Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmelder: Ucharmerende animationstalent

Showproducer Buster Moons ubehagelige væsen bidrager kraftigt til filmens ubehagelige stemning. Foto: UIP

Anmelder: Ucharmerende animationstalent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er godt nok originalt morsomt, at den ældgamle teatersekretær taber sit glasøje ned på sit tastatur og derved føjer et par nuller til præmiesummen.

Og det er velfungerende opfindsomt, at grisemoderen konstruerer en moder-erstatningsmaskine, så storfamilien ikke opdager, hun går til prøver.

Men sådanne opløftende lyspunkter er få og små i animationsfilmen "Syng".

Persongalleriet er Anders Andske dyremennesker med deres arts tydeligst kendetegn: Snabel, grisetryne, fårepels eller pigge fæstnet på en krop med arme, ben, hænder og fødder, som gør dem i stand til at gebærde sig som mennesker. Ingen er synderligt sympatiske, fascinerende eller nuttede, derimod er to af de væsentligste figurer så usympatiske, ondskabsfulde og griske, at deres ubehageligheder siver ud og inficerer hele filmens stemning.

Den ene af disse er koalaen Buster Moon, der har kørt sit teater i sænk. Derfor vil han stable en "X Factor"-lignende sangkonkurrence på benene, men filmen glemmer hurtigt konkurrence-ideen.

Det budskab, Buster gentagne gange udpensler, og som derfor fremstår som filmens budskab: "Lad ikke frygten forhindre dig i at gøre det, du elsker", er da fint - om end måske noget overflødigt i disse reality-tider - men det passer bare ikke på handlingen som helhed, kun på en enkelt af dens figurer og bliver derfor for smalt og specifikt.

En opfordring

En film, der postulerer at handle om en sangkonkurrence, er selvfølgelig fyldt med sange, og for at fremhæve talentkonkurrence-ideen er den ældste af disse Puccinis "Nessun Dorma", som Paul Potts sang til sejr i den allerførste udgave af "Britain's Got Talent". Derefter fangede mit øre en Beatles-ballade anno 1969, og så gik det sang-i-sang helt frem til for nylig. Alle flot og stort klingende, de fleste i de originale arrangementer, i nogle tilfælde fint understøttende personernes sindsstemning, men heller ikke dette gennemføres konsekvent.

Filmen fremstår derfor uforløst, ugennemarbejdet og den rummer ingen hverken særlig rørende eller sjove sekvenser.

Så logisk nok sad den anseelige flok (målgruppe)skolebørn, som var inviteret til visningen, dødsstille filmen igennem.

Men heldigvis kan man jo sagtens følge titlens opfordring, "Syng", uden nødvendigvis at se filmen.