Nu lever VB for alvor: 3-0 sejr over AC Horsens

Malte Amundsen var eneste nye ansigt i startopstillingen hos VB. Foto: Claus Fisker, Scanpix

Nu lever VB for alvor: 3-0 sejr over AC Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle: For første gang i denne sæson præstede VB at vinde to kampe i træk. Holdet har for alvor fundet formen i de afgørende kampe, og det blev understreget med sejren på 3-0 over AC Horsens.

Med sejren får VB lagt maksimalt pres på Sønderjyske i kampen for at nå tredjepladsen i puljen, og med sejren er AC Horsens nu kun fem point efter på den andenplads, der udløser en billet til næste sæsons Superliga, og det er stadig ni point at spille om.

Kampen fik en hektisk indledning. AC Horsens appellerede for straffespark mod Frederik Mortensen på kampens første angreb, da han kom i klemme i VB-forsvaret. Kort efter var det VB, der testede Matej Delac. I to omgange fik Serhiy Hryn afsluttet, men gæsterne slap med skrækken.

VB overtog som ventet store dele af spillet i første halvleg, men det var først efter 26 minutters spil, at den næste chance opstod. Kjartan Finnbogason forsøgte sig med en flugter, men sendte bolden over mål.

AC Horsens var sjældne gæster foran VB-målet, men kort før pausen sendte Kasper Junker et hovedstød på oversiden af overliggeren, da han sigtede efter det fjerneste målhjørne efter hjørnespark.

AC åbnede anden halvleg med en kæmpe chance til Sammy Skytte, men tæt under mål sendte han bolden over Thomas Hagelskjær og endnu længere over målet.

Sivert Heltne Nielsen begik straffespark på Jacob Schoop i det 52. minut. Allan Sousa scorede sikkert til 1-0. Han bankede bolden ind midt i målet, da Matej Delac i AC-målet tog chancen og sprang til den ene side.

Det var tæt på at blive 2-0 kort efter, da Michael Lumb mistede bolden på kanten af eget felt, men Mikkel Qvist fik i sidste øjeblik headet bolden over egen målramme.

I det 62. minut kiksede Matej Delac et udspark. Bolden blev kvikt sendt i dybden til Allan Sousa, der sikkert straffede fejlen med målet til 2-0.

Føringen fik for alvor VB-mandskabet til at sprudle. AC Horsens satsede på at komme tilbage i kampen, og det gav maser af plads til omstillinger for hjemmeholdet.

Med et kvarter igen kiksede Matej Delac et nyt udspark. Det var tæt på at koste en scoring, men blev i sidste omgang vekslet til et hjørnespark. Men det hjalp ikke gæsterne. Kjartan Finnbogason scorede til 3-0 ved at heade bolden i mål.

AC Horsens fik lagt pres på, men Thomas Hagelskjær leverede to store redninger på Sivert Heltne Nilsen og Nicolai Brock-Madsens hovedstød og mere blev det ikke til for de to mandskaber.

Bo Henriksen holdt ord med at ryste posen oven på 3-0 nederlaget til Sønderjyske. Fire nye mand i startopstillingen blev det til, og oven i blev der byttet rundt på pladserne og systemet. Frederik Mortensen fik superligadebut, og Sebastian Avanzini fik sin første kamp fra start i den bedste række. Sammy Skytte, Kasper Junker og Sivert Heltne Nielsen var også nye.

Hos VB var der kun en enkelt ændring i forhold til det hold, der drev gæk med Sønderjyske. Malte Amundsen afløste Tobias Mølgaard på venstre back på grund af sidstnævntes skade.

De to holds startopstillinger:

VB: Thomas Hagelskjær, Malte Amundsen, Mads Lauritsen, Mads Greve, Kerim Memija, Melker Hallberg, Jacob Schoop, Allan Sousa, Vladan Yurchenko, Serhiy Hryn, Kjartan Finnbogason.

AC Horsens: Matej Delac, Frederik Mortensen, Mads Juel Andersen, Bjarke Jacobsen, Michael Lumb, Sivert Heltne Nilsen, Mikkel Qvist, Hallur Hansson, Sammy Skytte, Sebastian Avanzini, Kasper Junker.

De to hold mødes igen på torsdag i Horsens. Der er kampstart kl. 14.

Nu lever VB for alvor: 3-0 sejr over AC Horsens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce