Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Video: Mød den italienske menneskekender og fodboldtræner


Video: Mød den italienske menneskekender og fodboldtræner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han vil vinde. Det handler om at sætte holdet og kampen højere end sig selv. For VB's italienske cheftræner Adolfo Sormani har livet drejet sig om fodbold, siden han var barn. Hans kæreste gør dog sit til, at han også oplever andet af Vejle.

Vejle: Kæbemusklerne sitrer anspændt. Hvileløst traver han frem og tilbage. Koncentration lyser ud af 52-årige Adolfo Sormanis øjne. For et øjeblik siden var her høj musik, snak og grin. Nu er omklædningsrummet mennesketomt og stille. En af VB's holdledere går igennem rummet og spørger Adolfo, om han ikke skal en tur ind og kigge.

"Never" svarer Adolfo og ryster på hovedet.

For ham er minutterne her før kampstart de værste. Al forberedelse er gjort, og nu er der kun en ulidelig ventetid tilbage. Han går aldrig ud og ser opvarmningen, for så bliver han måske i tvivl om sine valg. En enkelt skadet spiller kommer tilbage i omklædningsrummet. Han er ved at pakke til den kommende vinterpause og juleferie. Adolfo sætter sig og får en lille snak med ham. Forsætter derefter sin vandring i det stille rum. Kigger på taktiktavlen, hvor de mange magnetspillere er strategisk placeret, og så traver han videre.

Man skal ikke glemme, at udover de personlige mål med at spille fodbold, spiller alle i bund og grund, fordi de kan lide at spille fodbold.
Adolfo Sormani
Adolfo Sormani
52 år, italiener.I forhold med en kvinde i Rom.

Har ingen børn.

Tidligere italiensk fodboldspiller. Har blandt andet spillet for Rimini, Parma og Mestre.

Nuværende job: Cheftræner for Vejle Boldklub.

Har siden 2003 arbejdet som træner, blandet andet som ungdomstræner i Juventus og Napoli.

Hans forældre kom fra Brasilien og flyttede til Italien, hvor hans far Angelo Sormani spillede fodbold på højt plan, bl.a. på det italienske landshold.

Slå undertekster til på videoen for at få danske undertekster på interviewet med Adolfo Sormani.

Familie på distance

For Adolfo handler dét at være cheftræner i bund og grund om at arbejde med mennesker. Det handler om at få de enkelte spillere til at performe og være opmærksom på, hvad der skal til. Den italienske træner er meget bevidst om, at der er forskellige kulturer, forskellige vaner og forskellige måder, som spillerne tænker, man bør gøre tingene på. Det ser Adolfo som den største udfordring, den størst stimuli ved jobbet, men også det største problem. Der er også forskellige ting uden for banen, som påvirker det inde på banen.

- Det er for nemt bare at sige, "du spiller" - for du er et menneske, altså en ung mand, som er en fodboldspiller, og du er et menneske med alle de plusser og minusser, der følger med, når du løsriver dig fra familien og kommer ind i en kontekst, som ikke er din, forklarer Adolfo.

Det er ikke mange uger siden, at VB havde besøg af en ung brasilianer. Cheftræneren oplevede, at han nærmest stak af hjem, fordi han var ved at dø af længsel.

Selv savner han også sin familie, men han længes ikke hjem til livet i Rom. Selvom han ikke er meget for at tale grimt om Italien, er han frustreret og trist over den udvikling, han oplever, og som han synes rykker sig til det dårligere, hver gang han kommer hjem.

Chefen bestemmer

Spillerne kommer tilbage fra opvarmningen inde på banen. Nogle får hjælp af fysioterapeuterne, andre småsnakker. Ro og fokus sænker sig. Der er fem minutter til kampstart. Nu er det Adolfo, der har ordet. Han forventer, som hver gang før en kamp, at alle er 100 procent klar til at yde deres bedste. Denne kolde novemberdag er det til efterårssæsonens sidste kamp. Under omklædningen har Adolfo været rundt og snakke med de enkelte spillere. Nogle får bare små kommentarer, andre lidt længere snakke. Nu får alle et håndtryk, en hånd på skulderen og mange også et knus.

Ingen i VB-truppen er i tvivl om, hvem der bestemmer. Og noget af Adolfos brændstof kommer af at mærke, at spillerne følger hans anvisninger, der i høj grad går ud på at få spillerne til at tænke spillet selv. Når de træner og spiller kamp, skal de ikke tænke på sig selv, det slår holdet ihjel. Alle skal give det bedste, de har i sig til holdet.

Passioneret forhold til både brød og fodbold

Klokken er 14.25, og spillerne løber på en lige række på banen med børnespillere fra Jelling ved deres side. Ved siden af løber modstanderne fra Vendsyssel FF. Adolfo følger sine spillere stående fra sidelinjen. Al hans energi sendes ind over banen. Efterfulgt af en byge af ord. Råb og snak. Og tænksomme pauser. Hænder og arme arbejder i et andet tempo end benene. Hver en muskel i trænerens krop er spændt. Og det giver et spjæt og et vredesudbrud i den 174 cm lange krop, da gæsterne scorer. Adolfo er slet ikke tilfreds med at være bagud, inden der er gået 10 minutter af kampen. Det gør ham gal, hvis han ikke kan se og mærke spillernes entusiasme. Så gal, at han sprutter og syder. Men han har heller ikke givet op. Flere fagter og flere ord fyger ind mod spillerne.

Der er også stor indlevelse fra assistenttræneren Giovanni Mazzella. Han og Adolfo har kendt hinanden, siden de var 10 år. Dengang spillede de sammen i Napoli. Nu er det syvende klub, de sammen er trænerteam i. Og de trives i Vejle, hvor de hver især bor i en lejlighed forskellige steder i midtbyen. Giovanni Mazzella har kone og tre store børn hjemme i Italien. Adolfo har ingen børn, men en kæreste, som han bor sammen med i Rom. Hun arbejder som tekstforfatter, så i perioder kan hun godt arbejde i Vejle og tilbringer også en del tid her. Problemet er bare, at hun synes, Adolfo snakker og tænker for meget på fodbold, kommenterer han tørt. Hun har dog været med på Vejle stadion og set cirka halvdelen af efterårets kampe.

Det er også hende, der har tid til at gå rundt og finde alle de små gode steder, som Adolfo er imponeret over at Vejle har i midtbyen. Ét er de italienske, men der er også mange andre specialforretninger og spisesteder, han kan lide at besøge. Han er vild med det vejlensiske brød. Især det kæmpe udvalg, byen har. Han tager sågar brød med hjem til familien, og hans kæreste siger, at hans brødfascination nærmer sig en besættelse.

Forstår at holde fokus

Den adrætte mand bevæger sig frem og tilbage langs sidelinjen og er meget kontrolleret i sin begejstring, da det fire minutter senere lykkes VB at udligne. Adolfo er den eneste, der tilsyneladende tager det roligt ved føring kort tid efter, da efterårets topscorer Dominic Vinicius bringer VB foran med 2-1. Den store angriber, der nu er fortid i klubben, løber ud og omfavner Adolfo. Alle andre hopper og danser rundt. Adolfo signalerer, at det er "hul i hovedet" - at det bliver farligt at juble så meget.

- Jeg siger altid til spillerne: Du kan have din personlige drivkraft for at spille - berømmelsen, penge, damer - men for at du kan nå dit mål, er du afhængig af dine medspillere. Du kan ikke gøre det uden dem.

Kort før dommerens pausefløjt bliver det til 3-1, så spillerne går til pause med optimistiske blikke. Alle samles med fokus på Adolfo i omklædningsrummet. Korte og præcise instruktioner følger. Al opmærksomhed er samlet om trænerens ord. Budskabet er at alle skal blive ved med at tænke sig om og forsætte med at arbejde hårdt for at få sejren i hus. Som altid er Adolf intens og har øjenkontakt med alle, han taler med.

Det indre pres

I anden halvleg har den italienske træner ikke meget stemme tilbage. Adolfo tillader sig selv at sidde ned i få sekunder af gangen. Kroppen er dog stadig næsten i konstant bevægelse. For mange fans handler denne kamp om, hvem der skal overvintre på førstepladsen i første division. Og de er også begyndt at drømme om oprykning til superligaen. Men Adolfo spiller udelukkende, fordi han vil vinde, ikke fordi han føler sig presset. Han er helt klar på spørgsmålet om, hvordan han oplever situationen:

- Vi føler intet pres. Andet end presset for at vinde, fordi vi VIL vinde, ikke fordi vi BØR vinde. Ud over det, er det ikke noget pres. Kun at vi har lysten til at vinde. Vi bærer ikke på eventuelle år med skuffelser for VB.

Vores måde at tænke på er, at vi går efter selv at bestemme vores skæbne ved at gøre noget, i stedet for at vente på, at der sker noget. Så er det ikke altid, at det går, som man havde planlagt. Men hvis vi falder, så falder vi i det mindste, som vi havde besluttet.

Respekt for mennesker

Med et kvarter igen scorer anfører Jacob Schoop. 4-1 ville der stå på måltavlen, hvis den virkede. Den italienske træner er ellers imponeret over, hvor godt alt her i Danmark fungerer.

- Danmark er et ekstremt velorganiseret land med stor respekt for borgerne og for at vedligeholde offentlige rum og områder. Noget, vi helt har mistet i mit land. Det er én af grundene til, at jeg kan lide at bo her. Jeg oplever en respekt for medmennesker. Noget, der virkelig passer godt til min karakter.

Noget, der har imponeret ham, er den åbenhed, han har mødt. Som da den ansvarlige for VB's bogholderi uden rigtig at kende dem, inviterede de tre italienske trænere hjem på pizza, efter de blot havde været i byen tre-fire dage.

Forløsning

Endelig lyder fløjten. Adolfo knytter næverne, træder ind på banen og vender derefter straks rundt og omfavner sin tro følgesvend, Giovanni Mazzella. Klubbens ejer Andrew Zolotko og medlem af VB's bestyrelse Chang Jin er hurtigt på banen og viser deres begejstring for træneren med store smil og knus. Adolfo følger med spillerene over banen til hjørnet, hvor fanklubben holder til. Der råbes og hilses. TV får en kommentar, mens han ydmygt sender en hilsen op mod tilskuerne, og han siger tak for kamp til alle omkring sig.

- Man skal ikke glemme, at udover de personlige mål med at spille fodbold, spiller alle i bund og grund, fordi de kan lide at spille fodbold. Og når de vinder, kan de fortælle mig, hvad som helst, men de føler sig bedre tilpas. Så er det klart, at de kan tænke på penge, berømmelse og så videre, men når du er i det, når du spiller og vinder, så kommer de ting i anden række. Så er det lige meget, om du spiller for Vejle eller Manchester City, så spiller du, fordi du synes, det er sjovt.

Hele truppen samles i omklædningsrummet. Flere bestyrelsesmedlemmer kommer også og snuser til fejringen. Den slovakiske målmand Pavol Bajza skal nå et fly hjem på juleferie om kort tid, så han er hurtig under bruseren. En af holdlederne kommer med fadøl, der danses og synges. På mange sprog. Adolfo går roligt rundt. Han smiler afslappet og har lige en enkelt kommentar til to af spillerne. Så forlader han den festlige stemning og snakker med pressen, der venter udenfor. Assistenttræner Giovanni Mazzella tager en afstressende smøg. Ferie venter forude, og truppen rejser hjem til vidt forskellige destinationer.

Starter fra nul

Adolfo tænker stadig på fodbold. Og tilbage i det kølige Vejle efter flere ugers ferie er han klar til at starte forfra. Helt fra nul. Han ved, at der kan være sket alt muligt på tre måneder. Både udskiftninger i egen trup, men det er i den grad lige så vigtigt at starte på samme niveau som modstanderne, der også er et nyt sted. For ham er det en helt ny turnering, der starter, og han synes, man er tåbelig, hvis man tror, at tingene er, som de var før pausen. Nu handler det igen om at holde fokus på holdet og på kampen. En kamp ad gangen. Som han vil vinde. Men han skal have alle med på hans mission. De skal ville det for holdet.

- Vi ved, at vi har med mennesker at gøre. Vi kan ikke adskille fodboldspilleren fra mennesket. Mennesket ER spilleren. Hvis ikke vi sørger for, at spilleren har ro og er tilfreds, kan vi ikke forvente, at de yder noget.

Video: Mød den italienske menneskekender og fodboldtræner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.