Birgitte Vind venter i spænding på at komme i arbejde

Som nyvalgt medlem af Folketinget og ikke mindst som del af den nye regering, venter der et spændende arbejde forude for Birgitte Vind. Hun venter lige nu på, hvilke udvalgs- eller ordførerposter, hun bliver udpeget til. Arkivfoto: Angelina Owino

Birgitte Vind venter i spænding på at komme i arbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forhandlingerne om, hvem i regeringspartiet der skal have hvilke ordfører- og udvalgsposter er i fuld gang. Birgitte Vind glæder sig til at komme i gange med de opgaver, hun bliver tildelt.

Vejle/Christiansborg: Efter flere år i byrådspolitik ved Birgitte Vind (S) efterhånden, at uanset hvilke politiske emner, hun giver sig i kast med, så ender det altid med at blive spændende.

Hun indrømmer, at hun var lidt skeptisk, da hun i sin tid blev tildelt en plads i udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati, men kan nu se tilbage på nogle interessante opgaver og brugbare erfaringer, som hun har kunnet tage med sig.

Netop derfor er hun også indstillet på at være åben og gå til arbejdet med krum hals, uanset hvilke opgaver hun ender med at få som nyvalgt medlem af Folketinget og samtidig som en del af det nye regeringsparti. Alligevel er hun spændt.

- Mit partis ledelse sidder og fordeler posterne de næste par dage, og jeg er selvfølgelig meget spændt på, hvordan det kommer til at gå, og hvilke arbejdsopgaver vi hver især får, siger Birgitte Vind.

Ligesom de andre socialdemokratiske kolleger på Christiansborg har hun fået lov at komme med ønsker til de områder, hun især gerne vil arbejde med. Lige i øjeblikket er der en person udvalgt til at forhandle på hendes vegne med ledelsen, og så er det ellers bare at vente i spænding.

Birgitte Vind
Alder: 53 år.

Opvokse: Vejle.

Bopæl: Jelling.

Familieforhold: Gift og har to voksne børn på 28 og 32 år plus to voksne bonusbørn.

Uddannelse: Lærer, familieterapeut og med diplomuddannelse i ledelse.

Arbejde: Afdelingsleder for Petersmindeskolen og medlem af Vejle Byråd siden 2010.

Fritidsinteresser: Min køkkenhave, naturen og politik.

Børn er en hjertesag

For Birgitte Vind er det naturligvis et stort ønske at få lov at arbejde med de områder, som i sin tid var hele årsagen til, at hun gik ind i politik, og som hun især brænder for at kæmpe for.

Det er ikke mindst børn og unge - et område hun i sin rolle som lærer har arbejdet professionelt med de seneste tre årtier.

- Det ville været noget, jeg kunne ønske at få lov at arbejde med. Det er jo et område, jeg har stor en ekspertise i. 30 års erhvervserfaring inden for det samme område er der ikke ret mange, der har i mit parti, vurderer Birgitte Vind.

Især arbejdet med udsatte børn lægger hende på sinde.

- Aldrig før har så mange børn haft brug for hjælp i psykiatrien, og aldrig før har så mange børn med særlige udfordringer skullet klare at være i en almindelig folkeskole uden ekstra hjælp, siger Birgitte Vind og understreger vigtigheden af den nære indsats, hvor børnenes familie og ikke mindst kommunerne får de rette forudsætninger for at hjælpe børnene bedst muligt.

- Det er i høj grad den menneskelige bundlinje, der tæller - både for mig og mit parti.

Kultur er kittet

En anden af hendes hjertesager er kultur og foreningsliv, og her har hun også det enkelte menneske i centrum.

- Jeg er optaget af demokratidelen i vores kulturliv. Demokrati og kultur går hånd i hånd, og hver gang tre danskere mødes, opstår der en forening. Sådan skal det blive ved med at være, og vi skal sikre, at alle, uanset økonomisk status, kan gøre brug af det, påpeger Vejle-politikeren.

Derfor vil hun gerne arbejde for, at der eksempelvis bliver indført kultur- eller fritidspas til dem, der ellers ikke har råd til at tage del i foreningslivet. Eksempelvis også nydanskere.

- Kultur er det kit, der binder os sammen, og i foreningslivet møder vi mennesker, vi ellers ikke ville have mødt.

Vil arbejde for stemmerne

En bedre psykiatri eller arbejdet for at sikre, at vi på en og samme tid kan have et økonomisk bæredygtigt landbrug og bevare naturen og et rent miljø. Det er også opgaver, Birgitte Vind ville tage imod med kyshånd.

Men uanset hvad, glæder hun sig bare til at komme i arbejde.

- Jeg vil gerne i gang med at gøre en forskel. Der er mange, som hele tiden spørger mig, hvad jeg skal, men der er jo også mange, der har stemt på mig. De stemmer skal have en stemme på Christiansborg, understreger Birgitte Vind for fortsætter:

- Det handler om at bruge de kompetencer, man har og så ligge sig i kølvandet på partiets politik: En retfærdig retning for Danmark.

VB kommer med

Det kommer til at kræve lidt tilvænning for Birgitte Vind at være meget i København.

Hun understreger, at hun er en Vejle-pige helt ind i hjertet, og føler sig altid mest hjemme, når toget fra København er trillet helt ind på stationen i Vejle.

- Vejle er et smørhul på mange måder. Det er en fantastisk by med stor diversitet og en fantastisk natur. Og VB! Vi skal passe på begge dele, smiler Birgitte Vind og tilføjer:

- Jeg overvejer, om jeg ikke skulle købe mig en ny VB-trøje at tage med derover, siger Birgitte Vind om turen til hovedstaden og Christiansborg.

Birgitte Vind venter i spænding på at komme i arbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce