Borgere i protest over tabt kulturarv: - Vi har allerede mistet rigeligt i vores by

Villaen er langt over hundrede år, bærer tydelige nyklassicistiske træk og husede tilbage i tiden en kendt person inden for musikkens verden. Men måske er den snart væk og erstattet af flere parkeringspladser og bedre forhold for leverandører af varer til nabobutikken - Rema 1000. Foto: Mette Mørk

Borgere i protest over tabt kulturarv: - Vi har allerede mistet rigeligt i vores by

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Planerne om en større Rema 1000 har vakt protest fra borgerne. En ny lokalplan betyder, at et hus - ifølge dem flot og fuld af historie - vil blive revet ned. Samtidig frygter man øget trafik.

Jelling: - Vi har allerede mistet rigeligt med kulturarv i vores by. Det må stoppe nu.

Sådan lyder det fra Margrethe Kruse Ellegaard, som forsøger at råbe politikerne i Vejle Byråd op.

Hun har sammen med knap 150 andre borgere i Jelling skrevet under på et høringssvar og sendt det ind til kommunen for at protestere imod Rema 1000's planer om at udvide på hjørnet af Vejlevej og Skovgade.

Butikken er i dag 803 kvadratmeter og vil gerne vokse til 1200 kvadratmeter. Indgangen placeres anderledes end i dag. Desuden ønsker butikken flere parkeringspladser og bedre tilkørsel for leverandører af varer.

Jeg håber sådan, at politikerne lytter mere til os end en norsk koncerns interesser, som i øvrigt ikke giver byen meget.
Margrethe Kruse Ellegaard, initiativtager
Foto: Mette Mørk
Foto: Mette Mørk

Har købt og vil rive ned

For at realisere planerne har kæden med hovedsæde i Oslo købt Skovgade 4 ved siden af og vil rive huset på grunden ned. Det kræver dog en ny lokalplan, som teknisk udvalg sendte i høring i marts og fem uger frem.

Bliver den vedtaget, kommer lokalplan nummer 1251 til at erstatte 154.

Men det vil Margrethe Kruse Ellegaard og de andre bysbørn ikke være med til. De mener ifølge deres indsigelse ikke, at en "udvidelse af en discountbutik bør føre til nedrivning af et hus med særlige æstetiske, lokalhistoriske og bevaringsmæssige kvaliteter".

Artiklen fortsætter efter det fulde høringssvar.

Stationsbyen kan ikke genskabes

Villaen blev bygget i 1881, bærer tydelige nyklassicistiske træk og husede tilbage i tiden blandt andre seminarielærer Marius Sørensen og dennes søn Oluf Ring, der står bag musikken til flere store danske sange - ikke mindst "Danmark, nu blunder den lyse nat".

Men det største problem skal ifølge underskriverne findes i det større billede.

Da man for år tilbage fritlagde monumentområdet, fjernede man omkring 70 af de eksisterende huse. Fortsætter man ikke blot den kedelige udvikling, lyder spørgsmålet.

- Man bør passe på ikke at fjerne den gamle stationsby helt, idet den også har en vigtig historie at fortælle, (...) som aldrig kan genskabes, hedder bekymringen i høringssvaret.

Lyt til os og ikke koncernen

Ydermere er man bekymret for trafikken, som i forvejen er generende, men som man med udvidelsen af Rema 1000 frygter vil blive værre.

Margrethe Kruse Ellegaard bor selv tæt på butikken og har oplevet, hvordan flere og flere biler og ikke mindst lastbiler er kommet til kvarteret efter lukningen af den tidligere hovedfærdselsåre ved Vejlevej og Gormsgade.

- Logistikken er i forvejen forkert, og støjen meget voldsom. Sommetider kan vi end ikke være i haven. Værre er det for skoleeleverne, som skal krydse vejene. Jeg håber sådan, at politikerne lytter mere til os end en norsk koncerns interesser, som i øvrigt ikke tilfører byen meget, siger Margrethe Kruse Ellegaard som initiativtager til underskriftsindsamlingen.

Formand vil granske argumenterne

I teknisk udvalg har man modtaget borgernes indsigelse, men formand Christoffer Aagaard Melson (V) har endnu ikke kigget den ordentligt igennem og vil derfor ikke kommentere på dens indhold.

Inden det kommende møde i næste uge vil han sætte sig ind i argumenterne imod den nye lokalplan for området og derefter tage stilling til sit eget ståsted.

- Først der kan jeg se, om der er kommet noget markant nyt frem og beslutte, hvad jeg selv mener. Man kan selvfølgelig altid blive klogere, og måske ændrer det på, hvad vi oprindeligt tænkte. Men det får vi at se på tirsdag, siger Christoffer Aagaard Melson.

Borgere i protest over tabt kulturarv: - Vi har allerede mistet rigeligt i vores by

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce