Syv ofre er udskrevet efter masseskyderi i New Zealand

Skudofre blev hastet til Christchurch Hospital fredag, efter at der kom anmeldelser om, at en eller flere gerningsmænd havde afgivet skud i to moskéer under fredagsbønnen. Syv er natten til lørdag dansk tid blevet udskrevet, mens 41 fortsat modtager behandling.

Syv ofre er udskrevet efter masseskyderi i New Zealand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

41 personer er fortsat indlagt på hospitalet i Christchurch, efter at en gerningsmand affyrede skud i moskéer.

7 af de 48 personer, der var indlagt på hospitalet efter skyderier i den newzealandske by Christchurch fredag, er blevet udskrevet.

Det fortæller hospitalschef ved Christchurch Hospital Greg Robertson.

En eller flere gerningsmænd gik fredag eftermiddag lokal tid ind i to moskéer i New Zealand og begyndte at skyde løs under fredagsbønnen.

49 personer er indtil videre afgået ved døden, mens flere har alvorlige skader.

Ifølge Robertson kæmper blandt andre en fireårig pige for sit liv. Hun er i kritisk tilstand og er blevet overflyttet til Auckland Hospital for videre behandling.

Yderligere 11 skudofre er i kritisk tilstand, men de er fortsat på Christchurch Hospital, forklarer Greg Robertson.

- Vi har haft patienter med skader mod størstedelen af kroppen, der varierer fra forholdsvis overfladiske skader til mere komplekse skader i blandt andre brystet, bækkenet og hovedet, siger han natten til lørdag dansk tid.

En 14-årig dreng ved navn Sayyad Milne var blandt skudofrene, og tidligt lørdag morgen dansk tid skriver New Zealand Herald, at drengen er død.

Dødsfaldet er ifølge avisen bekræftet af drengens far, John Milne.

- Jeg har mistet min lille dreng. Han var lige fyldt 14, siger han til mediet.

Sayyad Milne var elev på Cashmere High School i New Zealand, og den skæbnesvangre dag var han taget i moskéen med sin mor og sine venner.

Noget, han gjorde hver fredag.

Der er forskellige beretninger i medierne om det præcise antal ofre, der er indlagt på hospitalet. Ifølge The Guardian er 39 indlagt natten til lørdag dansk tid, hvoraf de 11 ligger på intensivafdelingen. Blandt skudofrene skulle både være mænd, kvinder og børn.

Hovedparten af ofrene er mænd i alderen mellem 30 og 40 år, oplyser Greg Robertson.

Syv ofre er udskrevet efter masseskyderi i New Zealand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce