15-årig racerkører fra Vejle imponerer i Formel 1-rugekassen

Mikkel Grundtvigs bil er en fryd for øjet, og der er lagt masser af kærlighed i dens udseende. Det bliver betalt igen på racerbanen, hvor den i høj grad skiller sig ud. Foto: Annelene Petersen

15-årig racerkører fra Vejle imponerer i Formel 1-rugekassen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

15-årige Mikkel Grundtvig har overrasket både konkurrenter og sig selv i sin første sæson som Formel 4-kører. I weekenden kørte han på Ring Djursland i sin racer, som er blevet døbt "det blå lyn".

Pederstrup: Formel 4 er ikke et spørgsmål om liv eller død. Men sådan så det ud søndag eftermiddag på Ring Djursland.

Fra en udsigtsplads i et tårn bygget til lejligheden kunne en håndfuld voksne mænd se til, mens Formel-1-sportens rugekasse foldede sig ud: Bag en safetycar gjorde bilerne sig klar med motorer, der brølede til himlen så højt og rungende, så det lød som om satan selv var i gang med at kalde guderne ned.

Blikkene hos de voksne mænd var rettet mod banen. Men et par af øjnene kiggede mod asfalten lige under dem. De tilhørte en far til en af kørerne.

- Nåeh, er hjertet nu ved at hoppe ud af halsen på dig igen, sagde en af hans venner.

- Jeg kan ikke holde til det, lød svaret. Og kort efter forlod han stedet. Det blev simpelthen for meget.

Hvis man begynder at spekulere på, at man kører galt, kan man slet ikke køre.
Mikkel Grundtvig, Formel 4-kører.
Der køres tæt i Formel 4. Her et billede taget i fuld fart, mens en konkurrent ligger og lurer på det sekund, der skal til, for at han kan indlede en overhaling. Foto: Annelene Petersen
Der køres tæt i Formel 4. Her et billede taget i fuld fart, mens en konkurrent ligger og lurer på det sekund, der skal til, for at han kan indlede en overhaling. Foto: Annelene Petersen

Over forventning

Et eller andet sted forstår man ham godt. For de knægte og tøser, der kører Formel 4, giver den gas. Mikkel Grundtvig er det lokale indslag i feltet. Han styrer en blå racer, som er specieldesignet til at skille sig ud.

Og det gjorde den i høj grad. De andre biler var et hav af hvidt, så "det blå lyn" som Grundtvigs bil allerede er blevet døbt, var en kærkommen forandring på den kuperede asfalt, der danner Ring Djursland.

Den 15-årige kører er ambitiøs. Han vil køre Formel 1, og den første sæson i Formel 4 er, indtil videre, gået over al forventning.

- Jeg havde sat mig to mål: At jeg skulle lære og at jeg gerne ville i top-5. Efter de første tre løb er jeg nummer to, så det er jeg både meget overrasket over og meget glad for, siger Mikkel Grundtvig.

Han er helt ny i klassen, og han har heller ikke prøvet de danske baner ret meget. Ring Djursland havde han kørt på i tre kvarter før løbet i weekenden.

- Det er en udfordring, men det er rigtig fedt, for jeg lærer meget. Heroppe kørte jeg i regn, og det har jeg aldrig prøvet før i en Formel 4-bil. Men det gik godt, siger han.

Mikkel Grundtvig efter et heat. Han skal altid have tid til at tænke tingene igennem efter et løb. Og han er sjældent tilfreds med sig selv.  Foto: Annelene Petersen
Mikkel Grundtvig efter et heat. Han skal altid have tid til at tænke tingene igennem efter et løb. Og han er sjældent tilfreds med sig selv. Foto: Annelene Petersen

Kollision og ulykke

Lyden er øresønderrivende, da racerbilerne passerer udkigstårnet på langsiden med 190 kilometer i timen. Det lyder som en sværm af overdimensionerede bier, der er ved at gå amok i en nektar-rus. Og det eneste, der bryder lyden, er det høje smæld fra udstødningerne, når uforbrændt benzin antændes og eksploderer med et knald.

Bilerne er klinet op ad hinanden, og Mikkel Grundtvig er involveret i en kollision, da han bremser, så bilen bag ham banker ind i hans bagende, kommer ud af kurs og brager direkte ind i en stålbande. Føreren springer ud med armene fægtende omkring sig. Han er rasende over at ryge ud.

- Det er sådan noget, der sker, konstaterer Mikkel Grundtvig tørt.

Ligesom den nervøse far i indledningen, har han også nervøse forældre, der kigger på.

- Min mor har også nerverne siddende udenpå tøjet, siger han og griner.

- Men det er ikke noget man tænker på, når man sidder i bilen. Hvis man begynder at spekulere på, at man kører galt, kan man slet ikke køre, siger han.

Mikkel Grundtvig skal køre igen den 13.-15. juli i Norge.

Som perler på en snor kører bilerne på Ring Djursland. Banen er udfordrende, for den er kuperet og teknisk vanskelig. Foto: Annelene Petersen
Som perler på en snor kører bilerne på Ring Djursland. Banen er udfordrende, for den er kuperet og teknisk vanskelig. Foto: Annelene Petersen

15-årig racerkører fra Vejle imponerer i Formel 1-rugekassen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce