Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

93-årig kunstmaler bag nyt værk

Maleren Albert Bertelsen sætter sit navn på plakat nummer 24 for Vejle Amatørscenes Vejle Kabaret i Skyttehuset, mens Gut Andersen ser på. Hun er som altid parat til at sælge plakaten fra sin butik Guts Gemmer. Foto: Torben Glyum

93-årig kunstmaler bag nyt værk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Maleren Albert Bertelsen har ikke tal på hvor mange gange, han har skrevet sit navn med en blød blyant på en plakat i en god sags tjeneste.

Han ved dog, at han netop har gjort det 300 gange på 24. udgave af plakaten til Vejle Amatørscenes Vejle Kabaret i Skyttehuset.

Plakaten har en pæn ældre kvinde som blikfang, og nederst i venstre hjørne har maleren skrevet 100 x, og det hele er til ære for 100-året for kvindernes valgret.

Pæn ældre dame

- Det er Thyra, som er i centrum på Alberts plakat, siger Gut Andersen, der som altid er klar til at sælge plakaten fra sin butik, Guts Gemmer, Valløesgade 26 A i Vejle.

Albert Bertelsen fortæller, at han har ladet sig inspirere af, at det i år er 100 år siden, kvinderne fik valgret.

- Nu har jeg ofte tegnet mærkelige mænd, og i år har jeg så tegnet en pæn ældre dame. Jeg synes, hun ser ud til at være rar, siger Albert Bertelsen med et skævt smil.

Når han har tilføjet en farverig fugl på plakaten, er det af hensyn til hele den koloristiske komposition.

Et symbolsk udtryk

- Men man kan også vælge at se fuglen som et symbolsk udtryk for, at i kabaretten synger enhver med sit næb, siger han.

Den 93-årige maler er ikke gået på sommerferie som så mange andre, han fordyber sig i det lyse atelier i hjemmet i Mølholm.

- Jeg har det nu engang bedst, når jeg opholder mig her og er optaget af at male, siger han.

Plakaten, der er trykt hos Prinfo Vejle/Jelling Bogtrykkeri i 300 eksemplarer på gedigent papir, koster ligesom den plejer 100 kroner. Alle plakater bærer Albert Bertelsens signatur.