Renault sætter navn på stand-in for svindelmistænkt topchef

Renaults administrerende direktør, Carlos Ghosn, er tilbageholdt i Japan, hvor han mistænkes for blandt andet skatteunddragelse for millioner af dollar. (Arkivfoto)

Renault sætter navn på stand-in for svindelmistænkt topchef

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bilproducenten vil trods anklager om skattesvindel fortsat beholde Carlos Ghosn som administrerende direktør.

Carlos Ghosn forbliver administrerende direktør og bestyrelsesformand hos den franske bilproducent Renault trods sin anholdelse i Japan og anklager om bedrageri for millioner af dollar.

Det står klart, efter at Renaults bestyrelse tirsdag aften mødtes i Paris til et ekstraordinært møde for at diskutere fremtiden for den udstødte topchef.

I samme ombæring oplyser bestyrelsen, at den har udpeget bilproducentens øverste driftsleder, Thierry Bollore, til midlertidigt at udfylde pladsen for Carlos Ghosn.

- Hr. Ghosn, som er midlertidigt uarbejdsdygtig, forbliver formand og administrerende direktør, skriver Renaults bestyrelse i en udtalelse.

Mens Carlos Ghosn efterforskes i Japan, vil Thierry Bollore have de samme beføjelser som en administrerende direktør til at drive selskabet.

Den 64-årige fransk-brasilianer blev anholdt i Japan mandag. Ghosn, der betragtes som en af de ledende figurer i den globale bilindustri, mistænkes for at have skjult sine reelle indkomster for at unddrage skat.

Japanske efterforskere mener, at han har underrapporteret lønninger for 44,6 millioner dollar - godt 291 millioner kroner - i perioden fra 2011 til 2015. Det skal angiveligt være sket i samarbejde med Greg Kelly, en anden Renault-chef.

Desuden mistænkes Ghosn ifølge Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen for "en lang række signifikante tilfælde af overtrædelser såsom personligt brug af firmaets aktiver".

Renaults bestyrelse oplyser efter tirsdagens møde, at beslutningen er blevet truffet med henblik på at kunne "bevare koncernens interesser samt kontinuitet i virksomhedens drift".

Anholdelsen af Ghosn har skabt store dønninger i Renaults hjemland, hvor præsident Emmanuel Macron er gået ind i sagen.

Den franske stat ejer 15 procent af Renault.

- Som aktionær vil den franske regering fortsat være ekstremt opmærksom på stabiliteten i alliancen, hos Renault og dets ansatte, sagde Macron mandag.

Carlos Ghosn er i branchen kendt under kælenavnet "Le Cost Killer" for sine evner til at nedbringe udgifterne hos Renault og Nissan.

Han blev kendt i Japan, da Renault opkøbte store dele af Nissan og satte Ghosn på opgaven at få den japanske bilproducent på ret køl. I 2016 blev samme manøvre brugt, da Nissan købte landsfællen Mitsubishi.

I Japan er Carlos Ghosn derfor blevet en meget markant skikkelse i bilindustrien.

Renault sætter navn på stand-in for svindelmistænkt topchef

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce