VB vandt lokalopgøret foran rekordpublikum i Vejle - men champagnen bliver på køl

Foto: Mette Mørk

VB vandt lokalopgøret foran rekordpublikum i Vejle - men champagnen bliver på køl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Champagnen bliver på køl

Fodbold Vejle Boldklub gjorde onsdag aften sit og vandt 1-0 over FC Fredericia, men da Esbjerg samtidig vandt i Skive, afgøres oprykningen til Superligaen først på søndag, når VB skal en tur til Thisted.

Får VB point i den kamp er oprykningen en realitet, uanset om Esbjerg hjemme slår HB Køge.

Lokalopgøret, som blev overværet af 10.192 tilskuere, hvilket er rekord på det nye stadion i Vejle, blev afgjort af et selvmål af FC-anfører Christian Ege.

VB blev i sidste øjeblik op til kampen tvunget til en ændring i front. Imed Louati blev umiddelbart inden kampen testet og måtte stå over på grund af en mindre muskelskade, han fik under tirsdagens træning.

Flere ændringer

I stedet spillede D'Avila Ba Loua i front på et VB-mandskab, som havde yderligere to ændringer i forhold til lørdagens kamp i Skive.

Mads Lauritsen sad ude med karantæne, og i stedet spillede Viljormur Davidsen, der sad over i Skive af samme årsag, og så spillede Jacob Schoop i stedet for Kim Elgaard på den centrale midtbane

FC Fredericia havde en del ændringer i forhold til seneste. Piscu spillede ikke på grund af karantæne, og i stedet for ham spillede Erik Nissen.

Desuden var Dennis Høegh og Esben Petersen nye i startopstillingen, og de erstattede Brent McGrath og Anders Holvad.

Nervøs start

VB-mandskabet begyndte noget nervøst og havde i kampens indledning svært ved at ramme hinanden. FC Fredericia gik frisk til sagen og lagde et højt pres, som ikke bekom hjemmeholdet vel.

Chancer kom der dog ingen af i de første 25 minutter, hvor det meste foregik midt på banen. FC Fredericia blev tidligt tvunget til en udskiftning, da stopperen Andreas Nordvik udgik, efter han i eget straffesparksfelt kom galt af sted med bentøjet. I stedet trak anfører Christian Ege fra midtbanen ned i det centrale forsvar, og det skabte lidt uro hos gæsterne.

Også VB blev tvunget til en tidlig udskiftning, da Nicolaj Madsen 10 minutter inden pausen udgik med en fodskade.

Kort inden VB fik Kim Elgaard på banen, faldt kampens første gode mulighed, da Denis Fazlagic fik en udmærket skudchance, men VB-målmand Pavol Bajza slog bolden til hjørnespark.

Få minutter senere faldt kampens første VB-mulighed, da Simone Branca kom fint igennem i venstre side, og fandt Jacob Schoop i en fin position, men VB-anfører fik ordentlig ram på kuglen og sparkede over mål. Også Allan Sousa kom til en fin afslutningsmulighed, som FC Fredericias målmand Alexander Nybo klarede. Det gjorde Nybo også kort efter, da D'Avila trykkede af.

VB sluttede første halvleg bedst, men det lykkedes ikke at få bolden i mål.

Selvmål

FC Fredericia begyndte anden halvleg bedst, havde i anden halvlegs indledning et lille overtag og kom til et enkelt forsøg, som Pavol Bajza tog sig sikkert af.

VB-mandskabet havde i anden halvleg vanskeligt ved at komme i gang, og dermed lignede det kampens begyndelsen, hvor VB'erne også havde det svært.

Der gik mere end et kvarter, inden VB kom til sin første afslutning. Den faldt til Rasmus Lauritsen, som fik hovedet på en frisparksbold fra Allan Sousa, men Lauritsen headede over mål.

Kort efter fik Sousa en stor mulighed efter en fin VB-kontra, men brasilianerens afslutning snuppede Alexander Nybo.

Få minutter efter var Nybo imidlertid chanceløs, da FC-anfører Christian Ege i en presset situation uheldigt fik dirigeret bolden ind bag sin egen keeper.

Med føringsmålet trak VB sig en smule tilbage på banen og overlod en del af spillet til gæsterne. FC Fredericia havde dog svært ved at skabe de helt åbenlyse muligheder.

VB'erne virkede farligst, når de kom af sted i kontraangreb, men den sidste aflevering manglede præcision.

I slutfasen kom FC Fredericia ikke nærmere end et frisparksforsøg, som havnede i muren.

Mens VB som nævnt søndag spiller i Thisted, slutter FC Fredericia sæsonen med en hjemmekamp mod Vendsyssel.

VB vandt lokalopgøret foran rekordpublikum i Vejle - men champagnen bliver på køl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce