrede, mens de private hjem er billedet på en spæd form for markedsøkonomi.

Ud over at sikre den enkelte familie lidt ekstra penge er casa particulares vejen ind til det ægte farverige Cuba med hjemmehæklede dækkeservietter, men uden billeder af Che Guevara og Castro-brødrene på væggen.

Ingenting er gratis i Cuba, hvor alting er i restordre, og selvfølgelig er der penge imellem os og Mirta. Men hendes hjertelige velkomst om aftenen, når vi kommer hjem fra restaurant, eller borddækningen om morgenen rækker ud over det forventelige.

Hun henvender sig direkte til hver af os. Hun aer børnene på kinderne, selv om de er højere end hende, og hun trækker sig tilbage, når hun kan mærke, at der om eftermiddagen skal pustes ud og evalueres på dansk.

En af vores bekymringer ved at bo privat var, om vi ville få nok tid til os selv og ikke konstant skulle konversere, men sådan forholder det sig ikke. Og slet ikke da vi rejser ud af Havana og indlogerer os i mindre byer. Her er rummene større og ofte adskilt fra ejerens gemakker - for eksempel via en gang eller et baghus. Her er udfordringen den modsatte - vi har for lidt kontakt med cubanerne til at få svar på vores spørgsmål og har egentlig lyst til at lære dem bedre at kende.

Gennem et rejsebureau har vi booket hjemmefra, men det er let at finde hjemmesider, hvor man kan komme i kontakt med den cubanske udgave af Airbnb. Sådan er det også med Mirta og Blanco, der ligger i toppen på Tripadvisor - det opdager vi, da vi kommer hjem til Danmark. Sådan er det ikke hele vejen rundt - nogle casaer kan mere med ord, end virkeligheden byder, så det er en god idé at tjekke andre rejsendes oplevelse.

Vi var glade for vores fire ophold. Netop fordi de var meget forskellige, gav de et godt indblik i cubansk liv - eller i hvert fald i den mere privilegerede del af befolkningen. For der er ingen tvivl om, at den bedste måde at komme frem på i det kommunistiske samfund med konstant varemangel er en chance for at arbejde med turister.

Fire forskellige casa particulares nåede vi at besøge - læs om dem nedenfor.

 

1. Lui i Havana

Lejligheden ligger på anden sal i bydelen Vedado, ikke langt fra Malecón og den amerikanske ambassade.

Lui bor alene med fem låse på døren. Alligevel føler vi os i trygge hænder, da vi falder i søvn i hans to store værelser. Selv bor han bag køkkenet i et mindre rum. Altanen er lang og smal, og selv om der ligger en skole på den anden side af den svagt trafikerede vej, hører vi næsten ingen andre lyde end dem, der strømmer ud fra hans 40-tommer tv med cubanske hyldester og klynkende, patosfyldte sydamerikanske serier, hvis store følelser man sagtens kan forstå uden at kunne et ord spansk.

Om aftenen henter Lui sine overboer, så vi kan se børnenes skoleuniformer, og de kan se de europæiske giraffer. Om morgenen tilbyder han søde bananer og stærk kaffe med mælk til morgenmad.

 

2. Mirta og Blanco i Vinâles

Ingen af dem taler engelsk, men alligevel glider kommunikationen med det ældre ægtepar fint. Det er Mirta, der styrer forretningen, selv om det formentlig er Blanco, der har bygget den op med udendørs køkken og veludrustet baghus. Om natten, når varmen tager af, begynder naboerne at hamre og banke for at udvide deres hus med tagterrasse eller hegn, så det kan være fint at have taget ørepropper med. Rækkehusene ligger med have op til hovedgadens bagside, så musik fra flere barer runger også ud i natten.

Næsten hele gaden, som Mirta og Blanco bor i, består af det ene casa particulares efter det andet kun afbrudt af minidanseskoler, hvor man hen under aftenen kan øve sine salsatrin for åben dør.

 

3. China i Playa Larga

Det farvestrålende kvarter ligger på sandet jord tæt på stranden, hvor amerikanerne forgæves forsøgte at gå i land i 1961, og bebyggelsen minder mest om en dansk kolonihaveforening.

Farveklatterne i landskabet lyser op, når man er på vej mod Playa Giron en lille times kørsel væk for at se det historiske omkring invasionen i Svinebugten (her ligger museet for eksempel). Og de giver også lys, og når det kniber med at finde beværtningssteder i det kulsorte oktobermørke, der lægger sig over husene tidligt om aftenen.

En del af husene virker, som om de er under renovering, og også det hus, vi ankommer til, som ejes af China og Fife, er for nylig bygget om og til. Så nyt er det, at manden i huset sætter en reol op til køleskabet i det ene værelse, efter at vi har sat vores kufferter ind i rummet.

Klinkerne på gulvene er funklende nye, ikke et sandkorn får lov at sætte sig på verandaen. "Manden i huset" er så meget sagt - det er det eneste, vi ser til ham under opholdet, mens konen hele tiden er i nærheden, fejer, snakker med sin søster, der er på besøg, eller rumsterer i køkkenet.

China taler engelsk og fortæller stolt om sin søn, der smiler til os fra flere fotos på væggen. Han bor hos sin svigerfamilie i Florida, mens han er under uddannelse, siger hun. Forklaringen på det lovlige ophold er Chinas spanske rødder, der efter sigende har udstyret hende med et pas, så hun kan rejse fra Cuba. En mulighed, som hverken Fife eller hans søn har, og derfor må vores værtinde alene rejse over og besøge den bortrejste inden længe, siger hun.

 

4. Anita i Trinidad

"Tak for besøget. Selv om kommunikationen har været mangelfuld, har det været hyggeligt," skriver Anita på oversættelsesappen på sin smartphone, da vi er ved at tage afsked, og dermed fordobler vi med et snuptag antallet af ord, der er udvekslet i løbet af det tre dage lange ophold.

Anita ejer ikke huset, og hun har ikke behov for at tale med os, hun arbejder, og det respekterer vi, selv om vi godt kunne have brugt gode råd til at finde rundt i byen. Vi bor her i fire dage, og byen er rejsens højdepunkt. Det ville vi gerne have delt med Anita.

Værelserne er der ikke grund til at klage over. De ligger på første sal og virker som en kitschet fortsættelse af moden i 1959, da revolutionen afbrød al handel med omverdenen. Som på de andre casaer er der både et køleskab fyldt med vand, sodavand og øl til en så lav pris, at vi ikke selv vil besvære os med at slæbe det hjem, samt et rent og pænt badeværelse. Men også som på andre casaer er her hverken håndsæbe og shampoo.