Boligmatador deler ulovlige overvågningsbilleder af mistænkte graffitimalere: Jeg vil gøre det igen

Det lille overvågningskamera øverst i billedet fangede to mænd, som Pierre Legarth, der ejere bygningen, mistænker for at lave graffiti på muren. Kameraet har dog filmet ulovligt, da det filmede ud på offentligt areal. Desuden var det ulovligt, da Legarth mandag delte overvågningsbillederne til tusindvis af mennesker. Foto: Lotte Højstrøm

Boligmatador deler ulovlige overvågningsbilleder af mistænkte graffitimalere: Jeg vil gøre det igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erhvervsmanden og byggematadoren Pierre Legarth delte mandag billeder af mænd, han mistænkte for at male graffiti på en af sine ejendomme. Han delte billederne vidt og bredt, selv om han vidste det var ulovligt, og han vil måske gøre det igen i en lignende sag.

Kolding: Erhvervsmanden og boligmatadoren Pierre Legarth vidste godt, at han ville gøre sig selv til lovbryder, da han mandag lagde tre overvågningsbilleder af et par mistænkte graffitimalere ud i facebook-gruppen Facebook Kolding med knap 35.000 medlemmer.

Ifølge straffelovens §264d er det ulovligt at dele den slags overvågningsbilleder, og det vidste han godt.

Dertil kommer, at selve overvågningsbillederne også er ulovlige. Billederne er taget af det overvågningskamera, Pierre Legarth har siddende på en mur på sit firma-domicil i Bredgade. Men i strid med tv-overvågningsloven har kameraet ikke kun filmet inde på Legarths private grund. Det filmede også ud på fortovet, vejen og helt over på det modsatte fortov og bygningen der.

Pierre Legarths opslag på Facebook er nu slettet, men forinden nåede han at fortælle de mange, der havde kommenteret opslaget, at han ved hjælp af oplysninger vidste, hvem de mistænkte gerningsmænd var.

Reglerne
  • Straffelovens §264d siger bl.a. følgende: Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
  • Loven om tv-overvågning siger følgende i §1: Private må ikke foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.
Dette opslag lagde Pierre Legarth ud på Facebook mandag. I hans opslag kunne man langt tydeligere se de filmede personer. JydskeVestkysten har valgt at sløre dem fuldstændigt i det screenshot, der er taget af Legarths opslag.
Dette opslag lagde Pierre Legarth ud på Facebook mandag. I hans opslag kunne man langt tydeligere se de filmede personer. JydskeVestkysten har valgt at sløre dem fuldstændigt i det screenshot, der er taget af Legarths opslag.

Vil betale bøde

Pierre Legarth oplyser, at det er en fejl, at hans overvågningskamera, der blev sat op for et par år siden, filmede ud på offentligt areal. Det blev han gjort opmærksom på i forbindelse med delingen af billederne, og han fortæller, at det vil blive indstillet korrekt.

Han erkender blankt, at han har overtrådt loven ved at dele overvågningsbillederne i offentligheden, men han fortryder ikke.

- Jeg vidste det og er indstillet på at betale en bøde. Min hensigt var at få nogle til at hjælpe mig med sagen, og det lykkedes. Det er ret fantastisk, siger Pierre Legarth.

Men du bryder loven?

- Når man i flere år i streg har brugt flere hundrede tusinde kroner på at reetablere bygninger efter graffiti, bliver man en smule træt af det. Der er jo nogle områder i Kolding, der ligner østeuropæiske industriområder på grund af graffiti. Jeg gør det af stor kærlighed til byen, siger Pierre Legarth.

Ingen alterdrenge

Hvorfor nøjedes du ikke med at gå til politiet med billederne i stedet for at dele dem ulovligt med tusindvis af mennesker?

- Det her var lidt nemmere, og nu kan jeg aflevere en færdig pakke til politiet med navne, adresser, telefonnumre og facebook-profiler på de to. Jeg ved godt, jeg har lavet en overtrædelse, men de to er jo ikke ligefrem alterdrenge, og jeg synes, det er en god investering for at få det graffitimaleri stoppet. Sådan nogle går jo rundt og ødelægger folks ejendomme, og det er ikke tilfældigt, hvad de gør. De havde jo hætter på.

Kan du forstå, hvis nogle tænker, at du ikke er meget bedre end dem, der har malet graffiti, når du også overtræder loven?

- Ja, det kan jeg godt forstå. Jeg er heller ikke perfekt. Men det her var et helt særligt tilfælde. Jeg tror dog, at jeg vil dele billederne igen, hvis vi igen fanger graffitimalere på overvågningen.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, som han ikke kender til. Men han oplyser, at man som udgangspunkt ikke må videoovervåge ud over offentlige arealer, med mindre man har en særlig tilladelse.

Han oplyser desuden, at det ikke er tilladt at dele overvågningsbilleder eller selv at efterlyse kriminelle.

Boligmatador deler ulovlige overvågningsbilleder af mistænkte graffitimalere: Jeg vil gøre det igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce