Kai Johansen er død: Var leder for EM-holdet i 92 og var med til vinde VB's første mesterskab

Kai Johansen var i maj med til at fejre 60 års jubilæet for VB's første danske mesterskab i 1958. Her ses fire af spillerne Erling Sørensen, Kai Johansen, Knud Herbert Sørensen og Tommy Troelsen. Kai Johansen er nummer to fra venstre. Arkivfoto: Mette Mørk

Kai Johansen er død: Var leder for EM-holdet i 92 og var med til vinde VB's første mesterskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den gamle VB'er, der i 20 år var holdleder for fodboldlandsholdet, døde i lørdags, 86 år.

Vejle: Den kendte fodboldleder Kai Johansen, Vejle, døde i lørdags efter nogen tids sygdom. Han blev 86 år.

I 20 år var han holdleder for det danske fodboldlandshold.

Han blev kendt som manden, der altid sad ved siden af landstræneren. Han var Sepp Pionteks højre hånd.

Kai Johansen har levet et liv i fodbold.

"Store Kai" var en frygtet højre back på Vejles divisionshold. Han fik debut på VB's divisionshold i 1951 og var med til at spille VB op i 1. division i 1956 med sejren på 2-1 over B93 i Københavns Idrætspark.

I 1958 var han med til at vinde det første danske mesterskab til Vejle Boldklub. Han vandt også to pokalfinaler i 1958 og 1959, inden han stoppede karrieren i 1963.

I 36 år var han leder af folkeregistret ved Vejle Kommune, men han nåede 40 års jubilæet, da han tog fire år som idrætskoordinator i Idrættens Hus i Vejle.

Her var en af hans opgaver at styre europamesterskaberne i boksning i 1996.

Kai Johansen var med i udtagelseskomitéen i Vejle Boldklub, efter at han stoppede som spiller, og i 1976 kom han med i DBU's UK, der skulle udtage landsholdet. Det var, mens Rudi Strittich var landstræner. Forinden var han formand for ungdoms-UK fra 1. januar 1974.

Da Sepp Piontek blev landstræner i 1979, blev UK nedlagt, men han havde brug for en holdleder, der vidste noget om fodbold. Valget faldt på Kai Johansen, der passede jobbet frem til 1. januar 1993. Det gav ham mange store oplevelser - og venner for livet. Blandt dem tæller Sepp Piontek og Preben Elkjær.

Kai Johansen nåede at arbejde sammen med fire landstrænere, Rudi Strittich, Kurt Nielsen, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen, og han fik aldrig en krone for sit arbejde i DBU.

Kai Johansen var en stor og stærk og frygtet forsvarsspiller, man slog sig på.

219 kampe blev det til på Vejles divisionshold. Og hvor mange mål? Et enkelt. Det faldt i 1957.

Han var jo en back, der ikke gik ret meget med frem under hjørnespark, men i en kamp mod Skovshoved havde Kai Johansen forvildet sig frem i skovsernes straffesparksfelt under klumpspil. Det endte med, at han skubbede målmand Theil Drengsgaard ind over målstregen, og dommer Frede Hansen anerkendte målet til skovsernes store fortrydelse.

Kai Johansen var også en respekteret ungdomstræner i VB, og han var leder af lilleputafdelingen, hvor han var med til at give mange talenter et godt afsæt med kurs mod en karriere på divisionsholdet.

Selv har Kai Johansen været VB'er, siden han var otte år. I mange år var han med i VB's seniorklub, og for få måneder siden var han med til at fejre 60 års jubilæet for VB's danske mesterskab i 1958.

Kai Johansen har hele vejen fået en fin opbakning af sin kone Birgit, og datteren Christina har været et naturligt midtpunkt i familielivet, bl.a. var hun medvirkende til, at Kai Johansen var meget aktiv på golfbanen, og de var også trofaste teatergængere, fordi Birgit Johansen var med i teaterbestyrelsen.

Kai Johansen er død: Var leder for EM-holdet i 92 og var med til vinde VB's første mesterskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce