Borgmesteren vil beholde kraner og fragtskibe - Vejle vil ikke gå i Koldings fodspor

Boliger kommer kun til at indtage nordkajen og dermed ikke modsatte side. Erhvervet kan dermed nu og i de kommende år få forlænget dets lejekontrakter med 30 år. Arkivfoto: Yilmaz Polat

Borgmesteren vil beholde kraner og fragtskibe - Vejle vil ikke gå i Koldings fodspor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erhverv skal spille en rolle på havnen. Det mener borgmester Jens Ejner Christensen (V), der forsikrer, at politikerne i Vejle ikke skeler til Koldings vidtgående planer. Kraner og fragtskibe er nemlig en del af attraktionen ved at bo på havnen.

Vejle: Vejle skeler ikke til Kolding.

Det forsikrer borgmester Jens Ejner Christensen (V), som i disse dage følger tæt med i nabokøbstadens planer om et forvandlet havneområde. I løbet af to årtier sender man alle de traditionelle erhverv ud af Kolding Havn og erstatter dem med boliger. Det har vakt stor opstandelse blandt virksomheder og borgere.

Men så vidt kommer man ingenlunde til at gå i Vejle.

For netop kombinationen af strakte kraner og travle fragtskibe er ifølge Vejles borgmester en del af attraktionen ved at bo på havnen.

- Vi kommer ikke til at følge Kolding som eksempel. Tværtimod. Vi har igen og igen talt om, hvor vigtigt det er at bevare sydkajen til erhverv, siger Jens Ejner Christensen.

Vi ønsker for alt i verden ikke at skabe et goldt og sterilt miljø med en ghetto for folk fra samme indkomstklasse.
Jens Ejner Christensen (V), borgmester

Lejekontrakter på 30 år

At kommunen har store planer for Vejle Havn, kom frem forleden.

Idéen har spøgt i mange år, men i en ny strategi står der, at "arealer på nordkajen over en årrække udfases af havnens arealer og overgå til byudvikling". Men erhvervsdelen på modsatte side skal altså ikke følge sig truet.

Borgmesteren vil ikke udstede garantier som sådan, for det kan man ikke i politik, som han siger. Han peger dog på, at man nu og i kommende år forlænger lejekontrakter.

- Uden at blinke forlænger vi lejekontrakter med 30 år. Det må være et klart og tydeligt signal, mener Jens Ejner Christensen.

Ingen ghetto for rige

Hvad tænker du om, at virksomhederne måske alligevel er nervøse for fremtiden og dermed kan være tilbageholdende med at investere?

- Jeg kan kun forsikre dem om, at vi udelukkende har kig på nordkajen. For os er deres tilstedeværelse meget vigtig, svarer borgmesteren.

Responsen fra vejlenserne har efter nyheden været noget lunken på de sociale medier. Mens nogle mener, at en havn bør være en havn og intet andet, frygter andre, at nordkajen bliver et lukket land for de pengestærke.

Hvor stort et indtryk gør det på dig?

- Jeg forstår deres tanker. Vi er lige nu i den spæde fase, og det kan gøre folk utrygge. Vi ønsker for alt i verden ikke at skabe et goldt og sterilt miljø med en ghetto for folk fra samme indkomstklasse, siger Jens Ejner Christensen.

Som i dag er det meningen, at boligområdet skal består af en blanding af almene- og ejerlejligheder. De skal være omkranset af grønne arealer, som ifølge borgmesteren skal være med til at skille havnens to dele fra hinanden.

Caféer og vildt havnebad

Planen er også at gøre plads til butikker og caféer.

- Det ville være nemt at lægge alt ud i boliger, men vi skal gøre plads til liberalt erhverv og har faktisk i dag tomme lokaler øremærket eksempelvis caféer. Vi bliver tit kontaktet af folk, der vil bo der. De bliver afvist. Vi vil et levende område, fortæller han.

Drømmen på sigt er også at lave et havnebad, som flere gange før har været på tale.

Er vandet ikke for forurenet til at bade i?

- Vi gør os mange vilde tanker, og et havnebad er en af dem. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, hvis man gør som i Aarhus og henter vand ind fra længere ude og filtrerer det. Det bliver et superattraktivt sted, mener Jens Ejner Christensen.

Borgmesteren vil beholde kraner og fragtskibe - Vejle vil ikke gå i Koldings fodspor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce