Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Plejehjemsbeboere på tur: Skal i rickshaw fra Kolding til Rømø

Onsdag eftermiddag blev der kørt en prøvetur rundt i kolding, som optakt til en 125 km. cykeltur fra Kolding til Rømø. Passagererne er plejehjemsbeboere fra otte forskellige plejecentre i Kolding. Foto: Søren Gylling

Plejehjemsbeboere på tur: Skal i rickshaw fra Kolding til Rømø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I juni drager 16 plejehjemsbeboere fra forskellige plejecentre i Kolding på en cykeltur fra Kolding til Rømø. En tur der vil tage tre dage og blandt andet byde på stejle stier og strandbesøg.

 

Rundt om turen
I alt tager 16 plejehjemsbeboere, otte social- og sundhedsassistenter fra plejecentrene og ni cykelpiloter den ottende juni afsted mod Rømø. Tre dage hvor de vil cykle igennem byer som Sjølund, Ribe og muligvis også Gram. Deltagerne vender hjem igen den 10. juni.Der vil være ti rickshawcykler, hvor der i de fleste vil sidde to passagerer. I nogle få vil der kun sidde en. Rickshawcyklerne er batteridrevne.

Kolding: - Når vi begynder at cykle, skal vi råbe 'vamos', så selv de bagerste i rækken, kan høre det, siger Søren Steffensen, mens han råber 'vamos' så højt, at det runger i det lille lokale, hvor 16 plejehjemsbeboere, otte ansatte og nogle frivillige cyklister, også kaldet piloter, sidder.

Søren Steffensen sidder i bestyrelsen for Cykling uden Alder. En organisation, hvor frivillige cyklister cykler rundt med plejehjemsbeboere i rickshawcykler. Også kendt som Christiania cykler, bare med sæder foran.

Og sammen med Cykling uden Alder har otte plejehjem i Kolding Kommune planlagt en tredagstur fra Kolding til Rømø. På cykel. Onsdag blev der afholdt et sidste møde inden de den ottende juni drager mod Rømø.

Oplevelser i det fri

Marie Knudsen har sammen med sin veninde Esther Pedersen, der begge bor på Plejecentret Vesterled i Vamdrup, prøvet at køre i en rickshawcykel et par gange før den afsluttende prøvetur onsdag middag. Og selv i silende regnvejr er de to veninder enige om, at det ikke er nødvendigt at gøre sig de helt store forberedelser inden turen til Rømø.

- Der skal bare være fint vejr. Ikke for meget vind eller for meget sol, griner Esther, mens hun bliver pakket ind i et rødt tæppe og regnslag i cyklen for hverken at blive våd eller kold under turen i Kolding.

Det er heller ikke vejret, der gør turen god.

- Jeg glæder mig bare til at komme ud i naturen og være sammen med folk. Det er det, der gør turen speciel, siger Marie, mens hun putter huen over sit hoved, inden hun sætter sig ind i cyklen.

Ikke gratis

Men en cykeltur for 35 mennesker er ikke gratis.

- Turen med alt indregnet kommer til at koste omkring 200.000 kroner, men så meget kommer vi slet ikke til at betale, siger Bente Suni, der er aktivitetskonsulent i Kolding Kommune, og forklarer, at mange lokale firmaer har givet sponsorater, så det beløb plejecentrene selv skal punge ud med er blevet noget lavere.

Men det er ikke kun penge plejecentrene har modtaget til turen. Også frugt, frokost og jakker har de fået. Og alt er lige godt, mener Bente Suni.

- Vi kan bruge alt. Det hele tæller. Jeg håber da, at flere lokale vil sponsorere et pund kaffe eller nogle kiks til turen. Der bliver spist rigtig meget på sådan en tur, griner hun.