Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Overraskelsen lurer - åbningskampe lever sit eget liv

Salman Al-Faraj og hans holdkammerater har en klar ambition om at spille sig videre fra gruppen. Det kræver givetvis point i åbningskampen i Moskva. Foto: Patrik Stollarz/Scanpix

Overraskelsen lurer - åbningskampe lever sit eget liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afrikanske hold har stået for de to største sensationer i åbningskampe ved VM. Rusland kan få svært ved at leve op til favoritværdigheden mod Saudi Arabien.

Hvis det russiske landshold skal bruge statistikken til et eller andet inden torsdagens VM-premiere mod Saudi Arabien, skal det være konstateringen af, at værtsnationen ved de seneste tre slutrunder er sluppet fra åbningskampen uden nederlag.

For fire år siden slog Brasilien heldigt Kroatien 3-1, for otte år siden spillede Sydafrika 1-1 mod Mexico, og i 2006 indledte Tyskland genoplivningen af landsholdet med 4-2 over Costa Rica i München.

De tre kampe har markeret genindførelsen af, at værtsnationen spiller åbningskampen. Fra 1930 til 1954 blev flere kampe spillet samtidig, og man valgte så at kalde en af dem åbningskampen, fra 1958 til 1970 var værterne en del af åbningen, i 1974 gik man væk fra det igen, og fra 1978 til 2002 var det så verdensmesterens lod at starte turneringen.

Og det var i den periode, at de mest opsigtsvækkende resultater opstod.

1990 Argentina-Cameroun 0-1

Miraklet i Milano blev det kaldt, da de dengang ukendte camerounere for første gang markerede sig på den store scene. Okay, de havde ganske vist spillet 1-1 mod de senere verdensmestre fra Italien otte år tidligere, men det her var noget helt andet.

De uhyre hårdt spillende afrikanere var blevet reduceret til 10 mand efter en god time, men fem minutter senere steg Omam Biyik til vejrs og headede mod mål. Her fik den argentinske målmand Pumpido fumlet kuglen ind over stregen, og den føring kæmpede Cameroun hjem med endnu et rødt kort til følge.

Cameroun vandt gruppen, slog Columbia i ottendedelsfinalen og måtte først bøje sig i kvartfinalen mod England.

Argentina gik videre som en de bedste treere og spillede sig siden i finalen, som Vesttyskland vandt 1-0. I øvrigt efter to argentinske udvisninger.

2002 Frankrig-Senegal 0-1

Igen var det et afrikansk land, der indledte en slutrunde med en sensation.

Godt nok boksede de franske verdensmestre med skader og måtte undvære Zinedine Zidane, men de var stadig gigantiske favoritter mod et senegalesisk hold uden den store slutrunde-erfaring.

Efter en halv times tid begyndte der at tegne sig billedet af en bemærkelsesværdig åbningskamp, da Pape Bouba Diop udnyttede et fint indlæg fra kampens store spiller El Hadji Diouf, der senere i karrieren kom til Liverpool.

Franskmændene spillede en sløv kamp, men havde alligevel flere gode forsøg - ikke mindst fra Thierry Henry. Men afrikanerne stod distancen og indledte dermed den gigantiske nedtur, Frankrig oplevede under den slutrunde. De fleste vil kunne huske 2-0-nederlaget til Danmark, der endegyldigt sendte verdensmestrene ud af turneringen.

Senegal gik videre som toer efter Danmark, slog Sverige i ottendedelsfinalen, men missede semifinalen efter et nederlag på 1-0 til Tyrkiet.

2018 Rusland-Saudi Arabien

På papiret er Rusland trods den elendige placering på verdensranglisten favorit mod Saudi Arabien, men det var ikke bare tomme ord, da den russiske landstræner Stanislav Cherchesov onsdag gav udtryk for respekt for modstanderen.

Saudi Arabien har i argentineren Juan Antonio Pizzi en erfaren træner, der senest vandt Copa America med Chile i 2016. Pizzi har taget over efter hollænderen Bert van Marwijk, der spillede en fin kvalifikation og førte Saudi Arabien til det første VM i 12 år, men som siden mistede jobbet efter stridigheder med forbundet.

Pizzi har ført det fornemme arbejde videre, og Saudi Arabien præsenterede sig senest som et yderst kompetent mandskab ved kun at tabe 2-1 til Tyskland.

Måske den næste minderige åbningskamp venter...

Overraskelsen lurer - åbningskampe lever sit eget liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.