De brune værtshuse kæmper for overlevelse: Man piller ikke ved en pilsners pris

Ivan Toft Hansen er indehaver af Ølstuen. Her er klientellet blandet, og stemningen god. Ivan Toft Hansen vil gerne tage en snak med sine gæster, men snakken foregår ikke til længere end døren. Foto: Mette Mørk

De brune værtshuse kæmper for overlevelse: Man piller ikke ved en pilsners pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mange danske værtshuse er pressede på økonomien, og de yngre generationer står ikke klar til at overtage fra de ældre stamgæster. Men de stærkeste værtshuse lever stadig deres eget stille liv, mens de kæmper for at overleve.

Vejle: "Ivan," kalder en ældre herre bestemt fra et af værtshusets sorte borde.

Den ældre herre sidder alene og har indtaget den første øl med sidevogn. Hans kald bliver eksekveret samtidig med et lille løft med den tomme flaske. Det er tid til nye forsyninger, lader han bartender og indehaver Ivan Hansen forstå.

Den ældre herre gjorde ikke meget væsen af sig, da han tidligere på formiddagen indfandt sig ved sit bord. Men Ivan lagde mærke til hans entré og leverede kort tid efter det første sæt.

Det er mandag på Ølstuen. Klokken har passeret halv elleve, og den ældre herre har sammen med ni andre gæster fundet sig til rette på værtshuset. En god håndfuld sidder i baren - værtshusets naturlige omdrejningspunkt - mens de resterende gæster er spredt ved forskellige borde.

- Min mening er gerne, at sæt dig ved baren, så er det, fordi du har lyst til at tale. Hvis du sætter dig ved et bord, er det, fordi du har lyst til at være dig selv. Baren er samlingsstedet, siger indehaver Ivan Hansen.

De danske værtshuse har set bedre dage, og over hele landet må indehavere dreje nøglen om. I juni var turen kommet til det vejlensiske værtshus Nr. 41, hvor indehaveren på grund af sygdom valgte at lukke, og samtidig var økonomien i de sidste leveår blevet mindre.

Det er i høj grad de ældre, der har tid og lyst til at bruge værtshusene i hverdagen og ikke mindst i dagtimerne, og når de langsomt falder fra, skader det økonomien.

Men selvom der bliver længere mellem de brune værtshuse, ånder de stærkeste stadig.

Vejles brune tidslommer
  • Klirren bag disken, osende cigaretrøg og hærdet hud på stamgæsterne. Som et levn fra fortiden lever de brune værtshuse en presset tilværelse i de nye tider, hvor den muntre snik-snak foregår gennem skærmen på en fortovscafé, og øl er noget, der nydes efter mikrobryggeri-opskrift.
  • Alligevel nægter de brune tidslommer at opgive deres vante placering i bybilledet, og de trofaste gæster opsøger fortsat det uforpligtende fællesskab, hvor samfundets forventninger er en saga blot.
  • Vejle Amts Folkeblad kommer i tre afsnit - det første er her - helt tæt på de stærke sociale kræfter bag baren og undersøger, hvorfor værtshusene stadig har tag i vejlenserne.
  • Næste lørdag: Sådan hjælper værtshusejerne deres stamkunder
Gæsterne er i godt humør, og der bliver snakket på kryds og tværs. Mange kommer hver dag, mens andre går mellem lidt forskellige værtshuse. Foto: Mette Mørk
Gæsterne er i godt humør, og der bliver snakket på kryds og tværs. Mange kommer hver dag, mens andre går mellem lidt forskellige værtshuse. Foto: Mette Mørk

Pil ikke ved pilsnerens pris

"Ivan," lyder det igen bestemt fra en af Ølstuens stamgæster. Denne gang kommer kaldet fra barens fjerneste stol, hvor en mand i 70'erne lader sin bartender vide, at vinglasset er tomt.

- Ja, svarer Ivan Hansen bekræftende og giver på den måde en auditiv kvittering på herrens bestilling.

Et glas hvidvin coming up.

63-årige Ivan Hansen har været indehaver af Ølstuen i et år og arbejdede her i tre år forinden. Han har været selvstændig i restaurationsbranchen i størstedelen af årene siden 1992, og han har ejet flere værtshuse.

Han husker, hvad de fleste af hans mange stamkunder foretrækker at drikke, men det er ikke et krav, at bartenderen har styr på det, for "de kan jo sige det selv," pointerer han. Men alligevel er det hans stil. Det er ganske enkelt en del af servicen, når gæsterne dag ud og dag ind vælger at bruge deres penge på netop hans værtshus.

Og den ekstra lille service er grundlæggende til for at holde kunderne glade og sørge for, de kommer tilbage. For der skal sælges mange øl for at kunne betale tre medarbejdere foruden sig selv.

- Vi klarer os fint. Vi skal bare sælge mange øl, så går det. Det gør vi også, siger Ivan Hansen.

- Vi ville gerne sætte priserne lidt op, men tør det sgu ikke. I de fleste andre byer koster en øl 22-23 kroner. Vi tager 20. Men så langt vi kan få det til at rende rundt med det, så skal vi ikke ud og rode i noget, siger han.

Mange andre brancher ville sætte priserne op, hvis tallene på bundlinjen krævede det og eller hvis kundegrundlaget svandt ind. Men Ølstuen vil ikke gå ned ad den vej, som det også er tilfældet hos flere af deres konkurrerende værtshuse i Vejle.

Pilsnerens pris piller man ganske enkelt ikke ved.

- Kunderne forsvinder til andre steder. De giver sig til noget andet. Hvis det bliver for dyrt, så er de væk. Så vi skal bare leve af mængden og ikke prisen, siger han.

Kirsten Prüsse ejede Nr. 41 i Staldgaardsgade. Stedet drev hun i knap 18 år, indtil en rygskade satte en stopper for arbejdet. Nu skal hun finde på noget andet end at være barmutter. Hvad ved hun ikke endnu. Foto: Mette Mørk
Kirsten Prüsse ejede Nr. 41 i Staldgaardsgade. Stedet drev hun i knap 18 år, indtil en rygskade satte en stopper for arbejdet. Nu skal hun finde på noget andet end at være barmutter. Hvad ved hun ikke endnu. Foto: Mette Mørk

Brun, brunere, brunest

På Ølstuen i Vejle Midpunkt er atmosfæren anderledes end på de klassiske værtshuse, der bedst kan beskrives som små tidslommer eller en slags portal til en simplere og brunere tid. Men på Ølstuen er der rent. Eller rettere: Luften er ren.

Over baren hænger et udluftningsanlæg, der hiver den værste røg ud af værtshuset, og gør underværker for de gæster, der kan leve med et anstændigt niveau af passiv rygning. Sammenlignet med de tilrøgede værtshuse er her nærmest så friskt som på et norsk fjeld.

Helt anderledes er fornemmelsen i Staldgaardsgades Nr. 41: Det nu pensionerede værtshus er dunkelt og står i stor kontrakt til den lyse sommergade på den anden side af mørklægningsgardinet, der er rullet for det ene vindue.

Foran gardinet står en pink orkidé, der overlever trods de sparsomme mængder af lys, som sniger sig gennem revnen mellem karmen og gardinet.

Røgen hænger i tapetet, og der er en tyk luft i rummet, hvor tunge træborde og bænke i årevis har dannet rammen om gæsternes mindeværdige og knap så mindeværdige stunder.

Tusindvis af øl er tømt i dette rum, men det er slut nu, for indehaver Kirsten Prüsse har efter 17 år bag baren valgt at lukke hanerne.

Lukningen skyldes en rygskade, som hun har pådraget sig. Hun kan ikke længere overkomme at holde åbent fra klokken 5 om morgenen lørdag og søndag og fra ni morgen til midt på aftenen i hverdagene. Det er hårdt at drive morgenværtshus, erkender hun.

Men den økonomiske gevinst er samtidig blevet mindre i løbet af de seneste år, fortæller Kirsten Prüsse, der altså valgte at sælge værtshusets ejendom, som hun indtil for nylig ejede.

- Hvis man tager over fem år, så kan jeg godt mærke, at - hvad skal jeg sige - 30 procent har jeg mistet, siger Kirsten Prüsse.

En del af forklaringen skyldes, ifølge hende, en kulturændring.

- Førhen tænkte gæsterne ikke så meget over, om de kørte på to eller tre øl hjem. Håndværkerne kommer heller ikke mere. Hvis de har fået en enkelt øl på arbejdspladsen, jamen, så kan de jo ikke drikke mere. Så skal de lade bilen stå. Mange af vores stamgæster har haft en naturlig afgang, siger Kirsten Prüsse, hvis gamle værtshusejendom skal omdannes til nye lejligheder.

Ved baren i det gamle Nr. 41 er mange ord blevet udvekslet. Gode og dårlige tider er blevet drøftet, og nogle fandt en ven for livet. Kirsten Prüsse oplevede, som så mange andre værtshusejere, at tiderne er skiftet. Håndværkerne kommer ikke længere ind efter arbejde, og Kirsten Prüsse havde, inden hun lukkede, mistet 30 procent af sin omsætning. Foto: Mette Mørk
Ved baren i det gamle Nr. 41 er mange ord blevet udvekslet. Gode og dårlige tider er blevet drøftet, og nogle fandt en ven for livet. Kirsten Prüsse oplevede, som så mange andre værtshusejere, at tiderne er skiftet. Håndværkerne kommer ikke længere ind efter arbejde, og Kirsten Prüsse havde, inden hun lukkede, mistet 30 procent af sin omsætning. Foto: Mette Mørk

Her kan man være i fred

Tilbage på Ølstuen har Ivan Hansen ikke fået mindre travlt. Men han nyder sit arbejde bag baren - et liv, han har holdt af siden midten af 80'erne, hvor han startede sin karriere med at hælde på de tørstende.

Ifølge Ivan Hansen kommer nedgangen i branchen helt automatisk. For også han mener, der er sket en kulturændring.

- I dag har alle en lejlighed og et fjernsyn, og de har det hele hjemme. Så falder der jo nogle fra. Førhen boede alle ungkarlene på et værelse, og så var krostuen jo deres dagligstue. Det er den bare ikke længere, siger han og fortsætter.

- Det er de unge, der ikke kommer, og de gamle falder væk. De unge går kun ud og giver den gas i weekenderne.

I slutningen af 2007 udtalte sociolog og forbrugerekspert Eva Steensig sig til dagbladet Politiken om de nye tendenser for værtshusene. Hun mente blandt andet, at der er en gruppe stamgæster, der altid vil blive ved med at komme.

- De smarte cocktailbarer, hvor du skal kende alt til rommen i din daiquiri, kan være lidt som en scene, hvor man skal se ud eller opføre sig på en bestemt måde. Omvendt tilbyder værtshuset anti-smartness. Et sted, hvor man kan være i fred, få et par øl og rafle lidt, sagde hun om nogle af de overvejelser, som bar- og restaurationsbranchens kunder kan stå over for, når de vælger, om de vil sidde på bar eller værtshus.

Karlo Jensen er fast gæst på Lumskebugten. Her kommer han én til to gange om ugen. Han læser sin avis, drikker sin øl og ryger en smøg. I næste uge er det samme mønster igen. Foto: Mette Mørk
Karlo Jensen er fast gæst på Lumskebugten. Her kommer han én til to gange om ugen. Han læser sin avis, drikker sin øl og ryger en smøg. I næste uge er det samme mønster igen. Foto: Mette Mørk

Samarbejde om prissætning

Gadeludere og søfolk strejfede i gamle dage rundt i Havnegade, hvor Lumskebugten har ligget i mere end 100 år. Værtshusets gæster kunne dengang ikke blot forlyste sig i baren, men også ude bagved, i følgeskab med en kvinde fra kantstenen.

I dag er der ryddet op i Havnegade, men Lumskebugten ligger her stadig. Værtshusets vinduer er tykke, og udefra og ind giver sigtbarheden gennem ruden en forsmag på den promille, der kan stå gæsterne i udsigt.

Træder man indenfor, tager blinkende spillemaskiner lokkende imod, og værtshusets vægge afslører hurtigt tilhørsforholdet til den lokale fodboldstolthed. Der er VB-merchandise spredt over det meste af beværtningen, krydret med gamle fotografier, avisudklip og nipsgenstande, som selv den mest grænsesøgende indretningsekspert ville have afvist i døren.

Barstolene står sjældent tomme, og ved et bord tæt ved indgangen har Lumskebugtens spilleklub indtaget sin faste plads.

Johnny Beck har ejet værtshuset siden 2002 , og før det havde han en bar i Randers. Den erfarne værtshusindehaver, der også sidder i Vejle Byråd for Socialdemokratiet, har derfor mange holdninger til branchens tilstand.

Han fortæller, at ølpriserne på værtshusene er steget i løbet af hans tid i branchen. Men generelt mener han ikke, at værtshusene har formået at følge den prisudvikling, der er i restaurationsbranchen. Det har betydet endnu mere arbejde for indehaverne.

- Prisudviklingen er grunden til, værtshusene ikke kan følge med. Der er selvfølgelig konkurrence, men det er klart, at vi aldrig kommer til at tage 50 kroner for en fadøl. Som værtshusejer bliver man så nødt til at tage flere timer, siger Johnny Beck.

- Da jeg startede, lå ølpriserne på 18 kroner. I dag ligger gennemsnitsprisen nok på en tyver. Nogle steder sælger de til 15 kroner, men så er det også svigermor, der står bag baren, siger han.

Johnny Beck, der har syv-otte ansatte på Lumskebugten, spekulerer i, hvad der kan være svaret på at styrke værtshusbranchen i Vejle.

- Hvis man endelig skulle gøre noget over for prisudviklingen, skulle alle værtshusejerne gå sammen og sætte faste priser, som man i mange år gjorde oppe på Dæmningen. Men nu konkurrerer værtshusene jo på rabat på øl indtil klokken 10, siger han og indskyder, at det nok er usandsynligt, at værtshusholderne kan enes om faste priser.

De brune værtshuse kæmper for overlevelse: Man piller ikke ved en pilsners pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce