Medmenneskelighed. Vi kan ikke være bekendt bare at se den anden vej


Medmenneskelighed. Vi kan ikke være bekendt bare at se den anden vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trekantområdet. 

Lørdag aften kl 21.45 kom jeg kørende på Vestre Ringgade i bil sammen med min datter. Hun får øje på en mand, der ligger og sover på fortovet i den modsatte side af vejen, og jeg siger, at jeg vil tjekke om han er ok, når jeg kører retur.

Da jeg kommer forbi igen cirka 15 minutter senere, ligger han der stadig i samme stilling. Jeg er ikke helt tryg ved at stoppe, men det er fire grader udenfor, så der kan han ikke ligge. Der kommer andre biler og også cykler og gående forbi, men ingen reagerer. Jeg kører hjem og beder min mand om at køre derned, og godt for det.

Han får vækket en meget kold og rystende ung mand, som er noget forvirret. Min mand kører ham på banegården, og manden giver flere gange udtryk for, hvor glad han er for, at min mand hjalp ham.

Og hvorfor skriver jeg så det?

På ingen måde for at få anerkendelse for at reagere, jeg kunne ikke drømme om at lade være. Men hvor ville jeg ønske, at flere mennesker havde det på samme måde. Jeg har fuld forståelse for, at man kan være nervøs for at tage kontakt til et fremmed menneske, som ligger og måske er beruset, på stoffer eller psykisk syg. Men vi er altså forpligtet til at gøre et eller andet, når vi møder nogle, der er ude af stand til at tage vare på sig selv. Ikke bare vende blikket den anden vej og lade som ingenting. En dag er det måske en selv, ens søn eller bror, der har brug for hjælpen. Måske var han vågnet selv efter en time eller to, men nogle gange går det altså galt. Og det kan simpel medmenneskelighed og lidt mindre forskrækkelse overfor hinanden være med til at forhindre.

Medmenneskelighed. Vi kan ikke være bekendt bare at se den anden vej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce