Erik Pedersen var med til at skabe talentfabrikken

Erik Pedersens karriere som ungdomstræner i VB kan aflæses i de 25 årsskrifter, som han her studerer. Foto: Yilmaz Polat

Erik Pedersen var med til at skabe talentfabrikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

78-årige Erik Pedersen var cheftræner i VB's ungdomsafdeling i 25 år - i dag savner han flere Vejle-drenge på klubbens førstehold.

Vejle: Vejle Boldklub bærer rundt på det prestigefyldte tilnavn "talentfabrikken". En af bagmændene er den gamle The Double-vinder Erik Pedersen.

I dag er han 78 år. I 25 år var han cheftræner for et af eliteholdene i ungdomsafdelingen, og han skabte et utal af ungdomslandsholdsspillere og divisionsspillere.

En af dem var Brian Steen Nielsen, der ikke lægger skjul på, hvilken betydning Erik Pedersen fik for hans flotte karriere i dansk og udenlandsk fodbold.

- Brian Steen Nielsen var en speciel spiller for mig. Han gik rundt på sekundaholdene, da jeg så ham første gang. Det var helt galt. Jeg hev ham op på førsteholdet, og han havde en fantastisk vilje. Jeg er ikke det fjerneste overrasket over, at han blev landsholdsspiller. Han ville noget hver eneste gang, siger Erik Pedersen.

Det hele startede en dag i 1975. Erik Pedersens nabo, nære ven og holdkammerat på divisionsholdet i flere år, Karsten Lund, ønskede at stoppe som træner for VB's miniputter.

- Karsten spurgte mig, om jeg ikke ville afløse ham. Jeg var lige stoppet på divisionsholdet og havde tiden, så jeg sagde ja, fortæller Erik Pedersen.

Han startede med miniputterne. Efter nogle år overtog han lilleputterne og sluttede af med drengene.

- Jeg stoppede i 2000 efter 25 år som ungdomstræner, og det var en fantastisk tid. Jeg var træner for en masse dejlige drenge. Det var en fornøjelse at starte sæsonen med knægte, der ville en masse, og slutte sæsonen med drenge, der kunne en masse. De ville gerne lære, og vi fik nogle gode hold ud af det, siger Erik Pedersen.

Hans bedste årgang blev jysk mester i miniputter i 1988 og jysk mester i lilleputter i 1990.

Erik Pedersen
Erik Pedersen78 år, gift med Anette

Smede- og maskinarbejder, uddannet i Randers

Ungdomsfodbold i Randers Freja, snød sig til at starte som ni-årig.

Debus på Randers' divisionshold 22. maj 1960 mod B1901, 3-0 sejr.

Divisionsfodbold i Randers Freja, 47 divisionskampe

Årets spiller i Randers Freja i 1962

Afskedskamp i Randers 25. november 1962

Reserve til ungdomslandsholdet i 1962 mod Finland

Skiftede til Vejle Boldklub i 1963

Debut i årets første kamp i 1963

224 divisionskampe for VB på 11 sæsoner

Udtaget til det jyske unionshold i 1968

Pokalfinale mod Randers Freja i 1968, Randers vandt 3-1.

Vinder af The Double, pokal og mesterskab, med VB i 1972.

Afskedskamp 9. juni 1974 mod Frem

Arbejdede 32 år på Vejle Havn

Anette og Erik Pedersen har tre sønner, John, Allan og Lars og syv børnebørn.
Erik Pedersen bor kun et stenkast fra Vejle Stadion og følger stadig VB's kampe på Vejle Stadion sammen med sine sønner. Foto:  Yilmaz Polat
Erik Pedersen bor kun et stenkast fra Vejle Stadion og følger stadig VB's kampe på Vejle Stadion sammen med sine sønner. Foto: Yilmaz Polat

De største talenter

Listen over divisionsspillere, som kom ud fra Erik Pedersens talenfabrik, var Brian Steen Nielsen, Thomas Gravesen, Martin Birn, Morten Bech, Lasse Lauth, Kurt Fritsen, Peter Gravesen, Michael Madsen, Mads Beierholm, Steffen Kielstrup, Jerry Brown og Peter Borregaard, og han havde også fodboldspillere, der fik succes i andre sportsgrene, bl.a. bokseren Nebil Yiman og tennisspilleren Lars Baes.

- Vi trænede to gange om ugen. Det var lige tilpas for mig og familien, siger Erik Pedersen.

Anette og Erik Pedersen havde selv tre drenge John, Allan og Lars, der også spillede i VB, og Anette passede kiosken på både Nordre Stadion og senere også på Vejle Stadion, så fodbold blev en familiesport hos familien Pedersen fra Finlandsvej.

Ejgil ordnede det hele

Erik Pedersen er fra Randers. Han blev divisionsspiller i Randers Freja, kom på udvalgt hold og blev årets spiller i Randers Freja i 1962.

Poul Bilde skiftede fra Randers til Vejle i 1962, og Erik Pedersen fulgte efter i 1963.

- VB's venstre back Poul Jensen var anfører for OL-landsholdet i Rom i 1960. Han stoppede med topfodbold, og VB skulle bruge en ny venstre back. Poul Bilde og Peter Poulsen fik mig overtalt til at skifte til VB i 1963, og det har vi aldrig fortrudt.

- Nej, men jeg var nu sur, siger fru Anette Pedersen. Erik sagde ikke noget til mig. Jeg læste nyheden om hans skifte i Randers Amts Avis, så jeg kom først til Vejle to år senere.

Hun havde sit frisørjob i Randers at passe.

Hun er også blevet vild med Vejle og kunne ikke tænke sig at bo andre steder.

Erik Pedersen kæmpede sig på divisionsholdet og var med til at vinde "The Double" i 1972, både pokalen og det danske mesterskab.

- Det er underligt at tænke på, at jeg altid har spillet venstre back siden drengeårene. Og jeg har altid været højrebenet, siger han.

Arbejdede til han blev 72 år

Erik Pedersen er uddannet smede- og maskinarbejder og har altid lystret kælenavnet "Smeden". Han arbejdede, indtil han blev 72 år.

- Jeg skulle jo stoppe på et eller andet tidspunkt, siger han.

- Jeg har været træner for hundredvis af spillere. Ofte havde vi seks hold i en årgang, og jeg skulle jo holde øje med, om der gik nogle store talenter på de andre hold. Jeg lærte en masse knægte at kende, og det sker meget ofte, at jeg hilser på en af dem nede i byen. Jeg indrømmer, at det ikke er alle navnene, jeg kan huske i dag, men det er da sjovt, når de kommer og hilser.

- Jeg stillede store krav til dem. Ikke noget med børnefødselsdage og den slags. De skulle passe deres træning to gange om ugen. Jeg krævede disciplin. Der var enkelte, som ikke gjorde, som jeg forlangte, og så udtog jeg nogle andre.

- Jeg havde flere udenlandske drenge, men de var meget disciplinerede over for mig. Det kunne være et større problem at få deres fædre til at forstå, at man skal betale kontingent for at spille fodbold i en dansk fodboldklub. De troede, man skulle have penge for det, smiler "Smeden".

En af de frække

Thomas Gravesen var en af de frække knægte.

- Jeg havde ingen problemer med ham. Han var en dejlig dreng og en god fodboldspiller.

- Jeg gav ham en enkelt karantæne fra klubhuset, men han var en dejlig fyr, indskyder Anette Pedersen.

Ægteparret kendte alle i VB.

- Vi fik ingen penge for det, men højdepunktet var den årlige rejse med divisionsholdet, hvor vi havde damerne med. Vort højdepunk var i 1990, da jeg blev årets træner i VB. Gaven var en tur til VM i Italien. Vi så England-Vesttyskland i semifinalen og havde en fantastisk tur, siger Erik Pedersen.

Det var 25 år som ulønnet træner. Belønningen var de glade drenge og de fine resultater, VB's hold opnåede.

I dag hygger han sig med sine frimærker. Det er ikke så nervepirrende som de vigtige fodboldkampe.

Erik Pedersen bor tæt på Vejle Stadion. Han følger superligaholdet sammen med sine drenge og er også medlem af VB's seniorklub, hvor han er med til de månedlige møder. Helbredet har det fint, men han har et enkelt hjertesuk.

- Jeg kunne nu godt tænke mig, at der var lidt flere Vejle-drenge med på divisionsholdet i dag, siger han.

Erik Pedersen var med til at skabe talentfabrikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce