Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Boligformænd i fælles front mod politikere: Hvor er pengene, I lovede?

To af de fire boligforeningsformænd, Tage Majgaard fra Domea (tv.) og Helge Andersen fra AAB Vejle, står her ved indgangen til Vejles første almene boligbyggeri, Den Gamle Gård i Vestbyen. Boligselskaberne vil gerne bygge mange flere almene boliger, men byrådet har ikke bevilget penge til området i budgettet for 2018 og tre år frem. Foto: Lars Juul

Boligformænd i fælles front mod politikere: Hvor er pengene, I lovede?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byrådet afsatte ikke én krone til nye almene boliger i budgetforliget trods løfter om det modsatte. Det har fået boligformænd til at danne fælles front

Vejle: Vejlensere, der ønsker at bo billigt til leje i en almen bolig, må væbne sig med tålmodighed.

Selvom der eksisterer 10.939 almene boliger i Vejle Kommune, har boligforeningerne blot 22 ledige boliger, og de er typisk i færd med at blive istandsat.

Derfor er der reelt ikke en eneste ledig bolig, og udsigten til, at der bygges ret mange nye almene boliger, fortonede sig i det vejlensiske efterår.

Her vedtog et stort byrådsflertal - uden SF og Enhedslisten - et budgetforlig for 2018 og de tre efterfølgende år, hvor der ikke er afsat så meget som en flad femogtyveøre til nye almene boliger.

Kommunen skal betale pt. 10 procent af anlægsudgiften - den såkaldte grundkapital - til nye almene projekter, for at de fire store almene boligselskaber kan sætte spaden i jorden, og det forventes, at regeringen sætter det krav op til 14 procent fra 2019.

Borgmestre: Boligselskaber behøver ikke gå i panik
Det er langt fra kun arbejderfamilien, der flytter i almen bolig. Jeg tror vores afdeling i Fem Søstre slog hul på bylden, og ude hos os er det også den tidligere landmand, der flytter ind for at komme tættere på byerne.
Tage Majgaard, formand for Domea Egtved
Så få boliger er ledige
Så mange boliger har hvert almene boligselskab og så mange står tomme:
  • AAB Vejle: 4256 - 16 tomme*.
  • Boligforeningen ØsterBO: 3085 - 1 tom.
  • Lejerbo, Vejle: 716 - 0 tomme.
  • Domea Vejle-Børkop: 997 - 0 tomme.
  • Domea Egtved: 659 - 0 tomme.
  • Boligforeningen Give: 481 - 0 tomme.
  • Jelling Boligselskab: 317 - 0 tomme.
  • Boligselskabet Domea Give: 219 - 0 tomme.
  • Vejle Ældreboligselskab: 98 - 0 tomme.
  • De Vanføres Boligselskab, Vejle: 81, 5 tomme.
  • Boligforeningen Grejsdalen: 30 - 0 tomme.


* skyldes især totalrenoveringen af Møllevangen.

Er ikke visionære nok

De manglende penge har fået formændene for Lejerbo, Domea, ØsterBO og AAB Vejle til at danne fælles front. De har skrevet et fælles brev til samtlige byrådsmedlemmer, for de undrer sig over politikernes valg.

Beslutningen om ikke at afsætte penge til nye almene projekter kommer i en periode, hvor tilflytningen til Vejle aldrig har været større.

- Når kommunen gerne vil have mange tilflyttere, skal der også være boliger at tilbyde. Vi er klar med projekter, uanset hvor det skal være. Placeringen er ikke så vigtig, for vi er helt sikre på, at behovet er der, og at vi nok skal få boligerne lejet ud, siger Benny Haugsted, formand for Lejerbo.

- Jeg synes ikke, at byrådspolitikerne er visionære nok, når man har så mange tilflyttere. Det er ikke en tendens, der lige er opstået. Det har man kunnet se længe. Vi mærker en stor efterspørgsel på boliger, og det undrer os, at vi ikke kom med i budgettet, tilføjer Karin Mortensen, formand for ØsterBO.

Også et behov på landet

De fire boligforeningers ventelister bugner som aldrig før.

Alene hos ØsterBO steg ventelisten fra november 2016 til i dag fra 3100 til 3800 personer. En stigning på næsten 23 procent på bare ét år.

- Vi har gjort kommunen opmærksom på, at tomgangsprocenten er så lav og ventelisterne så lange, og hvis politikerne virkelig mener, at 20 procent af alle boliger skal være almene, skal der bygges flere de kommende år. Det er vigtigt at bygge boliger, folk kan betale, fortæller Helge Andersen, formand for AAB.

Alle boligforeninger blev i slutningen af august bedt om at sende forslag ind til nye projekter, og alene AAB er klar til 8-10 nye projekter, mens de tre andre også har projekter på tegnebrættet. Alligevel glemte forligspartierne fuldstændig området.

- Selvom politikerne siger, at de gerne vil have flere almene boliger, viser de det ikke. I budgetforliget glemte de helt begrebet grundkapital. Byrådet har fokus på Vejle, hvor behovet er størst, men der er også behov for flere almene boliger på landet. Men bortset fra Jelling sker der ingenting her, siger Tage Majgaard, formand for Domea Egtved og repræsentant for Domeas boligselskaber i Vejle Kommune.