Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Trump beder højesteret om at tillade fuldt indrejseforbud

Donald Trump lovede under præsidentvalgkampen "at lukke helt ned for, at muslimer kunne komme til USA".

Trump beder højesteret om at tillade fuldt indrejseforbud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det Hvide Hus vil have indrejseforbud til at træde fuldt i kraft og ikke kun delvist, som det er tilfældet nu.

USA-præsident Donald Trumps administration har bedt den amerikanske højesteret om at lade hele Trumps indrejseforbud træde i kraft.

Det sker mandag, efter at en domstol i Californien i sidste uge besluttede at lade Trumps indrejseforbud delvist træde i kraft.

Beslutningen i Californien betød, at personer fra seks forskellige lande med overvejende muslimsk befolkning kan nægtes adgang til USA.

Domstolens beslutning lød dog, at det kun var, hvis personerne ikke havde nogen forbindelse til USA, at de kunne forbydes indrejse.

De seks lande er Iran, Libyen, Syrien, Yemen, Somalia og Tchad.

Donald Trumps omstridte indrejseforbud har været længe undervejs, og to tidligere versioner af forbuddet er blevet stoppet af føderale domstole.

Den nuværende version blev annonceret 24. september.

En dommer i Hawaii blokerede i oktober for det omstridte indrejseforbud kun få timer inden, at det skulle træde i kraft ved midnat. Dommeren blokerede ikke forbuddet, der gælder folk fra Nordkorea og Venezuela.

Beslutningen i Californien i sidste uge ophævede blokeringen fra dommeren i Hawaii. Men Det Hvide Hus er altså ikke tilfreds med, at forbuddet nu kun gælder personer, der ikke har en forbindelse til USA.

Og derfor har Trump-administrationen bedt den amerikanske højesteret om at lade indrejseforbuddet blive implementeret fuldt ud.

Argumentet lyder blandt andet, at det nuværende forbud adskiller sig fra de to tidligere versioner "både i forhold til forløbet og indholdet".

- Det er baseret på national sikkerhed og udenrigspolitiske affærer og ikke på religiøs modvilje, lyder det fra Det Hvide Hus om forbuddet.

De relevante forbindelser, som det nu kræves af visse personer for at få adgang til USA, er defineret som familieforhold samt "formelle, dokumenterede" forhold til eksempelvis universiteter.

Donald Trump har sagt, at et indrejseforbud er nødvendigt for at beskytte USA mod islamistiske angreb. Under præsidentvalgkampen lovede Trump "at lukke helt ned for, at muslimer kunne komme til USA".