Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Byens udsatte er gået ind i kampen for et nyt herberg

Vejle har i dag et herberg i Havnegade, men det er ikke tidssvarende, mener Sanne Bjerggård, leder af Café Parasollens gadeteam. Politikerne er tilbøjelige til at give hende ret. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Byens udsatte er gået ind i kampen for et nyt herberg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejles politikere bliver på tirsdag set i øjnene af det stigende antal hjemløse. De vil argumentere for, at byen mangler et nyt herberg.

Vejle: Vejle mangler et nyt herberg. Det er der ingen tvivl om blandt de hjemløse selv og de folk, der arbejder inden for udsatteområdet.

Derfor har organisationerne KFUM's Sociale Arbejde og Røde Kors slået sig sammen og afsat hele tirsdag eftermiddag 17. oktober for at sætte fokus på behovet. Det fortæller Sanne Bjerggård, som er leder af gadeteamet under Café Parasollen og hver dag er i kontakt med byens svageste.

Hun er ikke i tvivl om, at der i dag mangler et overnatningssted.

Socialt udsatte får måske et helt nyt værested og herberg
Vinteren er på vej, og jeg er oprigtigt bekymret og bange for, at nogen skal fryse ihjel.
Sanne Bjerggård, leder af gadeteamet 

107 hjemløse i Vejle

- Vi mangler et tilbud, der kan tage over, når værestederne lukker. Et sted med varme og ikke mindst fagpersonale. Vinteren er på vej, og jeg er oprigtigt bekymret og bange for, at nogen skal fryse ihjel. Flere og flere bor på gaden, fortæller hun.

Sanne Bjerggård har selv været med til den såkaldte optælling, som gennemføres hvert andet år for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). I dette års uge seks nåede man frem til, at Vejle har 107 hjemløse. For 10 år siden var der 78, og antallet er dermed steget med næsten 40 procent.

Lederen af gadeteamet nævner kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og boligmarkedet som årsager. Sidstnævnte er ifølge hende så godt som umuligt at komme ind på med en overførselsindkomst, hvilket øger behovet for et nyt herberg.

Vejle har i dag ét i Havnegade, men Sanne Bjerggård mener ikke, at det er tidssvarende, hvilket politikerne er tilbøjelige til at give hende ret i.

Lyt til de udsatte

På budgettet for 2018 afsatte byrådsmedlemmerne otte millioner kroner ekstra til voksenudvalget, og formand Gitte Frederiksen (V) gav for en måned siden udtryk for, at chancen for et tredje værested med mulighed for overnatning var rykket et skridt nærmere.

- Med beløbet fra budgettet synes jeg bestemt, at vi nu er tættere på målet. Faktisk har vi allerede sat forvaltningen på sagen for at få undersøgt diverse forhold, sagde hun til Vejle Amts Folkeblad.

Det vækker glæde i organisationerne, der dog påpeger, at byrådet skal huske at lytte til dem, det handler om. Partierne får i næste uge hver to minutter til at holde et oplæg om emnet og skal derudover svare på spørgsmål fra salen, hvor en del af de udsatte selv vil være.

- Jeg håber, at de kan være med til at give et mere nuanceret billede af problematikken og fortælle, hvordan deres livsvilkår er. Sommetider er det som om, at politikerne ikke forstår, at deres beslutninger eller mangel på samme har konsekvenser for rigtige mennesker, siger leder Sanne Bjerggård.

Musik og suppe på menuen

Udover debatten vil der være diverse oplæg. Ninna Høgh fra Projekt Udenfor vil blandt andet fortælle om social forståelse, mens Odense Kommune kommer for at fortælle, hvordan man dér har haft succes med at nedbringe antallet af hjemløse.    

Bagefter spiller Clifforth & Hein kendt fra X Factor, mens Café Parasollens brugere serverer suppe. Alle er velkomne til arrangementet, der bliver holdt i Bygningen fra klokken 16 til 19. Det er gratis.